For mange mennesker startede rockmusikken med "Heartbreak Hotel" i 1956. Inden da havde der været masser af tilløb til at skabe rock; men efter Elvis´ første indspilninger i Sun-studierne blev ingenting mere det samme, og i årene der fulgte så den ene klassiske rocksang efter den anden dagens lys.
Den følgende gennemgang fortæller via 14 sange rock-musikkens historie gennem to årtier, som blev afgørende for musikkens udvikling.

Elvis Presleys' første udgivelse Heartbreak Hotel på Sun Records er et nummer, som enhver rockgruppe med respekt for sig selv på et eller andet tidspunkt i karrieren har haft på repertoiret.

The Beatles bragede igennem lydmuren i 1962, og med She loves you fra 1963 lærte hele verden at synge "Yeah, yeah, yeah". Det glade budskab i sangen indvarslede rockmusikkens triumftog op gennem 1960´erne.

Rockmusik kan være meget kompliceret, og den kan være meget enkel. En begavet musiker kan skabe en klassiker ud af tre akkorder og det har Ray Davies fra The Kinks gjort adskillige gange, første gang i 1964 med You Really Got Me.

2 minutter og 40 sekunder er tilstrækkeligt til at skabe en iørefaldende rocksang, som fortæller en hel historie. Det gjorde Van Morrison og Them i 1964 med Baby please don´t go; ulykkelig kærlighed går aldrig af mode

The Rolling Stones ville ikke nøjes med blot at holde i hånden, som The Beatles gjorde. For The Stones var kærligheden altid et meget fysisk anliggende som musikken i Satisfaction fra 1965 tydeligt demonstrerede.

Med Bob Dylan steg ambitionsniveauet i rockmusikken adskillige oktaver. Like a rolling stone fra 1965 er blot ét af sangeren talrige bidrag til rockmusikken og et brillant bidrag: "Once upon a time ".

Bob Dylan skabte en evergreen, da han skrev Mr. Tambourine man; men det var Roger McGuinns guitar og Byrds-medlemmernes smukke vokalharmonier, der gjorde sangen udødelig i 1965.

Med Brian Wilson ved roret frembragte The Beach Boys utallige hits op gennem 60´erne og 70´erne. Ingen andre steder hører man måske Wilsons
musikalske begavelse tydeligere end i Good vibrations fra 1966.

Ud af den blå luft bragede Keith Reids og Gary Brookers karismatiske sang A whiter shade of pale ind på en musikscene, som aldrig havde hørt noget lignende før eller efter. Procol Harums gigantsucces stammer fra 1967 og holder sig fint den dag i dag.

Sommeren 1967 er gået over i historien som "The summer of love", og Somebody to love fra samme år er en hymne til kærligheden med mere end et strejf af den desperation, som altid fulgte vestkystrocken.

The Doors bragte nogle mere dystre og mørke temaer ind på rockscenen, end man havde set tidligere og People are strange fra 1967 står centralt i gruppens repertoire i denne forbindelse.

Med sangen Here we are again fra 1969 var Country Joe & The Fish med til at sætte en minderune over hippie-æraens uskyldsperiode: "Father´s gone to fight the war I guess he´s not coming home". Vietnamkrigen er nu ryk-ket meget tæt på USA.

Born to run fra 1975 blev en slagsang, ikke bare for Bruce Springsteen og hans E Street Band, men for hele rockmusikken, og teksten fortæller i få linjer, hvad rock-musik kan være, bør være og er.

Kombinationen af en indsmigrende smuk melodi og en skræmmende vision af den moderne tilværelse har gjort The Eagles' Hotel California fra 1976 til en milepæl i rockmusikkens historie.