Tager vi nu alle superlativer ud af Amplifier, lader skyggen af Led Zeppelin stå, og lader vi nu Black Sabbath’s tunge riff og en ren og planket vokal af Ozzy kaste skyggen, ja så har vi de elendige kopister Wolfmother (AUS).  At de mangler fantasi ses af deres nok tunge og psykedeliske, men også til månen ligegyldige debut fra 2005 på frækkeste vis var selvbetitlet. Det her trick fungerer for Amplifier – fordi det samme gjorde både Sabbath (i ’70) og Zeppelin (i ’69), og med fornøden respekt virker valget derfor naturligt, og som en frisk start og cadeau til forbillederne. Men med Wolfmother’s musikalske skidesprællen i lysfælden foran selve tungrockens hovedstol, virker den her joke bare (endnu mere) som at de ikke bare parodierer deres forbilleder af et par giganter; de parodierer skam også sig selv. Pladen burde måske bedst have heddet ”Wolfie” eller ”Offspring no. 1”. Så kunne ranet da, i det mindste, være dækket ind under lidt naivitet og humor.

Endelig må man kaste en advarsel til de her skruppelløse tyveknægte: sangen ”The Joker And The Thief” lyder ikke bare af – på både vokalarbejde og komposition, men kunne faktisk være lavet af, ingen ringere end The White Stripes. Bør IKKE spilles imens at Raconteurs, med Jack White – manden med de løse næver i front, selv spiller… Og så: på pladen efterfølges nummeret af ”Dimension”, som sine steder er den reneste plankning af sangen ”Black Sabbath” fra de her giganters debut. Joken runder af med en pointe så blød som at stige af i Roskilde (!): ”Apple Tree”, der i omkvædet lyder som – og der var han igen – en punket Jack White. Det her projekt bør undgås med mindst 2 kilo kubik i bakgear – og mens der så flygtes kan man lige nå at høre at sang nr. 11 på pladen, ”Witchcraft”, sandelig ”prydes” af et par flove tværfløjtestykker – planket direkte fra Ian Anderson/Jethro Tull. Væk! Nu.

Og her kommer så fodnoten til ovenstående: alt hvad der blev skrevet om Wolfmother blev griflet i hast under første lytning, Amplifier derimod; blev skrevet undervejs i stikordsform mellem lytning 2-3, redigeret færdig under lytning 4. Og hvad sker der? Amplifier’s detaljer og ideer, deres inovative krumspring, krøller fuldstændig sammen under gennemlytning nr. 2 af Wolfmother… Selvom de altså raner løs fra heaviens ældste standarter – må man sige at numre som åbneren ”Colossal” og lige netop ”The Joker And The Thief” runger med som en liflig erindringens ekko under den her famøse/berygtede anden gennemlytning – make or brake-lytningen; her kasseres enten det der ellers lød rimeligt interessant efter første runde, eller: her må man overgive sig. Totalt. På den anden rundgang blev Amplifier nu pludselig rasende uinteressant, og Wolfmother det fedeste i verden! Måske man bare bør nedlægge ethvert våben smedet af alverdens velmente krumspring, og i stedet bare se dem begge?

Mht. rockmytologi har Roskilde begået den klassiske brøler, ladet sig blænde af Colgate og simili, inviteret retro-blufferne The Strokes (US). Deres massive hit ”The Modern Age”, fra debuten ”Is This It” (’01), er ganske rigtigt intet mindre end en perle, pin-pointer fint hele start-nullernes spirende garagebølge. Men for The Strokes står den her sang alene, er et one-hit wonder; pr. album er det første nemlig hæderligt, har dog sine pinlige passage – ikke mindst på den håbløse CBGB-tribute ”New York City Cops”. Det andet album, ”Room On Fire” (’03), er ganske enkelt skrab fra toppen af møddingen – så er det sagt, og det aktuelle, ”First Impressions of Earth” (’05), er en forvirret billet af soundtracks til Batman i 60’erne, af sanger Julian Casablancas’ kompleks for snart Jim Morrison (”Heart In A Cage”), snart – og her synker vitsen for alvor ind – Shane McGowan (”15 Minutes”) – samt, og det er det værste, at bandet på ”Ask Me Anything”, prøver på at lyde som Magnetic Fields.... Og så bliver der drysset, med let hånd må man sige, med tudsegamle Iron Maiden-riffs på pladen! Et bidrag af kaliber? Og alt i alt et CV godt nok til at få plads på Roskilde ’06? Åbenbart.

For den rockmytologiske ansøgning, det at The Strokes stadig kan sparke deres attituder ind på scenerne efter den elendige ”Room On Fire”, må alene ligge i at Casablancas har haft Winona Ryder som fast groupie, at det løse liv her spædes godt op med alkohol og stoffer, men! Vogt dem for efterligninger… Af Pete Doherty og Babyshambles, der IKKE vælter sig i suppen af indvolde, sjæl og kraniematerie på årets Roskilde, og hvorfor dog ikke?! To fantastiske plader i The Libertines, forholdet til supermodellen Kate Moss, grundlæggelsen af Babyshambles, det lille mesterværk af en debut, ”Down In Albion” (’05) – og: Roskilde vælger fra, vælger The Strokes til?! At stå model til en Babyshambles koncert er som at være en troende der træder i karakter foran en prædiken. Tilsvarende til en The Strokes koncert. Altså for ham/hende der er ateist. Foran et kasseapparat.

Og nu vi så alligevel har fat i Babyshambles og den engelske retro; her har Babyshambles godt fat i The Clash, ja så er der bare at sige at en så stilsikker flair for at opdatere sine forbilleder har Kaiser Chiefs (UK) så afgjort ikke: de består af et radiohit, ”Every Day I Love You Less And Less”, der – pr. kalkule – meget passende ligger først på debuten ”Employment” (’05). For stille og roligt, mere og mere gennem pladen, er det kasseapparatets lyd der dominerer. På loftet har de en kasse plader med The Jam, Kinks og, sandelig, en eller to Blur-plader. En dag var det slut med luftguitar, og gutterne fra Leeds kom ned fra loftet med deres ”inspiration” – nogen vil nok hellere sige ”tyveri”, for det her er syntetisk og det er elendigt. For nyligt har Roskilde disket op med lignende bands i form af f.eks. Bloc Party og Futureheads – at man allerede i dag kan sætte sig mageligt tilbage og spørge sig selv om ”hvad skete der egentlig med dem?”, fortæller en del om hvad man vil spørge sig selv om mht. Kaiser Chiefs til næste år.

Og så er garage den genre der opstod blandt teens i slut-60’ernes USA og dets opblomstning på økonomi og god karma. Der var derfor råd og plads til at teen-knægten kunne få sit eget band i kælder eller garage, og bland nu det hele op med tidens hang til psykedeliske farver og hormoner, og voila! Det kantede og beskidte, den ægte og rene proto-punk var født. Tænk her genmasse a la MC5, The Sonics, Iggy Pop/The Stooges, Roky Erikcson/13^th Floor Elevators osv., osv.

I hvert fald i nullerne er garage så igen kommet på mode, med bl.a. stærk repræsentation på Roskilde – en tendens der dog er på retur på bekostning af det (p.t.) evige rend af retro-bands. I Norden har selv gode rockbands prøvet sig med genren, bl.a. Nordens sådan ca. bedste af slagsen: Madrugada, der i 2002 ”brillerede” med den dybt elendige ”Grit”. Nu prøver så guitaristen, Robert Burås, lykken igen, og den her gang med den lige så fremragende guitarist fra Ricochets, Alex Kloster Jensen, og ikke bare er han fremragende, men hans moderband er lige netop den beskidte skygge som Madrugada kaster, når de laver det de er bedst til: guddommelig rock.

Ricochets er mørk garage, blandet igennem med orgel og rundgange, og sandelig! Og præcis sådan her lyder de to guitaristers sideprojekt My Midnight Creeps (N): som et flashback til ovenstående tidsbillede af slut-60’erne der igen er et flashbillede samlet perfekt i Ricochets, derfor: My Midnight Creeps lyder som Ricochets, hverken mere eller mindre. Som basal forbrugeroplysning skal det hertil siges at skal man lave et sideprojekt er det en god ide at gøre det for at prøve af, for at dyrke en sidepassion, teste nye og skæve ting. De her mindstekrav opfylder en Burås – der ellers allerede er floppet med genren, Kloster Jensen gør ikke – han har nemlig allerede stor succes med nøjagtig samme formular. Mere er der egentlig ikke at tilføje til det her håbløst ligegyldige garageband.

The Cheaters (N) skriver selv at de er inspireret af ”1966 beat og 1977 punk”. Og enhver (prøv f.eks. Myspace.com/cheatersoslo) der har hørt hvad det her giver af et ekko i de norske fjelde vil tænke sig to ting: 1) Beundre den ivrige booker der tænder på ordet ”garage”, og skriver kontrakter som en sniper på alt der stikker fingeren i vejret på triggerordet, og: 2) Mere er der egentlig ikke at tilføje til det her håbløst ligegyldige garageband.

Meget mere er der til gengæld at sige til naboerne i vest, til Deltahead (S), der yderst originalt viderefører svenskernes svinsk gode ærinder med at kombinere amerikanske grundgenrer med garage. I 2005 fik vi The Solution: lyden af standard-motown i et svært tilfredsstillende møde mellem garage-legenden Scott Morgan og nu-garage legenderne Hellacopters. Hos Deltahead er grundmikset den tungest mulige rundgang på delta-blues, og ind over kastes der tekster der egentlig ikke er ret meget længere end titlen. Resultatet minder en del om noget der kunne være udkommet på det alternative selskab Fat Possum Records, der netop har specialiseret sig i at lade ”ægte” delta-blues artister møde deres moderne tilbedere. Således bringer Deltahead mindelser om den nu sørgeligt savnede (R.I.P.) R.L. Burnside og hans møde med Alec Empire på ny-klassikeren ”Come On In” (’98).

Og showet? Bandets to medlemmer, Benjamin Quigley og David Tallroth, optræder ulasteligt klædt i skarpskået 20’er Chicago-gangster suits, er malet goth-hvide i hovedet, sidder bag hver sin 28” Ludwig stortromme og holder ikke bare den her motherfucker af en respektive gruekedel i kog, men folk-punker samtidig igennem den fremragende selvbetitlede debuts (’05) ti sange med vaskebræt, slideguitar og kontrabas. Og imellem dem står så et musealt unikum: et østrigsk møbel af en såkaldt sangforstærker, der giver det vokale arbejde en analog feel, i mere end en forstand er unik: af det østrigske monstrum findes der nemlig kun 16 i verden.

Som bonus er det værd at notere det kor af anmeldere der åbenbart hører Motörhead ind i Deltahead; for dem der således forventer at høre boogie-bas-røvballerock bliver, hos Deltahead, i sandhed skuffet. Det eneste de to har fælles er et ”head”, og hvor ”motorhead” er en der kan lide biler og fart, er Deltahead, foruden at navnet faktisk er dobbeltkonfekt på ”delta” (=en opbanket flodmunding, oftest formet som toppen af et hoved), vel bare en der kan lide delta-blues? Ja, længere er den faktisk ikke, men myten er dog nok så god en gang fælleseje blandt gratisterne til anmelderpladerne, at de gerne gentager den i kor.

Men nu endelig ingen panik! For bare det at musikken skiftevis er kaldt ”stumfilmspunk” og ”mareridtsblues” fortæller vist stort at det her så absolut kan blive et højdepunkt i festivalen. Her skal programmet sandelig krydses med vandfast marker, tak.

Larmerrock

Faldgruben ved at lave garage, på kanten af punk, er at man blive så forblændet af at instrumenterne faktisk kan stemmes til en klang af ælde, at man – på trods af mangel på talent – den dag i dag stadig kan råbe sig til en pladekontrakt. For at nærme sig The Unit (DK) er de her to erkendelser nok, for deres musik er ganske enkelt forglemmeligt, det er på grænsen til det fornærmende at de er på Roskilde, når beslægtede ”alt-over-bord”-garagerockere som de helt enkelt uimodståelige, og uforfærdede, danske debutanter fra Rock Hard Power Spray er valgt fra.

Og blev det mon sagt ”attitude”? For det er nøjagtigt hvad rocken kan; levere lige dele rebelske bjæf og skrævende ben i denim. Men mht. punk er fælden dog nær; klicheer er sjove når det handler om at rulle sig i bræk, kanyler og pizzabakker på hotelværelser, men har man en plade der hedder ”Viva la Republica” (’05), kommer man fra Færøerne, synger på modersmålet og laver revolutionær punk med ønske om at løsrive sig fra dronningeriget har der gudstejlemig bare at være gode rammer – læs: musikken – omkring for at budskabet skal trænge ind, have mål og retning, give nogen mening. Men nej: så måske meningen alene er at planke lige fra, de egentligt umage, Angry Samoans og The Clash? Det gør i hvert fald 200 (FO), og hvis den her kunstneriske halten faktisk ER meningen, så gør de det faktisk godt. Men var meningen nu, faktisk, at de vil tages alvorligt i deres budskab? I så fald er der her dømt kunstnerisk bankerot.

Og Færøernes befrielse? Al respekt for det, men ægte anarko-punk har jo en lidt større dagsorden: hele verdens befrielse pr. pansernæven – ført helt igennem på knoer af revolution og anarki, mod overvindelse af den dekadente kapitalisme, den endelige frigørelse fra det materielle fængsel, klassekampens ragnarok. Det her projekt har været godt i gang siden 1979 (!) hos de erklærede BZ-ere The Ex (NL) (”the ex” blev netop valgt fordi det var den hurtigste graffiti-tag i den snævre vending), der ikke bare er den sædvanlige ”1, 2, 3, 4”-punk, men også lever det kunstneriske liv på etno, noise, folk og jazz. Så det er godt gættet: at de skiftevis lyder som Alec Empire, Mano Negra, The Clash og Sex Pistols. Dog skal det siges at de, på det seneste, har arbejdet sammen med kult-trommebandet Konono no. 1 fra Congo – så måske man kan ligefrem kan forvente mikset blandet lidt op med progression a la danske Sort Sol – mod et mere melodisk og modent udtryk?

Roskilde selv prøver ihærdigt at sælge Mad Caddies (US) som enten ”ska” eller ”punk”, og taler derfor begejstret om ”skapunk”, nix! Her er i stedet tale om snart melodisk rock, a la Bryan Adams, i dialog med reggae a la Police, snart som regulær festpunk – af den californiske slags, den fra selskabet Fat Wreck Chords, f.eks. NoFx, Me First And The Gimme Gimmes, Sick Of It All, og – Mad Caddies. Og! Så pludselig lyder bandet som det man, i mangel af bedre, kunne kalde for ”mexicansk country” – for så i næste sang at krænge en stærkt indlevet pastiche af sted på ”et-eller-andet” 80’er hit! I sandhed: lyden af solstik omsat til et hestebid i partyskinken.

 

Ska-elementet, primært i form af de vuggende horn, som altså OGSÅ kunne være mexicanske, og den duvende bas, optræder skam med flittig hånd, men er ikke gennemgående dominerende. Så nok vil det her appellere – stort – til alle ska-fans, men alle med glæde til en afvekslende gang punk på tempo og kontrol, som den vi finder hos de sene Bad Religion, kan skam også fint stige på den her uimodståelige omgang charme og overskud.

 

Og Fat Wreck Chords? Her finder vi også veteranerne fra Lagwagon (US); også DE lyder gevaldigt som gudfædrene Bad Religion, men modsat Mad Caddies’ Chuck Robertson, der faktisk også blafrer stemmebånd som Bad Religion’s legendariske Greg Gaffin, lyder Lagwagon’s Joey Cape helt som sig selv, og: så kan han faktisk synge! Smukt, og i perfekt harmoni med præcist så medrivende sange som, ja netop: Bad Religion. Al den fjol som Joey end måtte have i sig lever han, og som sideprojekt, ud i det gale punk-cover band Me First And The Gimme Gimmes. Så hvor stablemates Mad Caddies har ungdommens vovemod og appetit op at stritte i alle retninger, er Lagwagon mest af alt eksponenter for den rene energi – en tunet accelerator mod præcis det fixpunkt hvor al god og melodisk punk splintrer om det bedste rocken har at byde på. Gennem pogo og sved er den her musik enhver festivalgængers sikre katarsis.

 

Og endelig: Jackass? Er du ham – for til den her smag skal der ledes længe efter en ”hende” – der flækker bakkenbartstore grin op når en ged gnuffer dig dybt i skridtet? Fordi den nu lige gik og troede det bare VAR en gammel dåse? Og Jackass? Deres soundtrack var jo enten halvguderne Ramones eller deres (unge og) nostalgiske spin-offs – såkaldte emo-rockere der, som arketyperne Blink 182, går i skater-tøj og pludrer punk, vugger op og ned til den distinkte rytme, laver en pop-rock-musik på lige dele udfarende næve og inddragende emotion. Et emotionelt overskud på sange om Miss Universal, computerspil og splatterfilm. Cool!

 

Her er altså dømt Kleenex og tudepunk, og den her stærkt grænseoverskridende prøvelse for voksne er de ikke det mindste flove over at lagerføre i De Tusinde Søers land, hvorfra de sender Disco Ensemble (FIN). Og præcis sådan her lyder Michael Jackson’s Neverland den dag Fanden køber forlystelsesparken op til sit sommerhus. For selv bandnavnet er jo cool. Det her kan umuligt gå galt.

 

Tungmetalleren

Karakteristik: Ovenfor bringes den påstand at rocken er arbejderens dagdrøm, hans/hendes hurtige exit ud af hamsterhjulet. Og skal den her flugt helt op at ringe, skal budskabet bankes ind, ja så er heavy noget nær den fødte jordemoder til projektet. Genren breder sig nemlig nok fra melodisk hardrock til rytmisk noise, men fælles er dog det kompromisløse klip i navlestrengen mellem dagligdag og fritid, og hvordan dog det? Af den simple grund at heavy er langt mere kropslig end rock, f.eks. Heavyrocken er ganske enkelt musikkens sauna. Her renses der ud i porer og system, her er de bedste kunstnere de rene dukkeførere af deres publikum.

 

Det progressive

I 2001 toppede Roskilde med lyden; traditionelt har festivalen et stort heavynavn på Orange, sent torsdag. Således Tool (US), der dengang leverede den absolut bedste lyd hørt på den her massive scene. Umiddelbart skulle man tro det umuligt at få en perfekt lyd i et rum under åben himmel, men nej: man kunne gå rundt og lyden var overalt nærværende, omsvøbte lytteren så tæt at de her avantgardistiske artmetalleres lyd gik, bogstaveligt talt, gennem marv og ben. Siden er lyden sat klædeligt mange DB ned – det være sig på Orange såvel som for resten af scenerne. Sikkert en god disposition, men dog også med den sideeffekt at Orange faktisk, f.eks. til Green Day i ’05, fra de billige rækker ofte lyder præcis så langt væk som den jo faktisk er. Må Tool dog bare bringe deres gamle lydmand med igen i år!

 

Det fortjener nemlig de her massive fornyere af både lige dele groovet og snørklet mikromakro stadionheavy – snart er lytteren inde at vende DNA, snart springer musikken langt ud over alverdens bevidsthed – OG læg dertil dødiskolde musikvideoer med trædukker skåret ud af helvedes Emil fra Lønneberg OG sikken sceneoptræden: Maynard Keenans bredskuldrede røst springer fra et hulbrøstet gespenst med blå all-over bodypaint og blebukser, huggende fremstår han som ren impersonering af Pukkelrygssmølf.

 

Alt sammen fænomenalt – medmindre de altså vælger, og det gør de vel sikkert nok, at spille materiale fra de to sidste plader ”Lateralus” (’01), der lyder som gamle mænds remix af erindringer fra en bedre tid, og den aktuelle ”10.000 Days” (’06); her føler man sig som ser man en snotunge tage en Piratos ud af munden, strække den til der kommer huller i lakridsen, og så – dæleme – stopper snothvalpen den ind igen. På de to sidste plader har de nemlig fyldt op: ”Lateralus”’ 78:52 min. er simpelthen en gang lemminge-dans i frit fald, og ”10.000 Days”, med sine 76:16 min., er fyldt med huller i lakridsen – indgange til det netop omtalte frie fald. Her er det kun åbneren ”Vicarious” og nr. 5, ”The Pot”, der overhovedet kan siges at nå tidligere tiders storhed. Tool i nullerne har ganske enkelt ikke nok ideer til at lytteren bliver ladt tilbage med et afrundet udtryk når de her alt, alt for ambitiøse plader ringer ud. Vi skal derfor have sager på bordet fra ”Undertow” (’93) og, da ganske især, nyklassikeren ”Ænima” (’96). Så er verden komplet.

 

Opeth (S) må ligeledes siges at være ”progressive” bærere af den metalliske fakkel; ja så galt er det at man næsten kan tale om art-metal. Spændvidden i sangen, spændet mellem growl og skønsang, stille passager afløst af næsten melodisk døds- el. sortmetalisk brutalitet har nogenlunde fortjent skabt dem et vist rygte og fanbase. Lyden er nemlig umiddelbar stor og indtagende, men desværre er det stort set umuligt at høre forskel på deres, efterhånden, store produktion. En produktion der først startede med dødsmetal på ”Morningrise” (’97), så black metal på opfølgeren ”My Arms, Your Hearse” (’98), for endelig at få gennembrudet på den nu typiske opteth’ske lyd på ”Still Life” i 1999. Siden er pladen blevet gentaget ad nauseam (latin: ”til man brækker sig”), og kun 2003’s ”Damnation” album skiller sig ud ved alene at have sange skåret til af bandets rolige repertoire. Vil man nu tjekke deres ”normallyd” ud på plade? Så spørg din pladepusher efter ”Still Life” eller ”Still Life, vol. 117”. Der er ingen forskel.

 

Uden at få bleg hud af skam hugger Coheed and Cambria (US) mere end gerne metal-standarter fra ikke mindst Iron Maiden, men bør nok bedst sammenlignes med landsmændene Dream Theater. Siden 2002 er det nemlig blevet til tre rene koncept-albums, linjen lagt fra prog-rock, hvor det hele indtryk er sovset godt ind i Claudio Sanchez’ trangbrystede børnefalset, og da der ikke findes nogen egentlig gruppe for børneheavy er det nok bedst at blive ved med at kalde det her output for ”prog-rock”. Amerikanske bands af den kaliber har det dog svært med IKKE at lave så klæbrige MTV-ballader som var det bolledej på alene en knivspids mel – og her er Coheed and Cambria bestemt ingen undtagelse: bare hør ”Wake Up” fra den aktuelle ”Good Apollo I’m Burning Star IV. Vol I” (’05). Så skal dine ben ellers nok sørge for at bringe dine ører i sikkerhed. Helt af sig selv – og det i galop. Det her er nemlig så tåkrummende at enhver jord- og betonarbejder pludselig kan passe sko med alverdens kinesiske prinsesser.

 

Det melodiske

Man kan, med lidt god vilje og en solid gummihammer, let få presset al (melodisk) metal ned i de to kasser ”blues” og ”boogie”. Den første linje kan siges at starte med Led Zeppelin og når sit klimaks med Metallica, det andet starter sådan ca. med Black Sabbath’s andet album, får sit zenit hos AC/DC, men kan samtidig siges at være det vuggende groove i al stonerrock som f.eks. Kyuss/Queens Of The Stone Age.

 

Skal man derfor spraye sig selv med lidt metalhistorie er Volbeat (DK) et fremragende eksempel på hvordan skæringspunktet mellem respekt (for historien) og talent kan forenes i himmelsmusik. Her er spilleglæde, her er ingen rundgange af kedsomhed, bare en lige blanding af vuggende metal og hård rock. Indimellem er den akustiske guitar ganske fint i spil, ja på et nummer som ”Alienized” finder vi endog en spansk guitar – meget lig amerikanske Ill Niño, skulle man sige. Men! På den gennemførte debut, ”The Strength/The Sound/The Songs” (’05), krediteres stort set hele det nye kuld af metalnavne i DK: Mnemic, Mercenary, Illdisposed osv. Alle bands med vidt forskellige udtryk, men tydeligvis i gensidig inspiration – SÅDAN forvaltes en så rimelig lukket stil som metal nemlig bedst.

 

Endelig skal det siges at Volbeat også graver på kanten af kitsch: Dusty Springfields hit ”I Only Wanna Be With You” fra ’64 fik sig jo i ’89 stor ”lungekraft” af Samantha Fox, og i ’02 en elendig indenlandsk cover af På Slaget 12, og nu! Nu en knivspidsfin udgave af Volbeat. At tungen hele tiden er lige i munden er ikke bare tegn på et fortænkt og forknyt ansigt. Også DET er lige dele respekt for musikhistorien – og så, naturligvis, respekt for det faktum at metal er fest, fest, fest og atter fest. Bagsiden af medaljen: forsanger Michael Poulsen lyder lige netop for MEGET af Ozzy, og riffrock-delen lugter lige netop for MEGET af Metallica. Men som forsiden kan bagsiden skam også pudses, og selvom det her er forsømt – dog i nærmest bagatelagtig grad, egentlig – ser vi stærkt frem til skive nummer to.

 

Debuten i ’97, ”Greates Lovesongs vol. 666”, huskes lettest for de to fremragende covers: ”Wicked Game” (Chris Isaak) og ”(Don’t Fear) The Reaper” (Blue Oyster Cult), men skam også for egne sange; ”Your Sweet Six Six Six” og ”When Love And Death Embrace”. Opfølgeren, ”Razorblade Romance” (’99) var så bandets dekadente periode, der snart gik over i den mere mørke og afdæmpede ”Deep Shadows And Brilliant Highlights” (’01).

 

Det var det CV der er værd at nævne for HIM (FIN) – siden er det nemlig blevet til to plader, som i bedste fald bør glemmes hurtigst, og i hvert fald da ikke er årsagen til at de nu igen, efter ’04, er at finde til Roskilde. Snarere er det at de nu igen er at finde på tronen af finsk goth-metal efter at Nightwish er gået i hundene, OG at HIMs stærkt karismatiske (og stærkt kæderygende) Ville Valo kun har sin lige hos Danni Filth (Cradle of Filth) mht. at tiltrække de sorteste af de mest forvirrede teens – piger! I hvert fald var de første, levende, 8-10 meter af koncerten i ’04 stærkt farvet af de her tilbedere af den gode Ville, og med rette, skam: showet, masser af sort læder og hår, keyboards og melodisk metal, er i absolut mesterklasse mht. underholdningsværdi. Forvent masser af attitude og trampen rundt på klicheer. På den fede måde, forstås.

 

Ikke helt fortjent er Deftones (US) sat i bås med nu-metalbands som f.eks. KoRn og Limp Bizkit, for nok er der en elektronisk bund i musikken, og her kan de så bedst sammenlignes med f.eks. Linkin Park, men rap og egentlige flows er ikke på programmet. Dog deler de nøjagtig samme klientel som alle de andre nu-metalbands: de helt unge, dem der endnu ikke er voksne oven i de musikalske krøller, for det her er i sandhed teen-angst når det er værst. Ikke ét album efterlader sig noget større indtryk for et øre med en nogenlunde bred smag, heller ikke den – angivelige – klassiker ”White Pony” fra ’00 er værd at skrive om til en pivende italiensk violinsolo. Deftones’ koncert på Dyrskuepladsen bliver gruppens fjerde optræden på Roskilde Festival (1996, 1998, 2001 og nu igen i 2006), og man må beundre at de her mennesker gider blive ved med at lege teens med teens der nu mere og mere er lysår i alder fra deres idoler. Sidst fyldte de Orange, og imens de gør det igen, vil alle os voksne være at finde i baren.

 

Det brutale

Død er jo ekstrem bas på stemmen – growl – og musik med pantefogeden i hælene og tekster om død, død og død i al evighed. Så er der den såkaldte melodiske død, og her er danske HateSphere (DK) de rene mestre; genren er i virkeligheden missing link mellem 80’er thrash og death metal, og netop Hatesphere lyder da også ligeligt af Slayer – ”Reaper Of Life” og ”Marked By Darkness”, begge fra den fremragende debut ”The Sickness Within” (’05), lyder da også ligeligt som Slayers riff fra ”South Of Heaven” og hele stemning og tekst fra ”Angels Of Death”. Resten af deres materiale lyder mest af alt af Metallica før de gik i spåner, gik i panikalder, rock’n’roll-alder eller lighter-ballade-alder, dvs. fra deres første tre rigtige plader, dengang der var sat thrash til i verden. Et supplerende skilletegn mellem ”death” og ”melodisk death” er, som for HateSphere, at vokalens gutturale skyl, growlet, er ganske forståelige. De her drenge er rundtossede af gode ideer, spilleglæde, energi og kærlighed til metal. Et absolut must for fadbamsede og papvinske sangvinikere.

 

I middelalderens skolastik var ”trivium” (latin: de tre veje) paraplyen for de tre grundlæggende færdigheder man skulle erhverve sig før man gik i gang med de såkaldt opbyggelige vidensområder. De tre er: grammatik, retorik og logik, og er de kørt ind, går festen videre over i ”quadrivium”, de fire opbyggelige vidensområder: aritmetik, geometri, musik og astronomi.

 

Det var så ellers den langhårede (!) forklaring på hvorfor Trivium (US) ikke selv vil gå så vidt som at stemple deres nu-thrash/melodiske dø’ som ”musik”. Og meget passende, set i forhold til bandets originalitet, har Trivium nemlig leveret en cover af Metallica’s klassiker ”Master Of Puppets” til gudernes, altså Metallica’s, 20-års fejring af metalzinet Kerrang!. Og andet er der vel egentlig ikke at sige? Altså at Triviums aktuelle, ”Ascendancy” (’05), er det rene frigear på 80’er og 90’er thrash (Slayer & Pantera popper yderligere op), kun afbrudt af lidt mere melodisk sang fra frontmand Matt Heafy og/eller spandevis af sjaskede guitarsoloer uden retning fra spadesmækker Corey Beaulieu. Så med Trivium (og rimer det ikke – lidt, bare lidt – på ”trivielt”?) pissende op og ned ad nakken, bliver man sgu både EKSTRA stolt og EKSTRA glad over at ha’ de danske helte HateSphere at glæde sig til.

 

Nu er genrerne jo ganske taknemmelige, og betegnelsen ”melodisk død” er her valgt til at dække thrash-bands der synger om død, destruktion og apokalypse. En lige så god definition som naboens, men hvad så hvis der ikke er den store fokus på dø’? Ja, så er der kun thrash tilbage og den leverer Purified In Blood (N) – og det i spandevis, og af den stærkt gyngende slags som bedst kendes fra tyske Kreator’s tidlige plader.

 

Og hvor vokalarbejdet hos Purified In Blood er forglemmeligt, er for overvejende og kedeligt af den for hardcore så lige-ud-af landevejen bjæffende slags, opvejes bandets helhedsindtryk til fulde af guitararbejdet der her er så medrivende som var den designet som højeste målestok for genren – der, pga. vokalen, vipper mellem ”metalcore” og ”thrash”, men altså falder ud til den sidste pga. spadens markante og sublime indtryk. Et udtryk der oveni mangler de stærkt kontrastrige temposkift, penduleringen mellem det brutale og det melodiske, der ellers udmærker en rendyrket metalcore.

 

Men hvudden virker det her så live? Ja, i 2006 har de faktisk fået hjemlandets stolte Alarmpris, Norges eget prestigefyldte rygstød til fortjente artister, for bedste live-band. I opløbet fik bl.a. Kaizers Orchestra og Turbonegro ellers støvlen tilbage i søllet. Så kan de ellers lære det.

 

Og må Purified In Blood siges at være som et medlem af De Radikale, et band der ikke helt kan vælge om det er metalcore eller thrash, så er der ingen som helst tvivl om svenskernes glimrende eksport på Burst (S); med lidt god vilje kan de siges at være Tool’s vrede tvilling, her skiftes sømløst mellem det stærkt melodiske, alle instrumenter og vokal er fuldt integrerede, fast i arbejde, og så ellers med helt umarkerede, og dermed naturlige, overgange til eksplosive udladninger. Og at thrash-elementer, modsat hos Purified In Blood, for de elegante og talentfulde nemt lader sig integrere naturligt i et metalcore-band demonstrerer Burst på bedste vis med sangen ”Slave Emotion” fra deres seneste, ”Origo” (’05). Lyt og lær. Og bemærk så ellers det suveræne musikalske overblik og overskud på ”It Comes Into View” – et nummer der jo er opbygget noget så uortodokst som et atmosfærisk/stærkt filmisk ambient-nummer! Det er altså stærkt, det er det.

 

Men hvis nu ikke stilen, jævnt gennem mikset, var så ærketypisk metalcore ville man være fristet til at titulere de her stærkt idérige svenskere som prog-metal, men lad nu bare være med at det her så absolut er et førstevalg til superligaen for metalcore. Hvilket dog IKKE er nogen livegaranti: amerikanske Isis er nemlig på samme hold, men leverede sidste år den sublimt mest skuffende metal-koncert på Roskilde. Det er altså klart at så krævende musik kræver fokus, at det fokus åbenbart er svært at holde hver aften. Men rammer svensken aftenen, ja så er det her lige dele hammer på ambolt, som det er roser i haven.

 

Hvis man ikke vidste det skulle man ellers tro det; at Bullet For My Valentine (UK) IKKE er fra Guds Eget Land, men derimod fra Wales. Deres tre-fod at gå på: 1) metalcore - Matthew Tuck gør sit bedste for at lyde som f.eks. Slipknots ellers uforlignelige Corey Taylor - bare levér øre til ”Her Voice Recides” eller singlen ”4 Words (To Choke Upon)” fra debuten ”The Poison” (’05). Anden fod på skammelen: 2) en langt mere melodisk del, helt igennem college-amerikansk og frygteligt emo-agtigt – bare fortsæt på pladen indtil du straks efter rammer ”Tears Don’t Fall” og ”Suffocating Under The Words Of Sorrow”, og endelig: 3) er guitararbejdet nok velproduceret, men alligevel klasker det hele hurtigt ned i hyttefadet som en underlig fisk af old school-metal (her lugter fælt af Judas Priest i ”Painkiller” (’90) form) – og så dog: egentlig ikke så overraskende, når man nu ved at bandet startede ud i 1998 som et coverband på bl.a. Metallica.

 

Og fungerer det her så? Lad en delkonklusion være at metalcore-delen faktisk fungerer meget godt, og lad så endelig hovedkonklusionen, bagt igennem på et (forventet) gennembrud i USA, bide sig selv i (fiske)halen: blandt venner kaldes bandet nemlig også for det essemes-venlige B4MV… Og teksterne? De er ikke vedlagt pladen af to gode grunde: synes man de er gode er man ganske enkelt for ung til at kunne læse, og kan man læse er man omvendt for gammel til at synes at typiske screamo (”hardcore-emo”) tekster om teen-angst under huen på klassens sorte får er det fe’ste.

 

Og har man ikke fået nok/føler man sig ung nok, ja så er der jo altid lige et slag mere i den emotionelle bolledej fra vore norske brødre der uforfærdet sender os gymnasiefavoritterne JR Ewing (N). Hvad de ikke har af kredit på hardcore-attitude, det må man trods alt medgive at Bullet For My Velentine har lidt af, det har JR Ewing på overfølsom flæb – i sandhed en gang tudefjæset emo(tion) for ungdommere med hang til amerikansk pseudo-heavy. Tag nu den nyeste, f.eks.: ”Maelstrom” fra ’05, her er det faktisk skæbnens ironi at det bedst fungerende nummer er ”Nihilistic Elitist”, pladens næstkorteste og det hvor der mest effektivt bjæffes på klassisk hardcore-vis. Et nummer der demonstrerer at pladen helt igennem er kalkule på at lirke lommepenge op af MTV-generationens sparegris, for det her nummer demonstrerer faktisk en vis grad af talent. På resten af pladen overlever man bedst ved at være så ung at man stadig har ram duft af brugt ble i næsen – for ganske enkelt at holde den samme stank ude af ørerne.

 

At metal-folket skal trækkes med et ”kun-mor-kender-og-forstår-mig”-band som forglemmelige JR Ewing fortæller en hel del om at Roskildes metal-bookere har glemt hvilke bands der sidst gav dem en udsolgt festival, har glemt at det er de gamle old-school-bands der er overleverne, er dem der ikke bare er freaks, men til stadighed er levende, til stor inspiration. Judas Priest, Anthrax, Accept og Saxon er navne der inden for de seneste år har været forbi DK på tour – og alle i stort set klassisk besætning. Og så er Emperor ellers gendannet! Men hvordan reagerer så Roskilde når de får kastet den her slags guld i deres turban? De smider bare deres indsats ud efter bands som f.eks. JR Ewing, s’mænd, og så dog: man må give de her nordmænd en vis respekt: ”Repetition is failure”, skriver de på deres hjemmeside – og dis-band’er så fra efteråret ’06. DE er altså selv kloge nok til at føle spændetrøjen i deres egen musik.

 

Musikhistorikeren

Karakteristik: I løbet af foråret har to 80’er goth-bands fyldt det københavnske spillested Store Vega op til sit max. på 1700 gæster. Fint nok, hvis ikke det bare var at begge var afdankede, at billetterne alligevel, på trods af udsigterne, kostede 300 pr. styk OG at der faktisk var 2x1700 villige kunder i butikken til den pris. Vi taler her om ”musikhistorikeren”, der enten er nostalgiker eller også er håbløs nyromantiker. I hvert fald søger de her typer at kompensere for mangel på viden om fremtiden ved at søge trygge rammer for deres liv og deres musik. Til dem er der dækket bord hvert år på Roskilde. Med mening såvel som absolut ingen overhovedet. Om en kunstner eller gruppe skal give nogen mening at grave op fra historien – SKAL navnet kunne hænge sammen i det aktuelle musikmiljø, flyde ovenover og ud over egen myte. Det er desværre ikke altid at Roskildes bookere er opmærksomme på den her lille detalje.

 

Mesterklasse med fremsyn

Vi går straks til årets moralske hovednavn, dvs. det hovednavn der ikke ”bare” sælger billetter, ikke ”bare” er en giraf, men er en etableret kunstner af den karat der har inspireret og været forbillede – og som, på den helt sjældne vis, stadig udvikler sig, til stadighed udvikler nye udtryk, tager nye roller på sig.

 

Op gennem 80’erne var Steven Patrick Morrissey, blandt venner bare Morrissey (UK), en sort øjenskygge lige under de bekymrede rynker i panden fra den utilpassede ungdom, der enten var til The Cure eller til Morrissey’s daværende band The Smiths. Men alas! Musikhistorikere har det med at rubricere, at fastholde kategorier – sikkert en memoteknisk detalje som at huske farver med stemninger, at huske steder med sange osv. For de her ord er det manden givet: melankoliker, misantrop, cølibatist, vegetar og bøsse. I vore dage, på det aktuelle album ”Ringleader Of The Tormentors” (’06), er manden ude af sit cølibat, her kører to spor af henholdsvis død og kærlighed, eros og thanatos – meget passende her i 150 året for Freuds fødsel, egentlig.

 

Manden er nemlig lige præcis IKKE hverken sort- eller kortsynet, men tværtimod: alle de bekymringer der uvilkårligt vil ramme os alle, de modspil vi får i livet, de her bagsider har lige netop altid fået ekstra opmærksomhed af de følsomme typer vi kalder for ”kunstnere”. Som Kierkegaard siger i ”Diapsalmata” (1842): ”Hvad er en digter? Et ulykkeligt Menneske, der gemmer dybe Qvaler i sit Hjerte men hvis Læber ere dannede saaledes, at idet Sukket og Skriget strømme ud over dem, lyde de som skjøn Musik” (…) ”Og Menneskene flokkes om Digteren og sige til ham: syng snart igjen”. Kierkegaard ville have elsket Morrissey!

 

I den nyeste udgave, med den nye plade, ikke bare siger Morrissey at han er startet på en frisk, han lyder også som han taler: det er jo sandt, er det. At fornyelsen er alvor understreges ikke mindst af det aktuelle tourarbejde: her spiller han, stort set hver aften til udsolgte huse, stort set hele den nye og supplerer så op med de stærkeste singler fra den forrige, ”You Are The Quarry” (’04), og herfra oftest den smægtende rocker ”Irish Blood, English Heart” og den af tre sange der nok må kaldes hans bedste solo-ting: den perfekte pop-sang, den teatralsk medrivende ”The First Of The Gang To Die”.

 

Imellem spiller han så et par prøver af The Smiths’ bagkatalog, og her gik steppebranden hurtigt: han spiller nemlig den uforlignelige ”Girlfiend In A Coma”, fra det oversette mesterværk ”Strangeways Here We Come” (’87)! En nyhed der kan få enhver Morrissey & The Smiths fan til at føle sig kaldet til noget større, især fordi manden jo føler sig så stærk at han undlader solo-katalogets fantastiske ”Everyday Is Like Sunday” og ”Suedehead” – begge fik vi i øvrigt sidst han var på Roskilde, i 2004. Det her er stærkt, og for at understrege styrken, er manden bedre syngende end nogensinde, det være sig på pladen ”Ringleader Of The Tormenters” såvel live hvor energi, den skarpe og overlegne humor, går hånd i hånd med et suverænt sceneshow. Et sceneshow der, for uindviede, kunne synes som de seneste krampetrækninger da han var forbi i ’99 i Den Grå Hal/Christiania. Forbi uden hverken nyt materiale eller pladekontrakt, men altså nu aldrig, og der skrives: aldrig, har været stærkere end nu. Som sagt: Morrissey ER festivalens hovednavn.

 

Og så det tætteste vi kommer på en ”dansk Morrissey”, for det kan jo ikke lade sig gøre – enhver sammenligning er jo bare fodnoter til nådens afglans, er den, fra supergruppen Love Shop, nu frigjort til andet arbejde, gode Jens Unmack (DK). Fra ’90 til ’03 blev det til syv betydelige albums, hvoraf en sang som ”En nat bliver det sommer” og en plade som ”Go!” (’97) er en hel kanon for sig indenfor intelligent og stærkt iørefaldende dansk popmusik.

 

Henover lige netop Morrisseys koncert på Grøn, Roskilde ’04, spillede så Love Shop deres sidste koncert og sidste år kom Unmack så på gaden med et af årets absolut bedste plader: Nikolaj Nørlunds tørre og akustiske produktion gjorde (denne gang) ingen større fortræd, her findes der i hvert fald tre sange der let ligger sig langt op i det kanonløb der er Love Shop i topform: de to radiosingler ”Happy Ending” og ”(La La) Hollywood”, samt den stærkt medpiskende ”Der kommer en morgen”. Så stærk er pladen at det kun er den massive misser ”Født på en søndag” der gør at pladen ikke blev den bedste på dansk det år: miseren starter med temaet fra lige netop Nørlunds samplerplade om H.C. Andersen, ”Andersens drømme” (’05). Både Teitur og Cecilia Nordlund får begge (!) den samme melodi på pladen, og nu så – gudhjælpeos, også Jens Unmack! Højest upassende til en sang der i sig selv lider lidt for meget under at pladen er inspillet i Berlin og at nummeret ”Født på en søndag” prøver at lire lidt for meget rundt i en klein gryde af Weimarrepublik, Lou Reed, Nick Cave og Brian Eno. Sidste skud fra boven: han spiller skam også nummeret live… Uden mindste skam i livet…

 

Og nu vi så er i omegnen af Love Shop er det kun totalt i orden at skubbe på for at sælge den danske electro-pop duo Nordstrøm (DK), aka Troels Holdt og Lars Malm, der i uge 18, den første uge i maj 2006, helt fortjent var P3’s Ugens Uundgåelige med den aldeles uimodståelige single ”Berlin”. I de seneste år har der været et underligt ræs i gang for at finde den nye Kim Larsen: Rasmus Nøhr, Peter Sommer, Juncker og – minsandten, også – Magtens Korridorer pga. forsanger Johan Olsens-læbe look-alike på Lune Larsen. Imens er en del intelligent pop blevet modtaget omvendt proportionalt af henholdsvis anmeldere, der er glade, og publikum, der stiller sig ligeglade, hellere smider penge efter drømmen om Gasolins gendannelse. Seneste eksempel var Naut og deres fremragende ”Traffic Island” (’05), og må utideligheden dog ikke bare blive brudt når Nordstrøm i eftersommeren debuterer med ”Dagdrømmer”? Alene ”Berlin” retfærdiggør nemlig til fulde den nærliggende sammenligning med to aldeles ædle forretninger: dyrehandelen og kærlighedsbiksen, henholdsvis Pet Shop Boys og Love Shop.

 

Endelig kan det her appendiks, nu vi alligevel er ved at have fat i synthpop’en, fint rundes af med DK7 (IRL/S). Duoen, den irske sanger Mark O’Sullivan og den svenske producer Jesper Dahlbäck har nemlig på debuten ”Disarmed” (’05) begået en ret så retro plade på dance/house, new romantics og, især, på Depeche Mode’s mørke synthpop OG electro-pionererne Suicide’s korte og demoagtige sangstrukturer; bare hør DK7’s ”Sleeping Bag”, f.eks.

 

Når så ideerne så alligevel ikke ligefrem træder sig selv over tæerne er det lige at man undres over hvorfor danske Portland, verdens bedste band der lyder som Depeche Mode, ikke er at finde på Roskilde? Nok er deres aktuelle anden plade, ”The Eyes Of A Stranger” (’05), ikke helt oppe i feltet hvor debuten, ny-klassikeren og mesterværket, ”The World Is Creative” (’01) er at finde. Men herop skal man faktisk hedde lige netop Depeche Mode for at slå til. Og Depeche Mode? Det højeste ønske for Roskilde’s gæster i mange år, så når de nu ikke gider, hvorfor så ikke tage det næstbedste ind? Men nej: med DK7 skal vi ned og vende, her får alle andre end kenderen buksevand. Og selv han/hun vil nok også finde DK7’s arrangementer lidt alternative, nok interessante, men generelt lidt uden for målrammen.

 

Mesterklasse i limbo

Ufrivillige ordrim og/eller glimt i øjet er det jo når musikmagasinet Rolling Stone i ’05 udnævnte Rolling Stones’ slagnummer ”Like A Rolling Stone” til alle tiders bedste sang. Til dørs følger det faktum at Franz Kafka næppe var blevet mytologiseret hvis han hed ”Robert Zimmerman”, og den her første lektie i marketing har forfatteren til ”Like A Rolling Stone” så – mere eller mindre bevidst – lært da han forkortede fornavnet og, ved ydmygt at tage et forbilledes fornavn til efternavn, gav respekt til den geniale irske drukpoet Dylan Thomas, og alt i alt blev til Bob Dylan (US).

 

For femte (!) gang skal verdens bedste sange spilles på Roskilde, for på trods af nærmest glemsel i 80’erne, og det er jo svært at tro i vore dage, er han nu forvandlet til den sjældne entitet der allerede i levende live skraber isse mod rockhimmelen. Og sandt at sige bør den sjuft der ikke anerkender mandens tekster som de bedste der skrives indenfor populærmusik søge en sproglæge om hjælp til at åbne op for den her suveræne udstilling af poetisk sublimering på hverdagens gøremål og trængsler.

 

En lommefilosofisk traver er det jo at man skal lytte til de gamle, det gjorde allerede Konfutze: de gamle har muligvis ikke oplevet iPods, Eminem og smirnoffsodavand, men de objektive følelser – kærlighed, had, forelskelse, angst osv. – de er fællesgods for alle, de ligger som udfordringer på livsvejen for alle, og ved at lytte til de gamle kan man (måske) undgå at gentage deres fejltagelser. Og fra sin første sang var Bob Dylan selv gammel. DET er den store kunst. DERFOR ville hele den danske elite af tekstforfattere – Peter Sommer, Allan Olsen, Johnny Madsen, Mikael K. fra Klondyke, Peter H. Olesen fra Olesen-Olesen, Nikolaj Nørlund osv. – uden Dylan ville de rave hønedumme rundt i elendig bekendelsesprosa og gymnasiale poesibøger. Bob Dylan er ganske enkelt et brændglas for enhver singer/songwriter – et vindue til solen, et clearinghouse af et drivhus. Et eksempel på ord kan f.eks. være tre krydsklip fra mesterværket ”Nashville Skyline” (’69), her citeret i rækkefølgen fra pladen:

 

Whatever colors you have in your mind

I’ll show them to you and you’ll see them shine

(”Lay, Lady, Lay”)

 

I was so mistaken when I thought that she’d be true,

I had no idea what a woman in love would do!

(”One More Night”)

 

To know that some other man is holdin’ you tight,

It hurts me all over, it doesn't seem right.

(”Tell Me That It Isn’t True”)

 

Med den her psykologiserede naturlyrik, hvor følelser sømløst forvandles til fysisk handling, danser Dylan i fodsporet af de store franske synæstetikere og det modernismens gennembrudsdigte hos ikke mindst Baudelaire og Rimbaud i 1860’erne og 1870’erne. Men ikke mindst er han arvtager for de, ligeledes, store franske symbolister fra 1890’erne, her primært Mallarmé. På den her livsvej fulgte siden Patti Smith og Tom Verlaine fra Television ad lignende spor, og dermed punken der så faktisk kan siges at have en part af hovedstolen stående hos Dylan. Med andre ord: des mere man beskæftiger sig med ham, des mere man sætter sig ind i værk og mand, des mere fylder han i musikhistorien. En ægte gigant.

 

MEN! Ligefrem fornyende kan man jo bestemt ikke mere beskylde His Bobness for at være, dertil er hans litterære metode for nem at afkode, gentager sig selv for meget – men hvordan så i levende live? Sandt at sige kan hovedløse giner i et udstillingsvindue danse hårdere end den her legende på en scene – der end ikke ulejliger sig med at tale mellem numrene, hvilket gør at hans setliste let fremstår som en storfilm hakket i stykker af reklameblokke. Alt sammen så irriterende at man kun husker produktet – for at undgå at købe det.

 

I ’01 var manden sidst forbi på Orange. Her skulle giraffen ses, men samtidig spillede P.J. Harvey på Grøn. Hun gjorde det i topform og i sort neglige. De siger hun var sublim. Jeg siger: imens gik His Bobness støvet rundt i eget museum, var streng kurator for eget værk, arrangerede ethvert nummer i den atmosfære af swing han havde med sig som rygraden i den da aktuelle plade, ”Love And Theft”. Morale: sørg for at have flugtvejene fri, sæt hellere et kryds for meget i programmet end et for lidt.

 

Og nu vi er ved giraffer er det om IKKE at tage imod gratis bamser til koncert med Happy Mondays (UK). Det kunne nemlig være at en anmelder har fortyndet humlen med salte tårer over at det her legendariske Manchester-band – dannet allerede i ’85 og derfor med god andel i den tid, dvs. før Oasis, hvor det faktisk betød noget at komme fra samme by som f.eks. Buzzcocks og The Smiths. De er nu gendannet, altså Happy Mondays, og hvorfor dog? Fordi Shaun Ryder, frontfigur og legendarisk misbruger af stoffer og sig selv, pludselig igen er aktuel da Damon Albarn på genial vis fik hans talenter til igen at stråle som et af de bedste vokalbidrag til den stærkt medrivende sang ”D.A.R.E.” på Gorilaz’ fantastiske ”Demon Days” (’05).

 

Med deres veludførte og stærkt originale mix af indie, acid house og northern soul er der ingen tvivl om at Happy Mondays for altid vil have en central plads i hjertet af seriøse musikkendere. Og dem der har set videoen til ”D.A.R.E.” vil så bare håbe at det ville blive ved det: Ryder er her så fed at han kun kan ligge ned, hans solbriller så fast en del af misbrugeren at man frygter legenden går i støv hvis han tager dem af. Og hvorfor er de her så? Tja, måske pga. den megen omtale som blev kastet af koncertrækken fra 1-5. november 2005 i Manchesters Opera House af hele ”Demon Days”, med alle gæstevokalister (dog minus Ibrahim Ferrer, der desværre var død kort forinden). Imellem var naturligvis også bysbarnet Ryder, og rygtet vil vide at han gjorde sit job OK, og snart kom der en spekulativ mand forbi og skubbede en kontrakt for Roskilde ’06 op til manden. Resten er historie.

 

Roskilde har det med, og tak for det, at have en enkelt legende med fra electronica-lejren, sidste år således Carl Cox, i år remix- og DJ-duoen Coldcut (UK), der allerede startede ud i slut-80’erne. Og det høres; deres plader er sært outdatede, de appellerer nu mest til at stå at stene lidt rund i hjørnerne til de stærkt funk-, drum’n’bass/jungle- og hiphop-inspirerede breaks de ridser ned i skiverne. Det her er en giraf, og egentlig ikke ret meget mere. Og var det ikke fordi at makkerparret Jonathan More og Matt Black fra ’93 er bagmændene bag breakbeat-selskab nr. 1, det legendariske Ninja Tune, OG at de faktisk opfandt ordet ”remix”, da de i ’87, ja, lige netop: remixede Eric B og Rakim’s klassiker ”Paid In Full”, ja så er det ligefor at postulere at de næppe var at finde i legendernes selskab. Målt og doceret i egen musik er de i hvert ingen milepæl.

 

Så hvor den uforlignelige Carl Cox er legende på sine pladespilleres magi, må den her duo kompensere med en scene plastret til med videoprojektører og andet gøgl og gejl. Deres seneste, den uklædeligt afdæmpede ”Sound Mirrors” fra ’06, huskes f.eks. bedst for alle de fremragende gæstevokalister der er at finde på pladen, og bestemt ikke for den kedelige produktion af chill-out lyd i røven på midt-90’er clubbing. Her bør bedst krydses af med blyant, og skriv så lige et ekstra punkt på huskelisten til rygsækken: et styks viskelæder. Check!

 

Og nu vi er ved funk er der jo ingen vej udenom: George Clinton Parliament / Funkadelic (US) er ikke bare legender, men den her flamboyante mand med sit mægtige manke af et rastahår i alle regnbuens farver, er i egen person så stor at man ikke engang behøver at kende musikken for at få glæde af at se fænomenet: og transcenderer man på den her måde musikken, bliver man større end ens daglige arbejde, ja så er man sandelig en ægte legende.

 

Manden, født i 1941, startede tidligt ud, allerede i 1956, med en doo wap-gruppe kaldet for The Parliament, og slog så endelig igennem i 70’erne som enten Parliament eller Funkadelic – blandt venner bare forkortet til ”P-Funk”. P-Funk, den her sære blanding af ren funk og rock – en stil sat i søen af selveste Mr. Hendrix, havde det dog efterhånden svært med at holde fantasien i kog hos masserne, og mere og mere gled Clintons musik i glemmebogen – indtil hiphop gav ham et fejende revival ved at begynde at sample mandens klassikere, specielt velegnet var hans musik til Dr. Dre og hans G-Funk, og det siges at Clinton, måske lige med undtagelse af James Brown, er den mest samplede kunstner overhovedet. Note: ”funk” er oprindeligt ordet brugt for kropslugte under samleje!

 

Og nu vi så er ved de stærke kropskræfter, er det Front 242 (B), grundlagt i ’81 på inspiration af bl.a. engelske industrial-avantgardisterne i Throbbing Grisle og Cabaret Voltaire, som allerede i ’84 blev opfindere af EBM-stilen, ”Electronic Body Music”, hvilket er en helt suveræn parring mellem industrial, electropunk og synthpop. Lyden domineres af metalhårde og stærkt kropslige/dansable beats på samlebånd, tillagt en ofte maskinelt forvrænget vokal på få, men statement-agtige råb.

 

Front 242 var samtidige med grupper som Nitzer Ebb, Front Line Assembly og Die Krupps om EBM – en stil  der dog senere stort set er forladt af Front 242, bl.a. efter at de i ’97 hørte Prodigy’s skelsættende/kommercielle ”The Fat Of The Land”. Med den plade kan man sige at EBM nåede et slags klimaks, i hvert fald havde stilen ikke stort mere at byde på for hverken Front 242 eller den danske scene der faktisk huser internationale giganter i form af Psychopomps og Leæther Strip.

 

Senere udgivelser fra hånden af Front 242 er da også langt mere ambient, byggende på klassisk techno og så kontrolleret at det ikke mere giver mening at give den prædikatet EBM; i bedste fald er der tale om trance. Dog skal det siges at de aldrig gentager sig selv, og at deres seneste, ”Pulse” fra 2003, nok er af den nye stil, men stadigvæk understreger bandets fokus og talent, deres evne til at levere mere end velovervejet rave-stemning til festen. Det her er pionerer der absolut fortjener både hyldest og beundring – også selvom de nu mest kommer forbi på kreditten fra det skelsættende år 1993 hvor de udgav de to (!) uovertrufne EBM-mesterværker: ”06:21:03:11 UP EVIL” og ”05:22:09:12 OFF”. Begge er uomgængelige.

 

Mesterklasse med tilbagesyn

Når Roskilde strør savsmuld ud over Dyrskuepladsen stamper de gamle cirkusheste, vi nyder deres kunst – helst fuldblods, med hals og muskler fængslet i et net af pulsende blod og årestammer. Men ofte er den eksklusive promilles kunst så udvandet af historiens dom at vi i stedet vidner klodsede cirkusklovne hive sig selv og os i næsen. I reference til Roskilde Festival er Velvet Underground og Sex Pistols ”comebacks” jo fine eksempler.

 

Fine eksempler der burde have lært nogen – et eller andet, men nej: nu kommer så ”Pink Floyd” i form af guitarist og central komponist: Roger Waters opfører THE DARK SIDE OF THE MOON (UK). Han kommer og viser os sin kunst: at stirre en fed bankkonto federe end en guldkalv. Imens skal vi så købe katten i sækken til muzak: lidt af de hits der gav pote til ’05’s stort anlagte Live8-koncerter, lidt af mandens solo-ting; hans fodnoter til Pink Floyd, og endelig også en komplet opførelse af lp’en ”Dark Side of the Moon” fra 73.

 

Fint nok! En spiseseddel, og umiskendeligt er det jo at Pink Floyd var centrale aktører i 70’ernes proto-postrock på orkestral ambience og atmosfærisk feel i rocken; konceptuel og tematisk ”popera”, mest instrumentalt, helst teatralt og bombastisk. Her er velværende luft under fødderne, lette melodier rammes ind og problematikker kommenteres i den klassiske musiks domæne. Fint nok! DET er rockhistorie, men Roskilde har fået et eller andet galt i halsen når de nu selv udnævner oprørelsen af en hel plade som ”rockhistorie”. Tænk! I 1846 hørte H.C. Andersen Franz Liszt spille – der var ikke andre muligheder dengang, hvor der skulle gå endnu ca. 60 år inden de første fastformsmedier, voksrullerne, blev opfundet. Tænk! I dag har vi cd’er, i Pink Floyd’s storhedstid lp’er.

 

For værket? ”Dark Side of the Moon” (’73)? En slem anakronisme: dens konceptuelle ophav i progressiv rock kan nok få lige dele anmeldere og 60+ gratister til at gynge op ad åen, men i virkeligheden er tiden jo løbet slemt fra konceptplader. De var brugbare i den tid hvor musikudgivelser var vægtige som fulde værker, i dag er singler og hurtige highlights langt mere legio – om det er godt eller skidt er ligegyldigt, faktum er at ”Dark Side” IKKE har inspireret nok til at den fortjener sin plads i en montre. Dens brug af reallyde; her, som hos tyske Kraftwerk senere, optræder regnemaskiner og toge langt fremme i lydbilledet, kan måske siges have inspireret den organiske del af f.eks. nordisk elektronica hvor en Thomas Knak f.eks. kan få timer til at gå med at optage lyden af fugleinfluenzatræk ind over landet, for senere at bruge dem som samples i egne kompositioner. Der hvor ”Dark Side” er mest musikalsk, i titelnummeret f.eks., lyder det samlede billede mest af en ÆGTE rockopera: Richard O’Brians fænomenale ”The Rocky Horror Show” – i øvrigt fra samme år som ”Dark Side”.

 

Andre prog-rockere har haft langt større indflydelse end den her gang anakronistiske gang rollatorrock, f.eks.: Klaus Schulze og hans synthesizers er stadig aktive, udgiver til stadighed inspiration til nye generationer af ambience-artister. Hvorfor er han ikke på Roskilde?! Hvorfor prøver Roskilde at sælge museumsstøv som ”rockhistorie”?! Når samtidige har meget mere at sige, stadig er levende, ikke behøver at komme med et greatest hit-show.

 

Måtte bookerne af den her elendighed en dag høre newyorkerne Blue Man Group’s skive ”Audio” (’05) – de lineære arvtagere fra 70’er prog-rock (Pink Flyd, f.eks.) over 80’er industrialscapes (Einstürzende Neubauten, f.eks.) og frem til nu gennem 90’ernes postrock (Tortoise, f.eks.). Et flashback der både giver mening med hoved og hale, samler historien op; så smukt at selv dem der f.eks. alene kender postrock straks er på – og så på en musikpark af egne inventioner, instrumenter af PVC-rør og blå fuldmaling som hos den sexede franske 60-70’er superskurk Fantomas. Men nej! De her dissekerende musikhistorikere har Roskildes bookere åbenbart aldrig hørt om. Tydeligvis nej. Og det er en skam. Altså at vi i stedet skal (mal)trakteres med ikke bare et flashback, men også et menneske i desperat 70’er kviksand. Nok den eneste grund til at Waters er på Roskilde ’05 er vel at de gendannede Pink Floyd solgte solen sort i kølvandet på Live8 i ’05. Fint! Men er det nok?

 

”Appetite for Destruction” (’87) er Metallicas trommeslager Lars Ullrichs øde-ø-plade, og forståeligt nok: en sublim opvisning på at puddelheavy og -hårdrock faktisk havde kvalitetsmæssige vinkler til at skære helt ind til benet af musikhistorien – og ikke bare sætte et pauvert mærke i krykken for klicheer. Siden lavede Guns n’ Roses (US) de storsælgende tvillinger ”Use Your Illusions” 1&2 (begge fra ’91), og intet stadion kunne pakkes hårdt nok af publikum og det sublime spil mellem den karismatiske forsanger Axl Rose og guitarguden Slash.

 

Så kom floppet ”The Spaghetti Incident” (’93), og snart gik bandet – bittert – hver for sig. Axl fortsatte med hovedprojektet, mens Slash har slingret sig frem og senest kunne ses med (næsten) hele resten af Guns ’N Roses i form af Duff McKagan (guitar) og Matt Sorum (trommer) på sidste års på Roskilde. Med Scott Weilland (ex-Stone Temple Pilots) i front, og under navnet Velvet Revolver, fik vi da også et par af de mindre Guns n’ Roses numre (”It’s So Easy” og ”Mr. Brownstone”).

 

Under interviews har Slash nærmest vredt afvist spørgsmål om genforening, så det sker næppe. Undervejs med hovedprojektnavnet sejler Axl ligeledes af sted i dødssejleren med det nærmest mytiske, og – i bedste fald – ufærdige, album ”Chinese Democracy”, som vel er lige så mytisk som Brian Wilsons ”Smile”. Wilson fik vi forbi på festivalen sidste år, pladen ”allerede” i ’04 – efter at have været undervejs siden ’67. Og hvilket flop!

 

Al forventning til et værk starter jo med det første rygte, og dermed i en (flydende) tid og et (fast) kunstnerisk sted. Herfra er bevægelser uundgåelige i tid og, des længere værket er i kog, også i kunstnerisk ståsted, og der er vist ingen der, alvorligt talt, har turdet fremsætte nogen som helst fornuftig forventning til pladen? Forståeligt nok: den stærkt forstyrrede Axl var seneste booket til Roskilde i ’01, men kom ikke. ”Chinese Democracy” har ligeledes været sendt på fødegang med flere veer end Ozzy har holdt afskedsturneer, men hvad er der kommet ud af det? Intet andet end at Axl har formået at holde en gryde i så tilpas kog at han nu IGEN er booket til at sælge billetter.

 

Om han/de så vælger at møde op er lige så meget 50-50 som vejret. Vil solen skinne? Vil himmelen pisse på os? Vil Axl møde op – eller blive hjemme og holde sig ajour med bankbogen? To gange fifty-fifty, men sandt for dyden er en slags kalkule tydelig: Roskilde sælger (igen) billetter på en navn hvis musikalske fallit alene skriger ind i selv den mest autistiske fan: det faktum at de nu har 3, fremfor før 2, guitarister i bandet, og at en af dem havde skadet sin hånd så fin i ’01, og derfor det ”uundgåelige”: aflysning. Så mon ikke bare en enkelt glemt banderole til Axl’s knold er nok til aflysning igen i år? Odds: 50-50, skal vi vædde?

 

En passant, til vore brødre i gult og blåt: Thåström (S) er åbenbart en legende, var da også med i Ebba Grön, Sveriges bedste svar på britisk new wave. Samtidig med den stil var der gang i Neue Deutsch Welle i Tyskland – betyder, også, ”nybølge” – og sjovt er det jo at Thåströms brug af sin rock stemme lyder gevaldigt som lige netop frontfigurer i syd, f.eks. Udo Lindenberg. Siden var han med i Imperiet, et band der hinsidan har status som Gasolin i DK, så op på karrierens fodnote med technorockbandet Peace, Love & Pittbulls og endelig er han ganske succesfuld gået solo med et backingband der på mandens første to plader lyder så gevaldigt som tager de forsigtig afsæt indenfor hardrock, men sandt at sige: man skal nok kunne hviske et poetisk ”potatis”, og det helt uden at fnise, for at synes at den her ”legende” er stort værd at rejse efter.

 

Og så! Manden har i årevis boet på Vesterbro i København og senest, på hans tredje solo-album ”Skebokvarnsvägen 209” (’05), har han faktisk skrevet direkte på byen – eller rettere: byerne, eftersom titlen er navnet på den gade hvor han er opvokset i Stockholm, har nu dæmpet den desperate pseudo-hardrock og fundet et mere akustisk udtryk til, ganske interessant, at fremsige spøgelser på berømte vesterbrogængere: Tom Kristensens drukfældige alter ego, Jastrau, er der, og barernes muse, Dan Turèll, er der. Lokaliteterne er der. Og en svensker, er der.

 

Mange prøver og prøver, og det var så præcis de to gange juks der skulle til, to albums udenfor bullseye, inden skotske Primal Scream (UK), med altoverskyggende mastermind Bobby Gillespie i forgrunden, i 1991 kom ud med ”Screamadelica”: det skelsættende møde mellem acid house og rock, den plade der stort set er at finde i enhver top-5 over mest betydningsfulde plader i 90’erne. Stedet hvor ikke mindst coveren på 13^th Floor Elevators’ og Roky Erickson’s formidable ”Slip Inside This House” signalerede, med helt åbne kort, at slutproduktet var tænkt som et af de første seriøse udladninger for en opdateret udgave af moderne, psykedelisk rock.

 

Siden fulgte to kontrollerede, men alligevel knaldhårde, electropunk albums, hvoraf den første, ”Vanishing Point” (’97) endog kom i en dub-udgave, ”Echo Dek”; et godt tegn på kompromisløshed og bestemt en sympatisk afsøgning af grænserne for eget materiale. Den anden bar så den første af to singler der faktisk har givet Primal Scream en del mainstream-appel: ”Swastika Eyes” fra ”XTRMNTR” (’00) var den første store rotationssingle, og stadig den største live-favorit, den anden er så ”Miss Lucifer” på den vildt forgrenede electrorocker ”Evil Heat” (’02). Den plade der senest bragte Gillespie & Co. til Roskilde.

 

Men! Allerede efter ”Screamadelica” kom Primal Scream med et intermezzo malet op i hjørnet af elendigheden selv: ”Give Out But Don’t Give Up” fra 1994. Ren Rolling Stones i midt-70’er form. Og så! I år gentager de/Gillespie sgu sig selv: på ”Riot City Blues” formår de/Gillespie, foruden at lave en plade uden et eneste højdepunkt, minsandten, IGEN at fremmane Rolling Stones i midt-70’er form. Og her taler vi altså ikke bare om inspiration, vi taler om ren plankning: Keith Richards-riffs afløses snart af mandens, og dermed Rolling Stones’, passion for delta-bluesrock. Her findes det samme ordunivers – her er ”honky tonks”, ”sugar”, ”all-rights” og ”honeys”, og åh nej, og åh, nej – og selvom øvelsen, med selv det mindste øre, let falder fra hinanden som var det her overkogt torskekød, prøver Gillespie alligevel, og gudhjælpeos, på at vrænge vokalen over til at lyde som Jagger. Det her er IKKE kønt.

 

Eneste trøst: ingen har endnu sat spørgsmålstegn ved deres berettigelse på en scene; således på Roskilde i ’02, og det igen i år. Men år 1991 er efterhånden længe siden, og tiden har ikke været specielt god ved Primal Scream’s plader siden. Og pladerne? Anskaf ”Screamadelica” og evt. ”Evil Heat”. Alle der uheldigvis, og uden advarsel, alene har hørt ”Riot City Blues” vil nemlig nok undre sig over hvad de mon her går glip af – hvorfor mon de her elendige kopister skal spille på Roskilde? Her er tydeligvis et overtræk, det døve øre til Per Højholts vise ord: at man ALDRIG skal bruge af hovedstolen. Behøver man mon at sige at Per Højholt aldrig er oversat til engelsk?

 

Altenativisten

Karakteristik: Der er skam forskel – eller er der? – på at være skizofren og på at leve parallelforskudt. Det sidste er den lettere selvvalgte outsider-rolle der er en ren selvhenter i musikken hos Alternativisten: ham/hende der er lige så meget til rock, pop, heavy osv. som alle andre med glæde til musikken. Eneste krav er bare den berømte ”kant”, det her reflektive ekstra hvor musikken bliver så meget mere krævende at den kan holde fantasien fangen hos mennesker med (ekstra) nysgerrig trang til beslægtede stilarter som kunst, film og litteratur.

 

Støj, free-jazz og matematik

Der er ingen entydig definition på ”støj”, der jo ikke bare er ”støj”, men en, for lige at komme i gang med teksten, definition kunne være soft-metalcore; lag af melodi- og temposkift, ind og ud mellem den introspekt- og ekspressive, det udfarende og det indadvendte. Her er Sonic Youth og Mercury Rev jo genrens internationale mestre, Jomi Massage/Bows de danske.

 

Og nu til pointen med definitionen: det elendige teeenforsnottede norske sceramo/metalcore band JR Ewing er allerede behandlet under metaldelen, men som sideprojekt for guitarist Erlend Mokkelborst har KILLL (N) så absolut noget kørende – altså hvis man lige ser hen over den skjulte vits på hvem der mon forsøgte at dræbe JR Ewing i soap’en ”Dallas” i 1980?! Nej, KILLL inkorporerer lige netop essensen i støj: at bevæge sig frit mellem det støjende og det mystiske, det tyngede og det opløftende – ja, blive et sindbillede på den knivsæg mellem liv og død vi kalder for ”livet”.

 

Bandet er med klassisk besætning; to guitarer, vokaler/skrig, trommer, bas, synths og en computer til effekter. Musikken, fremført live foran et psykedelisk bagtapet og til et dertil passende lysshow, er snart stærkt filmisk, snart sært organisk, snart fløjlshandsken i ansigtet og jernnæven i sækken – som en virus med forårsfornemmelser. Bandet er mange gange blevet tilbudt kontrakt men har afslået, har i stedet sagt ja til at turnere landet rundt for det norske Nasjonalmuseet, giver netop det kvalitetstempel i panden som er nødvendig for enhver Mike Patton-fan til at reagere. For ham/hende er det her et absolut must.

 

Først var der Frank Zappa og Captain Beefheart, siden John Zorn, Jim O’Rourke og kult-produceren Steve Albini – fælles for deres musik og udtryk er at de laver en krævende output med udgangspunkt i free-jazz, dvs. et improviseret udtryk, hvor jazz i forvejen er polyrytmisk, dvs. de forskellige instrumenter spiller hver deres eget tema eller melodi. Ud af den her inspiration kan så springe en rock der bryder med den sædvanlige 4/4-takt, springer rundt mellem flere andre skemaer, f.eks. 7/8 eller 11/8.

 

Gøres det konsekvent kan der være tale om såkaldt ”math-rock”, og her kommer så improvisationsaspektet ind igen: danske Barra Head (DK) er nemlig ganske forglemmelige på plade – ja, deres debut, ”We Are Your Numbers” (’04) ses ofte rundt omkring til 5-kroners auktioner i København – men efterhånden har de altså opbygget sig et så stort live-rygte at de er svære at ignorere alene på deres studie-udtryk. Og rygtet er jo egentlig logisk nok: den stærke vægt på rytme, fremfor (konventionel) melodi, har jo altid været et stærkt es at spille fra en scene. Og en musik der på den her måde snart bygger op, snart bryder ned, er jo så tæt på et kroppens udtryk – som tid og materie i samspil og dialog – som overhovedet muligt.

 

Noget bedre på plade er så de meget mere hårdtslående Menfolk (DK) og deres komplekse, og dog medrivende, støjmonoliter af skiftende højde og bredde, et foredrag der snart leveres på hardcore-vokal, snart snøvlende sing-speak og endelig på et line-up der nok indfatter både trommeslager, guitarist, vokal, men så også kan tælle til hele to bassister. For at sige det kort: ”Colossus”, deres debut fra ’05, er en uomgængelig plade for enhver der søger rocken dissekeret og obduceret så alle virkemidler ligger lige så logiske på ligbænken som de gør i det lytteøre der ikke kan får nok fascination ud af den her kunst. Til stærk anbefaling. Især til de ungdommere der her til lands bliver ved med at fedte ørene ind i de stærkt elendige Barra Head og de beslægtede Lack. Her kan en såkaldt ”aldersmodning” passende gå i gang.

 

Free-jazz kommer der så i to aftapninger på Roskilde: en på klassisk jazz-besætning (Mats Gustafsson (vokal og sax), Ingebrigt Håker Flaten (bas), Paal Nilssen-Love (trommer, perkussion og sampler) der tilsammen er The Thing (N/S), der blander free-jazz ind i et garage-udtryk, hvor der bl.a. er plads til covers af The White Stripes – ”The Thing” er netop et White Stripes nummer – Yeah Yeah Yeahs og The Sonics. Lidt til siden af garage-rocken finder vi så repertoiret udviddet af covers af P.J. Harvey og Led Zeppelin. Men også covers af free-jazz ikoner som Butch Morris og Charles Tyler eller drone-metal’erne Lightning Bolt. Ind imellem det her projekt af at opsøge polyrytmens grænser og virkemidler smides der så kompositioner af egen aftapning. Man skal dog ikke forvente at free-jazz glider helt og aldeles naturligt ind i tendensen til garage-rock: tværtimod er de her to genrer ret så tydeligt adskilte på plade, bl.a. på den sidste, ”Live at Blå” (’05), så mon ikke de også er det igen på Roskilde?

 

Tied & Tickled Trio (D) er endnu et af de efterhånden 117 aflæggere som indietronica kollektivet The Notwist har kastet af sig. Ikke et ondt ord om det, men bare en konstatering af at det her fritidskollektiv spiller moderne jazz og free-jazz på en bund af programmeringer og let electronica på clicks og ekkorum. Som pizzamusik for de lidt mere progressive er den seneste, ”Observing Systems” (’03), derfor en aldeles glimrende plade. Her er dømt varm torvemusik for et ditto sted i indre København under Copenhagen Jazz Festival. Hornbriller og klapsalver, en hujen og en piften efter hver sax-soli på store kinder. Og så ellers ikke stort mere. Der må her være én eller anden i The Notwist der ligger snæret op i et hjørne i en spændetrøje. Med andre ord: det her er et typisk fritidsprojekt, og det af den slags der ALDRIG ellers var kommet på Roskilde. Hvis ikke der var et berømt modernavn til at certificere et-eller-andet på kontrakten.

 

Postrock og deromkring

Postrock er ganske beslægtet med støj og math-rock, men adskiller sig afgørende ved at være noget mere melodisk funderet, meget mere atmosfærisk, filmisk og så afgjort noget mere rund i kanterne. Store navne er, i hver sin ende af genrens grænser, de jazzede veteraner fra Tortoise og de rockede Mogwai fra Skotland. Efter at den stærkt filmiske triphop nu er så død som en sol over Gudhjem ser det desværre ud til at postrocken ligeledes er ved at tabe en del af de medvinde den hen over årtusindeskiftet har haft ud over musiknørdernes arms-længdeprincip.

 

Fa’ens! Henriette Sennenvaldt KAN bare ikke lyde som andet end en skrot og installationskunst på Björk – læg dog hertil nogle af de smukkeste og mest poetiske tekster på dansk, og vi har Under Byen (DK) og deres avantgardepop. Ikke specielt svært tilgængeligt, bare alt for forudsigeligt: i den forstand at publikum er snævert, og at det her snæversyn ligefrem er en dyd for bandet. Resultatet er en sær afstand fra enhver nysgerrighed fra lytteren; det KAN være det er godt, men lige så let kan det være en spand latrin. FOR (og som Dan Turèll ville have sagt det: CODA): enhver kultur der ikke er i dialog med andre kulturelle udtryk ER og BLIVER ikke-kultur. I bedste fald avantgarde, kunst for kunstens skyld, men IKKE kunst for menneskets skyld. ”Artefakter” er naturens ingredienser bearbejdet af mennesker. Ubearbejdet forbliver de råvarer. Og dermed udenfor menneskets råderum.

 

For Under Byen i fælden blev tilstanden ikke bedret af at Katrine Stochholm, hovedkomponisten og pianist, valgte at forlade skuden i arbejdet op til orkesterets tredje skive. Og titlen? ”Samme stof som stof” (’06), jamen! Enhver lyrikredaktør ville straks krumme tæer over en sådan tautologi a la ”en cirkel er rund”. Ind er kommet perkussionist Stine Sørensen, og hovedkomponist er nu synth-manden Thorbjørn Krogshede, der har sørget for at lyden er blevet lidt mere kantet og rå, og det er jo faktisk fint, når lytteren faktisk ofte eftersøger lidt anarki, lidt skævhed og åbning, men om balancen mellem tab i det melodiske, overfor vind i det rytmiske er blevet bedre er så en smagssag.

 

Men tydeligt er det dog at Sennenvaldt mangler modspil fra bandets anden mastermind, Stochholm, for uden hende er der hverken tegn i sol eller måne på at de umiddelbart står foran andet end graven. For den kunstneriske frihed. I bedste fald har de malet deres musikpalet op i hjørnet. Her ved vi hvor vi har dem, her venter vi på et udbrud a la Houdini. Om det lykkes? Se selv, eller endnu bedre: prøv at spørge Sennenvaldt om at fremsige ordet ”cykel”. En skræmmende oplevelse der klart understreger at bandets fremtid ikke er en fælles musik, aldrig har været det, men derimod Sennenvaldts fantastiske lyrik PÅ TRYK! På forhånd tak.

 

Mange musikalske passager hos Under Byen kan de takke midt- og slut-90’ernes filmiske triphop, og det absolutte maks den her genre nåede var den landskabelig piben af gejsere, af brummende vulkaner i baggrunden for alfer og vætter, for den natur og mægtighed der er Sigur Rós (ISL). Men som for Under Byen var den musikalske spændetrøje for knugende; et sådant klæde kan inspirere en klaustrofobisk, mørk og depressiv musik, men ikke den klare og høje lyd som ikke mindst islændingene er kendte for. Derfor er de begyndt at nærmere sig mere almindelige kompositioner på deres nyeste, ”Takk” (’05), og derfor er tendensen klar: triphoppen er død, dens præster døende. Det bliver interessant at se hvordan islændingene vil træde op til Roskilde: som i gamle dage, improviseret og med fuld bælg af falset og klangflader så lange som dybe indåndinger, så tunge som gletschere, så dybe som vand – eller vil de ligefrem give koncert efter en setliste?

 

De siger det selv, og det er så sandt: Lis Er Stille (DK) lyder ganske rigtigt som et frontalt sammenstød mellem Mogwai og Mew, og sangen ”Styrke” har da også været nr. 1 på Det Elektriske Barometer, og hvad så? Historien: forsanger Martin Bryialsen lavede i ’04 musik til ”en kunstmaler ved navn Vindril” (citat: bandets egen pressemeddelelse). Historien er hørt før, at kunst har været det direkte ophav til stor musik, bare start lektionen med Sonic Youth og Mercury Rev. Men at Roskide så æder den rå?! Musikken afslører nemlig sig selv, vi citerer igen fra pressemeddelelsen: ”For at bevare mest mulig kunstnerisk frihed er der derfor heller ikke taget kontakt til allerede etablerede pladeselskaber”. Den lader vi lige stå et kort øjeblik.

 

Her har man ret til at blive ret så træfsikker i langspyttet: et band som f.eks. danske My Beloved er p.t. aktuelle med den stærkt krævende, sorte og intellektuelt læskende monolit af en plade kaldet for ”On Happiness Hill” (’05). Live er de bare endnu bedre, her hvirvler og tumler et univers mod det fælles centrum af orgasme – det mål for acceleratoren hvor musik, kunstler og modtager tørner sammen til et hele. I stedet vælger Roskilde altså at give os en ligegyldig debutant – og sikkert mest af alt har Roskilde valgt at ”falde” for den her tynde rammefortælling?! Når man hører My Beloved tror man ikke på at bandet har andre ønsker end øl på sin rider. Sammenlign her Lis Er Stille: ”Aftensmad (…). Ikke Junkfood. Gerne let mad som fx sushi”. Jamen, så siger vi det.

 

Og så var der dem der troede at Diefenbachs afgang fra postrock, deres afsæt i den her genre til noget originalt og andet, ville være med til at fjerne fokus fra evt. interesse i genren her i DK. Well, Lis Er Stille er den ene streg i regningen, The Seven Mile Journey (DK) den anden. De fire gutter fra Aalborg, der bare kalder sig for Nicolai, Lars, Henrik og Jacob, er bestemt solide musikere – altså hvis man lige ser bort fra en alt for kitschet tendens til Hank Marvin-plukninger af guitaren – men lider ellers bare under den anke at de vil at deres musik skal ha’ det lidt for godt. Med andre ord er deres Mogwai-inspirerede postrock simpelthen for kedeligt, og altså, på den gode måde, et slags symptom på en genre i krise. The Seven Mile Journey er i hvert fald ikke, og så kan deres indsats ellers være nok så sympatisk, postrockens messiaser.

 

Hele projekt forbliver desværre uforløst, ender ofte med at blive en omgang rundgang for guitar, og: de lyder faktisk som lige netop Diefenbach på deres første plade fra ’01... Så hvis Lis Er Stille er et bilsammenstød er The Seven Mile Journey en rundkørsel – og ingen af delene er faktisk særligt kønne at vidne fra et travlt fortorv. Til sammenligning laver My Beloved ren burnout fra krybespor til midterlinje – og tilbage igen. Og tager ellers nye chancer, kan sikkert også overhale indenom på fortorvet.

 

Indierock

Og nu vi alligevel ikke er så langt fra komplekser over for forbilleder – Under Byens bodsgang til Björk er jo nærmest støjende i al sin elendighed – ja, så er den for alvor slem når forbilleder hugger fra forbilleder. Således Veto (DK), der nok har elektrorock tilfælles med de danske genier i Diefenbach, men ellers overvejende lyder forbløffende som en blanding mellem de to New York-bands Interpol og The Rapture; to bands der selv lyder som dårlig karma på Joy Division (Interpol) og The Cure (The Rapture). Når retro bliver så meget retro at historiens navlestreng kappes er det slemt. Men den her streng fra livgivende til liv kan altså KUN kappes en enkelt gang. Derfor: kunne man lide deres radiohit ”You are a Knife” bør man IKKE gå til forbillederne i sidste led; sæt noget Joy Division og The Cure på i stedet. Gør nu bare rockhistorien den lille tjeneste. Det fortjener den altså. Den har givet dig alt, og med Veto (f.eks.) er den intet (og med tak til Allen Ginsberg).

 

”Hype” er jo femøren der nærmest bare SKAL falde for at et såkaldt ”indie” eller, og på engelsk udtale, ”alternative” band får succes. Veto er hypede, men ellers er det englænderne, og specielt musikbladet NME, der er ubestridte verdensmestre i disciplinen, Franz Ferdinand var det sidste gode eksempel, og lige nu hedder den så Arctic Monkeys (UK). Et kollektiv af stærkt fortravlet ungdom med hang til klassiske britisk indierock der med garanti vil spille op til tiden i programmet. For dem er hvert sekund vigtige for karrierens overlevelse; den sidste holdbarhedsdato truer dem hele tiden.

 

Deres adgang til en scene er nemlig den, efterhånden, velfungerende formular med at bruge netkollektiver som f.eks. danske MyMusic.dk, der indenlands har betydet en del for Carpark North, Johnny Deluxe og Rock Hard Power Spray – læg her demomusikken ud gratis og gå i studiet med en masse brugbar feedback fra nettets brugere. Med spontanitet og friskhed er det en øvelse der fungerer – men se nu Carpark North og Johnny Deluxe’s anden plade; fungerer de? Nej, og på samme måde med Artic Monkeys: de lagde demoen ud, og snart var brugerne f.eks. tilbage med kritik til at et nummer lød overdrevent som The Jam, så bandet valgte at skære de direkte referencer væk. Fint – men er det her ikke lige lovlig syntetisk?

 

Men mest af alt, og fælles for de her to mest NME-medie-hypede bands, Arctic Monkeys og Franz Ferdinand, er at de begge har en usædvanlig fremragende vokalist i forgrunden, de 2x Alex, henholdsvis Turner (Arctic Monkeys) og Kapranos (Franz Ferdinand). Men med i hvert fald Artic Monkeys kan man vel forvente nogenlunde samme skæbne som danske Superheroes med Thomas Troelsen i front: når frontmanden bliver træt af projektet kvitter han og springbrættet forsvinder i sin egen sø. Men lad os nu bare høre den anden plade, og lad os SÅ snakke om det.

 

Og nu vi alligevel har Superheroes fremme er det jo sjovt at de havde en morderlig ung gennemsnitsalder; da debuten ”Dancing Casanova” udkom i ’98 var de omkring 17 år i gennemsnit. Og fra Skive. I år kommer der endnu en flok med et gennemsnit på 17 år, og som – og yessir – også er fra Skive, spiller herfra det de, i gamle dage – waaay back i 2004! – selv kaldte for ”rock, synth’n’roll”, men nu i stedet hellere vil have påklistret et ”indielectrock”. Bandet spiller altså et kog på indie, electro og rock, kalder sig i øvrigt for Dúné (DK). Og inspirationen? Bandet lister dem selv på hjemmesiden: ”The Streets, Sex Pistols, Kraftwerk, Michael Jackson, Gang Of Four, M83, LudoX, Iggy Pop, Dick Dale, The Beatles, Rage Against The Machine, Bloc Party, Queen, Tiger Tunes, Devo, The Cardigans, Jesus and Mary Chain, Blur, Chicks On Speed, The Who, Le Tigre, Spleen United, The Prodigy, The Raveonettes, The Bravery, The Hives, Jeff Buckly, Depeche Mode, Kliché og mange flere”. Efter en sådan liste er det bare helt op i bageren at bandets hjemmeside også kan være behjælpelig med en smagsprøve på musikken, den egentlig ganske glimrende ”Robot Beat” fra ep’en ”Go Go Robot” (’05), og på deres side på Myspace.com (Myspace.com/dunesite) er der yderligere et stort set enslydende nummer fra pladen: ”Why Discipline Control?”, og hvad siger man så? Man siger tak, og man siger god fornøjelse!

 

PS: Egentlig sjovt at komme fra Nordjylland, Vestbjerg ligger stort set lige uden for Skive, og så spille så slet skjulte, og tidlige, Figurines-guitarfigurer, og så IKKE liste lige dem som inspiration?!

 

For når man i eget land får sig sine epigoner har man sandelig fat i noget af det rigtige, og det har Figurines (DK) jo efterhånden: ikke bare Dúné, men tildels også Gravy, og specielt de fuldstændigt lineære kopister hos Cartridge og I Am Bones kan vist efterhånden skrive checks under med her faktum. Det startede ellers højest irriterende da de her Vestbjerg-drenge, for det var de dengang, vel en 17-19 år, i 2003 debuterede med indie-pop-rockeren ”Shake A Mountain”, der nok havde fængende melodier, men i støjende grad skyldte til amerikanske forbilleder som Built To Spill, og – især – Modest Mouse.

 

Så! I 2005 kom så opfølgeren, ”Skeleton”, der nu var noget nær renset for melodisk medhør, men i stedet generelt er endnu mere americana-inspiriret, er mørkere og mere hård, er stålsat med en forbløffende komplet evne til at hvile i sig selv og i fuldt udviklede rocksange. Intet under at de i foråret blevet modtaget som venner under en højest succesfuld promo-tour i USA og Canada.

 

I ’03 spillede de på Campingscenen på Roskilde. I græsset var der fyldt op til randen af meget unge indie-hoveder, ingen voksen at se i miles omkreds. Dem der blev skæmt af det knagende vokseværk i teen-brølet på debuten bør nu gøre sig mindst en af to tjenester, helst begge: 1) Købe ”Skeleton”, 2) Høre koncerten på Roskilde. Kan nemt blive et af årets højdepunkter.

 

Nu er det ikke kun Figurines der har lyttet til Modest Mouse og Built To Spill; den slags lagerføres også foran næsen af de, og her var endnu en sammenligning med Figurines, purunge stockholmere i Shout Out Louds (S). Og på kreditlisten har de en debut, ”Howl Howl Gaff Gaff” (’03), der er intet mindre end medrivende. Enhver fjeder i rytme og melodi er spændt mod at opløfte lytteren – og som den ægte pop gør det for de trætte og mindre kræsne, det job leverer Shout Out Louds til dem der foretrækker at bruge indersiden af knolden som resonansrum; her svirrer nemlig hele tiden lige dele melodi og dit eget forsøg på at søsætte en pragmatisk tilgang til den her magiske realisme.

 

Forsanger Adam Olenius lyder nogle gange, f.eks. på ”Please Please Plese” eller ”100 Degrees”, som en anden – dvs. ”svensk” – Conor Oberst (aka Bright Eyes), der igen lyder som Robert Smith fra The Cure. Sangen følges så til dørs af melodier der snart lyder som The Smiths små og klare melodier – her specielt tydeligt på lige netop ”Please Please Please”, der, naturligvis, viser sig at være en slet skjult kommentar til The Smith’s ”Please, Please, Please, Let Me Get What I Want”. Videre, og snart igen, lyder der dog som The Strokes’ retro-rundgange på guitararbejdet, snart på The Stone Roses og deres klassiske indie-wall of sound.

 

Den her debut er en plade uden de store fejl- og vildskud. En plade der kan høres igen og igen af det her svenskernes eget svar på landsmændene i The Wannadies. Eneste anke: de har et rimeligt blakket live-rygte, hvor der ofte går for meget verdensfjern shoegazer i ”showet”. Men selv her er der ingen undskyldninger: den klassisk uddannede keyboardspillet, Bebban Stenborg, er nemlig alt hvad enhver betonfeminist hader: gudesmuk. Og dygtig!

 

Deres selskab vil have os til at tro at de brygger på southern soul, Neu! og Gerswin. De to refererencer i klamme omkring Neu! er det svært at høre, men i de lange instrumentale træk minder de faktisk en del om de tyske kraut-rock legender i Neu!. Men specielt er guitararbejdet blues-et på en Hendrix-agtig måde, og – måske ikke overraskende, eftersom de turnerede med dem i ’05 – minder de konventionelle sange og melodistruturer en del om The Dandy Warhols. Men mest af alt er den selvbetitlede debut, produceret af navnkundige Steve Albini, kåret til årets, pr. 2005, album i det norske Dagbladet.

 

Vi taler om Serena-Maneesh (N), og et stærkt visuelt band – og det lige ud af den rockhistoriske sokkeskuffe: guitarist, sanger og centrum Emil Nikolaisen ligner, på både banderole om hovedet og på det smalle latino-skæg, en anden – ja, s’mænd – Hendrix, og det andet fokuspunkt, sangerinde Lina Holstöm, giver lidt igen til inspirationen ved at ligne Velvet Underground’s Nico så meget at hun tager sig hendes klassiske frisure; pandegrydehåret i lige linje, og så præcis ned over øjenbrynene, langt og blondt for resten. Endelig tager hun Nico’s tidlig-70’er tunge, klassiske og gotiske make-up stil. Men al den her ran kan man altså kun tillade sig HVIS musikken ellers holder. Og det gør den så absolut, og ja: på trods af sin overvægtige instrumentale side – her samles der op på mere støj, feedback og psykedelica end der gøres på sang – ville ”Serena-Maneesh” også i Danmark være et godt bud på årets bedste plade, 2005.

Og nu hvor roserne alligevel står i flor i det nordlige er det fristende også at lade dem blomstre op i syd, smugle tyske Wir Sind Helden (D) ind på den her posititve bølge af glæde og optimisme mht. musik der ikke bare skamrider den første den bedste hitliste den kan komme i nærheden af. Wir Sind Helden er nemlig ikke ”rigtig” indierock – medmindre man da regner neo-Neue Deutsche Welle med til gruppen – men består ganske enkelt af en åbenlys glæde og dynamik, en lige dele uimponerethed og ydmyghed over egen formåen, ved en musik der snart er pop, snart er rock.

De kalder selv deres musik for synth-punk-pop og sætter procenterne til 28% synths, 34% punk og 38% pop. Intet kunne være mere rigtigt – og forkert! De store procenterne starter nemlig med den helt centrale skikkelse, Judith Holofernes. Selv startede hun ud som 14-årig gadesangerinde i Freiburg, siden tålmodig venten på chancen ved at spille barjobs i Berlin. To plader ude, uden større succes, inden hun i 2001 i Hamborg møder keyboardspilleren og guitaristen Jean-Michel Tourette og trommeslager Pola Roy. Siden slog så bassist Mark Tavassol til, og Wir Sind Helden var en realitet.

Fra førstesinglen, ”Guten Tag” fra 2003, var bandet stort set tysk folkeeje og debuten, ”Die Reklamation”, fra senere samme år, gik da følgende også hurtigt ind som nr. 3 på den tyske albumliste. Pladen er en lige del Neue Deutsche Welle på den der 80’er post-punkede, speed-reaggae’ede og Plastic Bertrand’ske måde der næppe vil appellere ret meget til andre danske ører end dem med retning mod netop typisk Neue Deutsche Welle – måske undtaget er numre som f.eks. ”Du Erkennst Mich Nich Wieder”, der starter helt Sinnead O’Conner’sk for hurtigt at samle energi i Holofernes’ stærke tæft for at synge en sang i centrum. Her smelter rock og pop sammen til en sjælden enhed. Og peger frem mod hvad Wir Sind Helden siden skulle give fra sig.

Fra fødslen var Holofernes bandets tydelige centrum, og det både på en centrum der absolut ikke generer husarerne, men bestemt da også på en intelligens og udstråling der hurtigt har givet hende en vis position i landets kulturelite. Fint nok! Men så i 2005 kom endelig opfølgeren, ”Von Hier An Blind”, der – næsten – kan kaldes for indie; Holofernes’ stemme kan her, hvis man da ellers lige snørkler rundt i fantasien, sagtens sammenlignes med Nena’s, musikken er nu langt mere orienteret mod den perfekte popsang. På intelligent vis vel at bemærke, og dermed er en plade skabt der ikke bare hurtigt solgte til platin i hjemlandet, men i februar 2006 faktisk også lå nr. 16 på den amerikanske iTunes-chart! Og det er da vist kun Rammstein der førhen har solgt plader i U$A – syngende på tysk! Absolut en plade der bør tjekkes af enhver med bare et nogenlunde rytmisk bankende hjerte for musik.

Med Wir Sind Helden må man virkelig tage hatten af for Roskilde der, igen, giver os det bedste, ikke bare fra vore nordiske naboer, men også ser syd, tager til et sprogområde der efterhånden bliver det danske mere og mere fjernt. Sidste år fik vi Beatsteaks og i 2004 Sportfreunde Stiller, og med Wir Sind Helden i år får man effektivt øjnene op for hvilken gave det er at Roskilde hvert år får fat i det absolut bedste, de navne der har panorama og optik i deres virke, af det storsælgende i nabolandet mod syd. Tusinde tak er kun et fattigt, eh, TO fattige ord.

Et overraskende comeback er hvad man kan kalde ”Pocket Revolution” (’05) fra dEUS (B). De var forinden kendt for så lige dele af art-rock, støjrock og free-jazz at resultatet ikke sent blev sammenlignet med giganter som Tom Waits, Frank Zappa, Captain Beefheart og Velvet Underground. Siden den glimrende debut, ”Worst Case Scenario” (’94) – der overraskende havde sangen ”Suds And Soda” på MTV-rotation – kom der dog to stærkt forglemmelige plader: ”In A Bar, Under The Sea” (’96) lyder for meget af Pere Ubu, ”The Ideal Crash” (’99) lyder for meget af Radiohead, men så endelig: sidste års plade er nu mere rock end jazz og avantgarde, bringer igen sanger Tom Barman, eneste overlevende medlem fra dannelsen i ’91, helt frem til fronten af indierocken. Et godt sted at starte er den uimodståelige støjrocker, det første nummer på pladen: ”Bad Timing”. Sjældent har melodi og støjrock groovet så flot sammen. Det her er episk, det er stort – og i pladens anden ende finder vi så, minsandten, en helt igennem sommervarm popsang; singlen ”7 Days, 7 Weeks”. En fin ramme om en plade der fortjent bringer dEUS til Roskilde for anden gang siden ’95.

En mere beskidt ramme, af dem der har været i et hjem med røg og damp, er så Wolfkin (DK). De har end ikke en plade ude, men deres single-udspil, ”A Vacant Heart”, har fået lidt opmærksomhed på P3’s Det Elektriske Barometer. Her blandes 60’er popstrukturer op med countryrytmer på twang, en trommemaskine og dertil lidt kitschede keys. Den her duo, Christian Wolf og Junior Senior’s og Money Your Love’s Lars ”I lommen” Vognstrup, spillede så, mere eller mindre for sjov, op til indiemålestokken epo-555’s pladereception på deres seneste album, ”Mafia”.

Til reception var der, s’føli, også bookere fra Roskilde og de åd den – og det hurtigere end en anakonda kan nå at nedstirre en tamgris. Altså vitsen. For skal man dømme ud fra ”A Vacant Heart”, og det skal man, eftersom bandet, mildest talt, ikke ligefrem har turneret grusvejene stampede, ja så har bookerne været grundigt ramte på ørerne af al den ta’ selv bord og gratist bamser. Morale? At selskabet, Crunchy Frog, har to kasketter på, åbenbart har et personsammenfald kørende med bookere hos Roskilde. Trojanske heste for en duo der hverken kan synge eller slå ordentligt op i historiens sangbog. De skulle indlægges til at høre Frank Black, sku’ de. Det bør give respekt – og et nådigt karrierestop. Og så ja: epo-555 er OGSÅ ude på Crunchy Frog. Så mon ikke også de har et sideprojekt (eller to) at berige festivalen med til næste år?

”Konventionel” indie

Nærmest anglo-hypede er amerikanere i Animal Collective (US). En folk-mutant på speed der har så travlt at komme over rampen at man da rask væk dasker lidt til cd-afspilleren – som til en pladespiller, for at få remtrækket til at sløves ned i et lidt mere ørevenligt leje. På plade har de simpelthen en tendens til at fortravle med at udvise FOR mange ideer på FOR lidt tid, FOR hurtigt. Selv når tempoet er nede i en Devandra Banhart-agtig østerlandsk folk synes det bare for meget. Resultatet er, stort set, den sædvanlige fortærskede fan-tribute til Beach Boys – nu bare så hurtigt det kan frygtes at en times tid på Roskilde kan være lidt for meget at magte. Det her er lidt lissom at smuglæse i duracell-kaninens timemanager.

Og det er sagt før, men det gør det ikke mindre sandt: hvor mageløst det er at en musikmetropol som NYC kan blive ved med at spytte kopister ud på The Cure (med The Rapture, f.eks.), Joy Division (med Interpol, f.eks.), men nu også, og den impersonation kræver da i det mindste lidt talent, på David Byrne/Talking Heads hos Alec Ounsworth og hans band Clap Your Hands Say Yeah (US). Sådan lyder mandens sang, musikken er blevet beskrevet som f.eks. Joy Division, og skal man så læse mellem linjerne, for i virkeligheden menes der jo – s’føli – Interpol som musikalsk inspiration til nummeret ”Over And Over Again (Lost And Found)”. Hele bandets historie er, igen, at rygtet gik fra blog til interesse, og videre til pladekontrakt og hype. I virkeligheden er musikken planket fra f.eks. Coldplays olietøndeguitar (”Let The Cool Goddess Rust Away”), Granddaddy’s keyboard på ”Is This Love?” eller Magnetic Fields’ standard melodistruktur på ”Upon This Tidal Wave Of Young Blood”. Og, som Søren Ulrik Thomsen/Charles Bukowski ville have sagt det: det værste af det bedste var at det ansette WWW-indiezine Pitchfork Media gav dem 9 ud af 10 i karakter, og – det bedste – kaldte dem for de nye Arcade Fire.

Og hvorfor nu det bedste? Bare det at de kaldes for et mere solbeskinnet eksemplar af de canadiske mørkekunstnere Arcade Fire? Det bedste er at det viser hvor grusomt lige netop Arcade Fire er savnet – både i en afklaret bevidsthed der vil have mere, og derfor klamrer sig til alt der ligner, men skam også publikum på Roskilde der har fortjent noget bedre end at blive penslet med en oliemarinade af hype. Og så kastet på ilden – ikke af en Ældgammel Flamme, men af WWW-kunstige mennesker fra Brooklyn der, på vej til deres debutkoncert, så en skrift på væggen, her i kongenial oversættelse – og her med alle skjulte bagtanker blottet og det hele: ”Klap Dig Selv På Skulderen Og Sig Høhø”. Og så er det lige om der er mere tid til deres sejeste anekdote? Det er der? Lad gå: David Byrne er blevet set til en af deres koncerter! Og hans advokat? Den hele bundlinje: Husker du Polyphonic Spree? Roskilde ’03? Nej? Sikkert fordi de er frontrunners i den bjørnefælde som Flaming Lips-symptomatikere falder i når de tror sig store nok til at gå i skoven. Haps, siger fælden. Og kvas siger døden. I glemsel.

At han ikke skulle spille på det store københavnske spillested Store Vega var forståeligt, men så heller ikke Lille Vega? Da Pato (DK) i stedet skulle spille i annekset, Ideal Bar d. 14. april 2006, isnede det koldt ned ad ryggen: bare førstesinglen ”Nighhawks” lyder nemlig massivt af noget så slående originalt og udansk at selv en happy-go-lucky talentløshed som Anna David kunne mærke den snappe nederst i ryggen. Men heldigvis! Det er (desværre) muligt at der ikke er lytterstorm i pladeforretningerne til ”Music For Early Birds & Nighthawks” (’05) – den her, potentielt, mest originale eksportvare siden Lars Hugs ”Kiss & Hug From A Happy Boy” (’96). Men Roskilde har set ret alligevel – og stort tak for det.

Manden bag anden, for ”pato” er jo and på spansk, er den gode Martin Siebenhaar, og alterego mikset er – på den gode måde – blevet sammenlignet med Beck: og sandt er det at man hører hjuldampere og knirkende myggenet når manden sætter gang i sin akustiske guitars magi af en blues på reggae rundgange. Læg dertil en del soul’et hiphop ind over resten af pladen, og magien er komplet. Og så er det her manden der kom fra det (nu hedengangne?) ska-band Furillo – et outfit der næppe er hørt om på den anden side af Valby Bakke. Og for enden af den ligger hele verden nu og venter. På Pato.

Og kommer Pato fra ska til en mere hiphop-breaks-orienteret indie, er det ca. den anden vej – eller mødes de i virkeligheden ikke bare og slår halvt skade? – for Why? (US) aka rapperen Yoni Wolf fra anmelderfavoritterne cLOUDDEAD fra Oakland, lo-fi-avantgardisterne supreme indenfor hiphop. Al den hiphop er nu forladt, cLOUDDEAD er, eh, døde og den anden centralskikkelse, Doseone, laver nu indietronica. For Yoni gik det over debuten ”Oaklandazulasylum” (’03) af en akustisk sag på melodisk besætning af piano og guitar, en rytmesektion af programmeret drum’n’bass, ideer klistret op på loops og samples.

Her er altså klassisk instrumentering på hiphop, men ingen rap fra Yoni. Og hans mission? At sprøjte ungdom ind i det udtryk Sonic Youth nu, på deres sløve, gamle og keeedelige dage, har kastet i armene på en rollator. Så det her kan altså ikke blive lo-fi nok! Og især når man hører Yoni’s lillebitte stemme, som faktisk er typisk indenfor indie, er det forståeligt at manden herfra fjerner de sidste rester af rap, fylder hele paletten ud.

På den nye, ”Elephant Eyelash” (’05) er Why? blevet et komplet band med Matt Meldon på guitar, brormand Josiah på trommer og Doug McDiarmid på diverse. Med den her ballast i ryggen er bandet nu helt ude af hiphop, og det faktisk også af debutens rene lo-fi, her på den her plade kan man nemlig let ane inspiration fra collagemester Beck, Yoni’s stemme gør i hvert fald sit bedste for at nå derop. Oveni kan spores linjer tilbage til indie-kolonialisterne Pavement, og frem til indie-guderne Fiery Furnaces. Så med Pato, med sit groove og sin sjæl, og Why?, med sin eftertænksomhed og slacker-attitude, har vi sandelig to gode bud på hvordan det nye årtusinde bør forholde sig til hiphop – i et miljø fri fra den stereotype og ulidelige bovlamhed der ellers har gjort genren nærmest umulig at nærme sig for alle 12 år+ mennesker.

Hvor danske Figurines er et sikkert stik, er Yellowish (DK) for deres del et glimrende bud på dansk fortærsket indie – fortærsket fordi de udenlandske forbilleder, og den klichefyldte indie-attitude, for meget stikker fjæset gennem højtaler og indtryk. De deler hermed hylde med f.eks. epo-555 om at lave nærmest komplet indie – af den slags der ganske enkelt for ofte er afluret af de evige inspiratorer i Slowdive. Og dermed komplet dersom at formular jo faktisk IKKE var en del af den oprindelige aftale – der gik på at bryde grænser, lige netop løbe panden gennem konventionelle mure og snærende bånd. Oh, well – og hører man dertil forsanger Aage Hedensteds vokal forstår man godt hvorfor de har været opvarmning i Tyskland for et andet dansk indieband, Moi Caprice. Aage synger nemlig som var han et mørkt ekko af Michael Møllers lyse vokal i Moi Caprice. Skræmmende, egentlig.

Anderledes med Yellowish’ anden forsanger(inde), Laura Noszcyk, der har et klingende, lang og smuk goth-stemme, der virkelig giver det samlede vokalarbejde en original glød til bandet. Hendes samspil med den aristokratiske og accentuerede stemme fra hr. Aage forbliver ret så inciterende, bandets bedste bud på en succesformular for at slå igennem med denne her lige dele drømmepop og, oftest, fortærsket indierock. Eneste anke: den samlede gryde dufter lige lovligt meget af DK’s største indie-pop-band gennem tiderne i form af Luksus og tiden omkring mesterværket ”Repertoire” (’98) – ja, selv forsangerinde Lise Westzynthius’ vokal fra dengang er til stærk inspiration for Yellowish. Men, og det trods de tydelige forbehold, spænd nu endelig ørerne væk fra instrumenterne og læg dem i stedet helt og aldeles trygt over på vokalarbejdet. Det lønner sig stort.

Det enkle og personlige – singer/songwriters

Singer/songwriting er stilen hvor sangens mest barberede, direkte og personlige udtryk udforskes. Her til lands er forsøget med at have en kerne i et band bestående af et par, der tilsammen udforsker den her personlige singer/songwriter-tradition, set før: f.eks. Hush der forsøger sig lettere countryficeret eller Green Pitch der laver den rene lo-fi. Nu så også Lisa Vegas (DK), hvis kerne er Steffen Pedersen (guitar og lapsteel), og Lisa Bianca Pedersen (guitar og vokal). Deres første output er – præcis som for Green Pitch og Hush, i øvrigt – den smukke kvindelige vokal, og det andet spor, det musikalske, er hos Lisa Vegas en kakofoni med masser af country- og bluesinspireret guitarrock. Og, desværre må man sige, falder forsøget ud til den side hvor vokalen ofte kæmper om plads med den alarmerende aggressive guitar. Et guitararbejde der nogle steder er næsten helt indie-rocket, men dog mest fylder hele fjæset ud på ham/hende der leder efter den røde tråd. Det hele er egentlig meget smukt, men ender desværre med at være pligtøvelser til eksamen på Rytmisk Musikkonservatorium.

Singer/songwriters har det meste kørende for sig når de stener med guitar, ser sig blinde på deres øjenlåg – og så ellers messer bekendelser fra den følsomme sjæl. Her finder vi f.eks. danske Marie Key Band (DK), der er anmeldernes ubetingede darling – rygtet var allerede godt på græs da debuten kom ud tidligere på året, 2006. Og det nogenlunde samtidig med en anden grusnæsetung anmelderdarling, ”digterinden” Ursula Ankjær Olsen og hendes Peter Laugesens-pastiche ”Ægteskabet mellem vejen og udvejen”. Mellem megen oliefed ordmaskineri står der f.eks. ”Og ordene kan skygge for musikken, eller musikken kan skygge for ordene. Det er ikke ønskværdigt”. Som Marie Key Band, er vi nemlig ude hvor kunst står i grel stejlen overfor hverdag: hvordan kan man, aften efter aften, synge interesse ind i det lille billede at mormor tror at barnebarnets ring er en forlovelsesring, men så til sidst afslører sig som værende købt i Magasin? En sådan bagatel kan f.eks. Magtens Korridorer sagtens klare fordi musikken, rock, bare buldrer videre derudaf, men lyttemusik? Singer/songwriter? Her er småsniksnak råbende. Og det burde Jyllands feminine svar på Tobias Trier fatte. Og des hurtigere frøken og hendes glade kobbel af kritikere er ude ved erkendelsen, des bedre. Og Ursula!

En progressiv udveksling omkring kerneværdier i en homoerotisk eksistens er set før, f.eks. i 80’ernes England hvor electronica-duoen Coil gik i frugtbar dialog med 80’er stereotyperne hos Soft Cell, og her især forsanger Marc Almond. Fokus var dyrkelsen af den intellektuelle dekadence; den geniale engelsk/franske dramatiker Alfred Jarry, f.eks., og dyrkelsen af erotisk eksplicitet; filminstruktørerne Kenneth Anger og Pier Paolo Pasolini, f.eks.

I New York, eller i hvert fald med New York som kontrapunkt, har vi nu en endnu mere eksplicit scene med Baby Dee, Antony & The Johnsons (Antony har dog nu England som base) og den tidligere canadier Rufus Wainwright (US). Alle tre har de gæstet DK for nylig, og flittigt, og især Antonys fantastiske udtryk og stemme er et rent flashback til lige netop Almonds storhed og overlegne boheme. Læg nu den spænding ind at manden er over 2 meter og at hans sange forvandler (fysisk) smerte og pinsel til erotisk fryd, og vi ved med det samme at den her scene har fat i noget interessant. I det her billede er Rufus’ stærkere og stærkere dominans af den teatrale pop-era stil en hel anden historie. Her får vi meget mere at se til personen Rufus, mindre til hans sjæl.

Rufus har tre stærke sange i sit arsenal: ”California” fra ”Poses” (’01) og henholdsvis ”The One You Love” og ”Gay Messiah” fra ”Want Two” (’05). Resten af materialet er bestemt ikke ringe, men det hele er lidt for meget en stige mod mere og mere scenegejl fremfor den ægte singer/songwriter som manden jo startede ud med at være på den selvbetitlede debut fra 1998; der hvor han endog blev sammenlignet med ingen ringere end Randy Newman. De to seneste, ”Want One” (’04) og ”Want Two” (’03), er ganske enkelt så gadgets-fyldte og så pompøse at man virkelig kan frygte det værste fra manden i fremtiden. Tourbussen bliver i hvert fald fyldt godt op med al den scenehalløj.

Instruktøren Pernille Fischer Christensen blev slået med afmagt da hun hørte Antonys jordrystende sang ”Cripple And The Starfish” – den blev siden brugt som underlægning til slutteksterne på hendes debutfilm, ”En Soap” (’06). Med al den leben Antony har haft i DK på det seneste kunne han sikkert hverves til Roskilde for en brugt neglige, men nej: Roskilde har i stedet valgt en singer/songwriter-forræder til i stedet. Og han kan jo godt, kan Rufus: sangen ”Go Ask Shakespeare” på Burt Bacharach fantastiske album ”At This Time” (’05), viser jo at Rufus, under pisk og styring, har stort potentiale til at blive en fremragende crooner. Det er bare ikke det talent han i år taget med på Dyrskuepladsen. Desværre. Ser vi en fulderik i rendestenen en middag vender vi os væk, det kender vi ikke noget til, det er ikke vores ansvar. På samme måde reagerer vi – os der faktisk vrider os, lider under at talent går til spilde – på en singer/songwriter på storhedsvanvid. Desværre.

Nu skal mytologien om en fortsat familietradition jo ikke gå helt op i hat og briller, men faktum er at parringen mellem de canadiske folk-sangere Louden Wainwright II og Kate McGarrigle kastede to singer/songwriters af sig: Rufus og Martha Wainwright (CAN). Og muligvis fordi familien selv havde travlt med at søge centrum, Rufus og hans tendenser er nævnt, men skam også farmand plus mor i samarbejde med søster Anna McGarrigle, tog det lidt tid for Martha at debutere med egne sange. I 2005 var tiden så endelig faldet i kukkuk, og da Martha var 29 udkom så det selvbetitlede mesterværk; en farlig fætter helt oppe i hiphopklassen, der i USA nærmest blåstemples af at have etiketten ”Explicit Lyrics” på sig. At det overgik Marthas plade forstår man egentlig godt: forløberen til debuten var ep’en ”Bloody Mother Fucking Asshole”, dvs. allerede i titlen, som går igen som sang på debuten, er der to navneord der skal have masser af stjerner – i USA læses titlen derfor ”Bloody Mother F****** A******”! Og så teksterne; iflg. USA’s censur ren XXX, men i hvert fald hudløst ærlige, f.eks. her på den Janis Joplin-inspirerede ”Ball And Chain” – der i øvrigt IKKE er en cover af samme:

Yeah, her tits were higher than mine

With a waist that is sugar-fine

I heard she could read & write too

And she's getting a degree in Fucking U

Sexual Psychology

It's easier than philosophy

It's easier than chemistry

Where's my chemisty?

Marthas plade er blottet og ærlig melankoli, og alle talenter bæres samlet igennem til perfektion af en stemme der minder en smule om en Emmylou Harris, men ellers ikke minder om ret meget andet. Med andre ord: fra starten er hun komplet, og det her album er så klart bedre end hvad storebror nogensinde har lavet. Men som det forkælede barn der stamper og skråler i en operette om verdens centrum, er det altså alligevel ham der har taget scenen – og helt ufortjent.

Man skal gøre sig den tjeneste at høre hele pladen, og imens kan evt. utålmodige skeptikere – dvs. sikkert de fleste inkarnerede Rufus-fans – så bare nøjes med at høre Marthas månesyge ”When The Day Is Short”, og enhver tvivl om den rette arvtager i familieklanen bør for fremtiden forblive sniksnak for globale landsbytosser. Godt set af Roskilde.

Og den helt store oplevelse på årets række af singer/songwriters? Foruden Martha og Dylan så absolut den enigmatiske, den politisk indignerede Babar Luck (UK/PAK). Med en konventionel akustisk blues-guitar synger han sin baggrund som indvandret pakistaner ud på en tydelig ska-vokal, meget lig Manu Chao’s. Melodisk er der hele tiden de der sløjfer indlagt, dem som ligger i de uforglemmelige sange, her er mange ideer fra new wave, specielt The Clash, og Luck’s debut, ”Care In The Community” (’06) er, dog mest i første tredjedel, en velsignet perlerække af stærkt virkende protestsange, stærke ørehængere. Og stærkt Billy Bragg’sk!

Ind imellem perspektiverer Luck så sine sange, fortæller, som en folkesanger jo skal, lidt om baggrund og, implicit, sangenes videre brug og liv – en praksis han i øvrigt omsætter live til et levende og karismatisk sceneshow. Alt sammen en ren tour de force der får det danske projekt ”Protestsange.dk” (’06) til virkelig at fremstå i sit virkelige lys: som ren pengemaskine for de ”stakkels”, de ”fattige”, og de ”udstødte” der er opvokset i et af verdens rigeste lande. En hån som Luck virkelig skærer ud i pap.

Luck’s musikalske baggrund er, naturligvis, qawwali (religiøs trancemusik fra primært Pakistan), Bollywood (den verdensmusikalske smeltedigel mellem Vesten og Østens populærmusik) og bhangra (traditionel, og trommeorienteret, dansemusik fra Punjab), men i stedet for at melde sig ind i det stærke East End-selskab Outcaste og koge udtrykket igennem på electronica, gik hans udtryk i stedet over ska-bandet King Prawn, og dermed et lidt mere ”åbent” og, med vestlige øjne, klassisk spor at tage for at udspille sin utilfredshed, end det fremragende, om end eksotiske, udtryk hos Outcaste.

Fremstod svensk/argentinske José González vel rigelig eksotisk med sin singer/songwriter sadcore på bossa (!), er det her noget mere virkningsfuldt, og hvor Martha er optaget af sin position som kvinde, hendes seksualitet bølger skiftevis ind over en stærk stillingtagen til sex og til afklædt kærlighed, og hvor Dylan mere eller mindre er blevet et levende objekt fra et vokskabinet, minder en Babar Luck os om hvad der sker når politisk bevidsthed møder det store musikalske talent.

Med et så interessant navn som Luck bliver man helt langhåret, får helt lyst til at citere den melankolske og sortsynede Heraklit: ”Hvilken fornuft eller forstand har de? De tror på folkesangere, og den store hob er deres lærer; de er uvidende om, at ’de fleste er dårlige mennesker, og kun få er gode’”. Morale: kend din folkesanger! Og luk ørerne når ”folkesangere” lukker vand ud af deres. Bare fordi de har en stribe Dylan, på vinyl forstås, til at læne sig op ad en akustisk guitar.

PS: Roskilde’s program vil vide at der er hiphop at høre hos Luck. I så fald må de have hørt en anden plade end hans debut, hans eneste, ”Care In The Community”. Besynderligt, men i hvert fald en advarsel værdig til evt. hiphoppere der måtte føle sig fristet.

Det enkle og det personlige – alt.country

En lidt mere actionpræget gren af singer/songwriting er samtidig noget af Amerikas fineste musikeksport: alt.country, skiftevis den punkede ”no depression”, skiftevis den mere singer/songwriter-orienterede ”americana”. En  genre der efterhånden har høstet mainstreamanerkendelse med så store navne som Will Oldham og Ryan Adams. Begge uhyre produktive falangister for genren; Adams udgav f.eks. ikke mindre end 58 (!) sange, fordelt over 4 albums, i 2005. Og ikke et af de her albums faldt på nogen måde igennem. Et unikt talent, en kilde der hos publikum bliver til en brusende flod. At genren er helt ude på gaden kan den ikke mindst takke Johnny Cash-filmen ”Walk the Line” for: selv på den københavnske spillested Rust har de nu electronica-aftener (!) hvor der hver onsdag clubbes til et mix af country (!!!). En utryg tanke i en utryg verden, men dog – the horror! the horror! the horror! – et faktum.

Og så startede det hele jo altså med ”no depression”, og med musikere der fra punken tog energien med over i country, for så siden at efterlade al energien og alene koncentrere sig om de stærkt filmiske og mytologiske fortællinger som country har i sig selv. Den her udvikling startede med Uncle Tupelo, ”No Depression” er stadig en uforglemmelig sang, der senere satte hastigheden gevaldigt ned i aflægsprojekter som f.eks. Wilco. Alt.country’s stærkt regerende dronning, Neko Case, har selv været igennem nogenlunde samme udvikling.

No depression-bands er efterhånden sjældne, og i hvert fald på Roskilde, men i år er der så – endelig – besøg af et af de bedre: Two Gallants (US) lyder skiftevis som hvis et punkband havde fast øver i en Hollywood-kulisse; præcis der hvor alle statisterne er ude at skyde indianere, og her supplerer de så egne instrumenter, trommer og guitar, med, ikke mindst, en efterladt banjo og en tabt mundharmonika.

Her er ørken og fløjten, bjerge der ruller mod havet, og en vokal der, når gryderne er i kog, lyder snart som D-A-D’s egen Jesper Binzer, snart som Jello Biafra fra Dead Kennedys, snart som en Bob Dylan med højt hår og fingeren i stikkontakten. Når hastigheden sættes ned lyder vokalist Adam Stephens gerne noget mere desperat for enden af sanglinjerne – meget lig Bright Eyes’ Conor Oberst. Deres to plader, ”The Throes” (’04), og den helt aktuelle ”What The Toll Tells” (’06) kan i hvert fald begge varmt anbefales.

Og ”Two Gallants”? Fordi bandet, foruden, Stephens, er en duo med Tyson Vogel som anden og sidste i rækken. Imponerende, og det mest imponerende? At anmelderne endnu ikke har hørt ret, at koncertgæsterne ikke rigtig har fået sovsen ud af ørerne. Som sagt: på desperationen alene kan det her anbefales varmt. Og så er der ellers talent med i købet.

Will Oldham – og her taler vi så alt.country minus den åbenansigtede desperation – har selv gæster Roskilde i ’03, men burde sandelig være aktuel igen; bare rygtet om hans samarbejde med postrock/jazz-pionererne Tortoise burde være adgang nok til at få et deltagerarmbånd smækket om håndledet. At pladen så er kedelig er nok den ene side af sagen, men at vi så i stedet skal spises af med anden division i form af Josh Rouse (US); alt.country’ens hybrid mellem David Gray og Shania Twain, det er for galt! For nok er alt.country nu ikke mere bare kenderens suveræne domæne, men herfra behøver man da ikke at gå til yderligheder?

Rouse, som en tysk overdubbed Kinder Riesen-morfar på sutsko, bossa, lounge, synths osv., bærer nemlig mest af alt en dyb undren med sig. For hvorfor fraserer han egentlig country ind over? Undren, undren og atter undren. Og så ellers ikke ret meget mere. DET er Josh Rouse, der i bedste fald kan siges at være en stilforvirret og duknakket missing link mellem singer/songwriters og alt.country. I værste fald et loppemarked hos en control-freak der er gift med en kone der underviser i at lave patch-work på en aftenskole. Fælt? Ja.

At man, på Rouse’s (bankbogs) bekostning, kan se bort fra pladeaktuelle genreeksponenter supreme som f.eks. Calexico, Son Volt, Sufjan Stevens og Richmond Fontaine er en gåde. Ja, gåden ligger faktisk i ske med fabuleringer over altings skabelse – specielt når den opmærksomme lytter undrer videre over hvordan Roskilde har kunnet overse et band som danske Tenderloud, der i 2004 udgav en af de bedste alt.country plader – overhovedet – i form af den formidable ”Shadow Red Hand”. En undren med så megen drift og liv at den mest af alt når frem til publikum som en vittighed – af den slags hvor kun Roskildes bookere forstår pointen. De må ha’ krudt i urteteen, må de.

Er Norah Jones jazzens hævn på hitlisterne, og er Katie Melua den samme stemme i en pop-krop, kunne Jenny Lewis (US) være samme rene genrestemme, i det her tilfælde country, der på fuldstændig ufarlig stemmeføring kunne sælge plader til langt ind i Bilka. Og det til segmentet kaldet ”moderne kvinder”, og deres problemer – når deres verdenssyn er fokuseret godt igennem på elendig soap.

Hendes alt.county minder på stemmen skiftevis ofte om et par af genrens store: Neko Case eller Margo Timmins, OG skiftevis som et par af den ”rigtige ”countrys store: Loretta Lynn eller Patsy Cline. Hos Lewis rumler det meste af det melodiske af sted på enten ballader af traskende roots, eller mere indie-rock orienterede sange, og er – på plade i hvert fald – udviddet med et mestendels gospelkor af tvillingerne The Watson Twins (aka Chandra og Leigh) fra Kentucky.

Hell! På pladens cover af Travellin’ Wilburys klassiker – om man ellers vil det eller ej! – ”Handle With Care” har hun endog skrabet Conor Oberst (aka Bright Eyes, aka manden der opfordrede Mrs. Lewis til at gå i sideprojekt-mode fra hendes daglige gang i bandet Rilo Kiley, aka manden der udgav hendes debut, ”Rabbit Fur Coat” (’06)), M Ward og Ben Gibbard fra ligeledes roskildeaktuelle Death Cab For Cutie sammen. Med sidstnævnte har hun tidligere arbejdet sammen i det fremragende sideprojekt The Postal Service – så er her mon basis for en gæsteoptræden? Og skulle en M Ward el. Oberst ellers være forhindret, så sov trygt: som bekendt lavede d’herrer Johnny Madsen, Lars Lilholt og Allan Olsen – The Daltons – ran og røveri på samme sang i begyndelsen af 90’erne. Det er bare for Mrs. Lewis at gribe knoglen.

Altså: det at et covernummer udstiller hele pladens (ellers primært selvbiografiske) koncept som fup og svindel burde nok kunne få en eller anden til at sige sig selv at hendes gunstige børsnotering alene ligger i hendes stemme – som endog, på den rolige ”Melt Your Heart” faktisk har endnu et lineært forbillede at øse af: svenske Sophie Zelmani, og Zelmani? Det var præcis HENDE der ville være god at have med på Roskilde. Ikke bare er hun en guddommelig sanger der kravler under huden, hun er også sært mytologisk og evig. Modsat en Jenny Lewis, f.eks.

Og nu vi alligevel var rundt om Death Cab For Cutie (US) og Jenny Lewis er der bare det at sige at det er underligt når et sideprojekt så helt og aldeles overtager al spotlight. Det er sket for Jenny Lewis i forhold til moderprojektet Rilo Kiley, og sammen med Ben Gibbard fra Death Cab For Cutie, skete det for begge i det allerede omtalte The Postal Service. Sammen med Jimmy Tamborello fra Dntel skabte projekt ”The Postal Service” i 2003 den fabulante ”Give Up” – en plade hvis grandiose galop på ”Such Great Heights” ganske enkelt er den yderste post for hvor aldeles tindrende klart man kan skære det perfekte indie-pop-nummer.

Og? Ja, det skægge er nu at Dntel og Deat Cab For Cutie begge selv er ganske habil indie-pop (med en tommel-op ekstra til Dntel for at vove mere, benytte grader af ambiance og postrock), men! Så heller ikke ret meget mere – ingen af deres respetitive plader (Death Cab For Cutie har lavet seks, der alle er genhørt til lejligheden; ikke mindst bandets udvikling over den her tid er faktisk til at overskue; dog er ”Something About Airplanes” (’99) ganske enkelt gudsjammerlig) kommer bare i nærheden af The Postal Service.

Lad os tage den fra bunden, prøve at se bort fra bandets hav af ep’er og kun høre de seks plader, og udvælge de respektive pladers bedste sange, her: den punkede ”That’s Incentive” fra ”You Can Play These Songs With Chords” (mc: ’97 ; cd-reissue: ’02), ”President Of What” fra ”Something About Airplanes” (’99) kunne være med på en plade af, de senere, The Thrills, den Kurt Cobain’ske ”Company Calls” fra ”We Have The Facts And We’re Voting Yes” (’00), den først laaange og kedelige, dog snart sært snigende støjrocker ”We Laugh Indoors” fra ”The Photo Album” (’01), den vuggende, medrivende og varme ”The Sound Of Settling” fra ”Transatlantism” (’03), og endelig den ublufærdige ”Such Great Heights”-klon i form af ”Soul Meets Body” fra ”Plans” (’05).

Andre sange kunne naturligvis nævnes, f.eks. ”This Charming Man”, en hurtig The Smiths-cover beliggende på ”You Can Play These Songs With Chords”, den fine The Handsome Family-pastiche ”Someday You’ll Be Loved” fra ”Plans”, men at den her Death Cab For Cutie-plade har mere end en enkelt træffer er faktisk en undtagelse. Så lad os holde os til enere, og med de her seks sange i roset er spørgsmålet så: fungerer de alene? Eller kun i facet med de respektive pladers andre sange? Ingen af delene. Den her buket kan alene tjene et formål: at blive samlet til en perfekt begynder-sampler for indie. Her er alle udtryk til inde-UG og standard, og ikke en tøjt mere.

Problemet med indie, set overfor singer/songwriter traditionen, er at den skal være sprælsk, afsøgende, og – som det gode digt – opfinde sig selv fra sang til sang. Bare at lave en lige streg på ”indie” går bare ikke. Det kan man med singer/songwriter-projekter: her er mere tale om konceptuelle plader, her spejler og supplerer de enkelte sange hinanden, sammensmeder pladen. At det sidste ikke, på trods af talent, alligevel kan mislykkes indenfor singer/songwriter traditionen er så Josh Rouse et eksempel på, men her er der alligevel, og på trods, nok noget at komme efter alligevel. Det er der IKKE hos indie’anerne Death Cab For Cutie.

Samme underlige sideprojekts-effekt kunne spores for endnu en wunderkind indenfor indie – den gode Mark Kozelek, hvis hovedprojekt The Red House Painters for det meste er lettere kedelig sadcore, men! Sideprojektet Sun Kil Moon kastede så, i 2003 – samme år, og sjovt, som The Postal Service i øvrigt, den ganske enkelt guddommelige ”Ghost Of The Great Highway” af sig. På Neil Young’ske vokalharmonier skabes den country-plade som Young aldrig selv helt formåede at lave – og guderne vil vide han har prøvet, bare prøv at overlev et lyt på ”Old Ways” (’85). Altså: Death Cab For Cutie er nok en rejsende stjerne (!) indenfor indie, men er de kedelige? Og overvejende kedelige i den fortænkte og nærmest kliche-agtige ”jeg kan ikke se skoen for bare tæer”-kategori? Skam den der siger ja, men den her mægtige dyd kan man altså ikke tage fra dem. Så grunden til de er på Roskilde? Der er den her ene: The Postal Service.

Men! Nu vi er ved en let bitterhed over at hverken The Postal Service eller de noget mere alt.country-fikserede Sun Kil Moon melder ankomst: Silver Jews (US) er i stedet klar – som et af alt.country’s absolutte udtræk fra toppen af kommoden. David Berman er her krumtap, endnu en af de store originaler som guds eget land har det med sætte til verden som var verden et samlebånd. Lige efter giganterne Will Oldham (aka Bonnie ”Prince” Billy, Palace Music, Palace Brothers, Palace, m.m.) og Bill Callahan (aka Smog) er manden blandt dem der let og legende omdefinerer americana, gør mikset af gotisk prærieromantik til alverdens eje og fokus. Bermans fantastiske timing, hans utrolige evne til at supplere musikken, glide fuldstændig og aldeles ind i arrangementet er intet mindre end utroligt (dog kan man godt lige afsløre at hans teknik, OG den måde han lyder på, minder gevaldigt om fornavnebroderen David Thomas fra Pere Ubu, men pyt da).

Hans tidlige sange havde det med at ligne hinanden, men nu, på ikke mindst den sidste, og fremragende, ”Tanglewood Numbers” (’05), er paletten farvet så bred som solen gennem en prisme. Legelysten rullen sig i ideer og overskud er hvad manden – og hans band, der på den her seneste plade faktisk har haft Will Oldham som gæst – har med sig til Roskilde.

Hiphop, reaggae m.m.

Indenfor hiphop har Roskilde noget så sjældent som et helt uomgængeligt navn på plakaten i år: Dälek (US) er ude på Mike Patton’s eksperimenterende Ipecac-selskab, hvilket i sig selv aftvinger lige dele nysgerrighed og respekt. Producer, DJ og programmør Oktupus står for snart at kaste med industrielle støjdroner og -loops, der lige så naturligt afløses af tunge og mørke beats, for i næste nummer at himle op i den mest sfæriske electronica – for så at falde helt ned på østerlandske samples i dialog med diskrete breaks. Ind over det her trylleri flyder så MC Dälek – en ”dalek” er i øvrigt en killer-robot i BBC’s kultserie Dr. Who; helt Mike Patton’sk at blande film og TV ind i titler og udtryk – med sine flows og linjer. Alt sammen imponerende og stærkt vanedannede.

Foruden at duoen har udgivet en mørk og monumental split (”Derbe Respect Alder”, ’05) med de legendariske tyske kraut-rockere Faust, har de her prog-hiphoppere stået på scene med andre progressive brødre som Pharcyde, KRS-1 og, alle intelligente hiphop-acts’ gudfædre, De La Soul. Men at de så oveni har spillet med selskabskammeraterne i The Melvins og Tomahawk fortæller mere end rigeligt at det her er et must for enhver med bare den mindste interesse i hvad mødet mellem progressiv hiphop og progressiv rock kan føre til.

Armani XXXchange aka Alex Epton har et lille dissektionsbord kørende for sig: På dens lit de parade, udsat, opsprættet og drænet for al musik, ligger alskens småt ikke-brændbart elektronik og kram: en Casio-regner, en telefonsvarer, et oscilloskop, en metronom, en skærm der stadig ruller af sted  med et 70’er ”klodser” computerspil, et gammelt Nintendo. Bag om lyden af al den her afsjælede maskinpark kører en tung og sexet booty-bas, foran ligger Naeem Juwan aka MC Spank Rock med sin flair for funk, med sine frække tekster afleveret i et kort, hurtigt og hakkende flow; med skarpe endelser og ganske meget lig den engelske grime.

 

Tilsammen er det her kernen i Spank Rock (US), og at de kalder deres suveræne debut, ”Yo Yo Yo Yo Yo” (’06), for en hiphop-udgave af Prince’s klassiker ”1999” (’83) giver i første omgang ingen mening. Overhovedet ikke. Men så alligevel… I hvert fald disses Black Eyed Peas med deres egen medicin hele vejen tilbage til banken på den forrygende ”Bump”, der er tung motown og funk at finde på ”Sweet Talk”, og endog – helt uden for nummer – har mester-producer Rick Rubin fået sig sin egen suveræne rundgang og video (”Rick Rubin”), osv. Alt sammen på tekster der giver mere igen til porno end til litteratur, mere til humor end til alvor. Og Prince? Tjaeh, Juwan’s baggrund er punk og nu-soul, så mon ikke det, trods alt, er ca. sådan her at en kunstnerisk sulten Prince ville have lydt i nullerne? Man tror det. Faktisk.

 

Endelig er der endnu et bette navn at tilføje til gruppen af ”progressiv” hiphop, dvs. den med fremsyn fremfor fjernsyn/MTV. Pharoahe Monch (US) kommer forbi med den eneste plade han har lavet siden tiden i duoen Organized Konfusion; ”Internal Affairs” (’98), der er én lang tour de force i det fuldstændigt lineære flow – hvor Monch’s vokal så ellers mestendels er som snydt ud af næsen på Eminem. Kun et enkelt nummer, ”Simon Says”, skiller sig ud med lidt variation, ellers er det bare baggrunden der er forskellig: den første halvdel er samples på jazz, den anden mere mørk og elektronisk. Og så er der, spredt godt med møggrebet ud over det hele, en helvedes masse boksere med på ordene: Mike Tyson, Joe Frazier, Nuno Valdez og Thomas Hearns. Og så rimes ”viagra” på ”Niagara” – detsjovt! Den tallentfulde del af Organized Konfusion, Prince Po(etry) var forbi Roskilde i ’04, og så nu den anden halvdel. Som Jonny Hefty ville have sagt det: og nu mangler vi så kun røgmanden! Er der mon plads til næste år?

 

Og så endelig! Vi var kommet til dagen hvor forventninger skulle ha’ vinger, og en god lejrkammerat, lad os bare kalde ham for ”Stenbæk”, gjorde sig klar. Det her var dagen hvor The Streets (UK) skulle spille, og det var Stenbæks hovednavn. Fra morgenstunden, og nænsomt, hældte jeg virksomme varer på den spændte gut, ja ved spilleteltet, The Streets aka Mike Skinner var allerede gået i gang, hældte jeg endnu en ordentlig gibbernakker på drengen. Dobbelt op.

 

Og hvorfor? Fordi The Steets ikke KAN formidle andet show end klicheer og tom spagat, er kun udholdelig på en scene fordi han kunstnerisk set er gudsbenådet og talentfuld langt ind i de genreflyttendes rækker, fordi han med sin debut ”Original Pirate Material” (’02) lavede en plade i sit soveværelse, men samtidig en af tre plader der, indtil videre, er de eneste i nullerne der suverænt har overlevet at gå massivt mainstream med et udtryk der ellers er udpræget undergrund. Queens Of The Stone Age’s ”Songs For The Deaf” og White Stripes’ ”Elephant” er de to andre.

 

Genren er ”grime”, engelsk 2-step og UK-garage; hiphop med slæbende tekster om engelsk hverdag på druk, spil, fodbold, tømmermænd, druk, spil, fodbold osv. – den såkaldte geezer-kultur; et noget mere plant svar på amerikanernes øretæveindbydende og opadstræbende/brovtende gangsta-kultur. Opfølgeren var så lakmus for evigheden, og minsandten! ”A Grand Don’t Come For Free” (’03) gjorde det, ja ”Dry Your Eyes” var faktisk et af årets bedste hits, og i hvert fald et af de mest rørende. Historisk set er pladen ikke så vigtig som ”Original”, men var sidstnævnte aldrig kommet ud – var vi sprunget direkte til ”A Grand”, ja så er materialet stærkt nok til samme bundlinje: en milepæl.

 

I år er den (formodet) sikre treer så ude – sikker alene fordi den (kommercielt) ”farligere” toer var suveræn – men: foruden en enkelt hård skæring, ”Hotel Expressionism”, er den en fæl gentagelse på hvad bagkataloget har budt af godt, ja, mest af alt er grundindtrykket at manden har prøvet at gentage debuten, og – sandelig (*slår korsets tegn + djævelens ditto*) – også ”Dry Your Eyes” med en to’er i form af en helt Alabama 3’sk gospel-parodi (?!) kaldet for ”Never Went To Church”…

 

Men så, hvis vi nu tager pladens eneste originale bidrag, førstesinglen fra den her tre’er, ”The Hardest Way To Make An Easy Living”, nemlig den caribisk inspirerede frækkert ”When You Wasn’t Famous”, er det oveni tydeligt at manden nu lever forskudt i forhold til sit gamle ophav, i forhold til ”ægte” geezer-kultur, ja her er sandelig gået lang vej væk fra de imødekommende kærlighedsord på ”Dry Your Eyes”, hør: ”When you're a famous boy, it gets really easy to get girls,/ It's all so easy you get a bit spoilt./ So, when you try to pull a girl, who is also famous too,/ It feels just like when you wasn't famous”. For en fan er her sandelig svært at finde ind i folden af de brægende og overdrevent glade flokanmeldere. Exit.

 

Men for nu at følge op på debuten gik manden, sikkert under direktiv fra sit selskab, i live-træning inden han gav sig til at møde sit publikum fra en scene. Men fra starten gik rygtet, og på Roskilde ’03 blev det desværre bekræftet – ja, selv koncerten i år, den 13/3 i Lille Vega, København – blev endog solgt i Politiken under rubrikken ”Live-reportage” – og her handlede teksten om alt andet end hans koncert. Manden kan altså STADIG ikke spille sig ud over gebis og mikrofon, men vi bærer over med ham. Mig om min kammerat vil stå der igen; lige stå stive som Skinner. Og vi vil alle sammen være mates, og cheers!

 

Så talentfuld Mike Skinner end måtte fremstå at være kan det dog ikke skjules at grime, udsprunget af britisk 2-step og garage clubbing-lyd, egentlig ikke har det helt store vækstpotentiale udenfor de britiske øer. Stort set hele talentmassen har været forbi de seneste år: The Streets, Dizzee Rascal, The Mitchell Brothers og Kano. Skulle man dog have appetit på mere kommer i år også Lady Sovereign (UK), en kæmpedværg på 1.55m der i sit hurtige, skarpkantede, kompromisløse og sikre flow minder gevaldigt meget mere om Dizzee Rascal end om f.eks. de mere snakkesalige The Streets og The Mitchell Brothers. Hendes op-ad-bakke-projekt: at lyde mere af sig selv, mindre end de direkte forbilleder. Så følger pladesalget helt af sig selv – talentet er der nemlig allerede. Skal blive spændende at se hvordan det forvaltes på en scene.

 

Og mere af den skarpe grime-skuffe: den med nærmest industrial-agtige samples og svært tunge bas-beats, de maskinsalvehurtige raps med masser af hårde kanter for enden af hvert rim. Den her stil gennemføres på svensk, og helt op i samme hastighed som de engelske forbilleder, af Max Peezay (S), der dagligt, under navnet Tom Piha, slår sine folder i hiphop-kollektivet Fjärde Världen. Eneste problem: den megen leben ind i genrens virkemidler skjuler fuldstændig for enhver original tilgang. Materialet på grime-debuten, manden har forinden to andre plader ude, ”Discokommittén” (’05), er ganske enkelt for en-sporet, for meget respekt for de engelske forbilleder. Men rap-salvernes timing er skam imponerende nok. Men den ens kadence, på stort set det samme track-spor, bliver altså så kedeligt i længden, at man fristes til at sige: det sagde hun også i går.

 

Udenfor Israel er det Østeuropa, og siden New York, der har de største grupper af ortodokse jøder. De stærke familierelationer hos de såkaldte hasidikere gør at kolonien i New York holder sig indenfor klaner opkaldt efter den landsby i, specielt, Ukraine eller Hviderusland hvor de oprindeligt kom fra. Oveni opretholdes en så anakronistisk og fundamentalistisk dagligdag som ellers kun forbindes med amish i Midtvesten. Fra den her lukkede kultur kommer så Matisyahu (US) – Matisyahu er hebraisk for Matthæus – med sin fremragende dancehall på mest engelsk, men også lidt hebraisk og patois (”reggaejamaikansk”). En umiddelbart overraskende parring; rasta og jødedom, og dog! Begge har de Zion, dvs. Jerusalem, og udfrielsens fra Babylon, befrielsens fra det onde imperium på jord, som mål for alle deres bønner. Det endelige rige har for begge en fælles rod i Det Gamle Testamente.

 

Matisyahu debuterede i ’04 med det hæderlige album ”Shake off the dust… ARISE”, imellem fulgte et livealbum, og senest ”Youth” (’06). Det første udspil var så meget mere skarp og primitiv ragga/dancehall, som det seneste er nærmest en popplade – manden har her barberet sine kanter og bas af stemmen, men kan dog ikke helt ramme de eunuk-høje toner, så soul bliver det aldrig. Men i hvert fald svinger pladen mellem charmerende pop og let reggae – absolut en fremragende  begynderplade og intro til den genre der så bliver til dancehall.

 

Og senest ved den sidste plade bør nysgerrigheden bestemt være vakt: og det er nu helt op til, ja nærmest en musikalsk borgerpligt for den nysgerrige lytter at checke det her unikum ud. Som optræder i fuld ortodoks mundering; kipa (kalot) eller den runde og bredskyggede sorte filthat, hvid skjorte, sorte bukser og jakke. Læg dertil et viltert skæg og det eneste der nu mangler er de karakteristiske slangekrøller. Og så ellers lidt inspiration til mandens flow der, sandt at sige, generelt mangler lidt variation og tro på at en motor skam også kan andet end at gå i tomgang.

 

Og nu var vi jo så enige om at dancehall er reaggaepop, den ”rene” vare kaldes så for ”roots” og kendes bedst igennem legendariske Bob Marley. Intet i vejen for at sønner af de store prøver selv; sidste år kom jo Fermi Kuti forbi og bevidste til fulde at han var en ren Houdini ud af den spændetrøje som faderen, Fela Kuti, havde kastet over sine geners videre leben indenfor hans stærkt vanedannende og soul’ede afrobeat. Men som det gik både Julian og Sean Lennon er det nu gået for Damian Jr. Gong Marley (JAM), legendens næstsidste barn i rækken af ti, der faktisk fortsætter hvor faderen slap, nemlig med at lytte tidens nye hotte trends af fra amerikansk radio. Damian er derfor helt med på de her års dominerende udvikling på Jamaica med at blande urban – den sollækre parring af r&b og hiphop – med ind i mikset af roots og ragga (”samplet reggae”), bare lyt ham af på den ufarlige, men egentlig ganske charmerende, ”Welcome To Jamrock” (’05), hvis titelnummer, forståeligt, blev et mægtigt hit.

 

Men live! På pladen, på nummeret ”Move”, sampler han nok faderens/The Wailers’ berømte ”Exodus” – fint nok – men live kan sønnike da slet ikke lade være med at falde i fælden, og selvom hans egenproduktion faktisk er ganske hæderlig, ja så skal han, som en sort amatørhåndværker, absolut rode ved hovedstolen, partout spille op af faderens bagkatalog, bl.a. lige netop ”Exodus”. Desværre, og desværre for ham betyder det at hans egen kunstneriske karriere har udviklet sig til at være kustode for en anden tid. Medbring selv græs. Og få så den kedelige palet på det sørgelige forfald når talent overstråles af en masochistisk drift mod at betale en selvbestaltet arveafgift. Eneste trøst: en helt olympisk flagbærer der under hele koncerten svinger det jamaicanske flag bag Damians hestehalelange rasta. God ventilation, dér.

 

Lyttejazz

Der skal startes på toppen: Ed Motta (BRA) kommer forbi med en absolut flimrende, filmisk og asfaltvarm jazz og swing – på sydøstamerikansk aftapning af krop, bossa, sjæl, carioca = brasiliansk soul og, så ellers lidt mere krop: en slæbende og sært erotisk samba. Centralt i lydbilledet er mandens eget fokuserede og flot placerede jazz-piano der altid er en festivalvarm garant for den latin-jazz der har aflyttet sig stemninger fra strandene omkring Rio (stedet hvor manden blev født i 1971), og så i øvrigt tager sig den tid det tager at komme igennem langsomme drinks i høje glas. At alle de her billeder kommer så naturligt er ikke bare talent, men også hårdt arbejde: manden har skam også lavet soundtracks, og ved derfor hvordan billeder vender sig i musikken. En stor kunstner, er han.

 

Men så, og: tænk! At Kresten Osgood nu har fået futterne ind – med den rene jazz på vingerne af de støvler der med syvmileskridt bringer ham direkte, og springer dermed alt andet han i øvrigt har lavet i grænseegnene af jazz, fra Rytmisk Musikkonservatorium og direkte op på en scene i Roskilde.

 

I 2003 udgav han en dobbeltcd indspillet live i henholdsvis Holbæk Jazzklub og Copenhagen Jazzhouse i marts 2002. På instrumenter ham selv (sagde hunden) på trommer, Anders Provis på perkussion, og endelig amerikanerne Michael Blake på sax og Dr. Lonnie Smith på hammondorgel.

 

Den konservatorieuddannede Osgood har tidligere gjort sine talenter bemærket udenfor miljøet for polyrymisk musik, bakkenbarter og porter på bl.a. de progressive hiphoppere IkschelTaschel, de håndholdte hiphoppere Lucie Baines og i det lettere jazzede og folkloristiske Tys Tys. Af ”rene” jazz-arbejder gør han sig bl.a. bemærket i Hugo Rasmusen Allstarz. Og så ellers Hammond Rens (DK/US), hvis allerede omtalte 2xcd indeholder umanerligt lange, og tydeligvis komponerede men lige så ofte suppleret på det improvisatoriske, stykker der får hele piveriet til at virke helt jam-band-agtigt.

 

Og inden der fældes dom over musikken: hvorfor er Hammond Rens på Roskilde i år? Og hvorfor er de fremragende, og danske, Bugpowder her så ikke – dem der aktuelt (på den fremragende ”Audioabsence” (’05)), intelligent og inspireret mikser Mike Patton’sk støj med jazz helt op i en helt anden himmel? Men når vi så i stedet MÅ nøjes med Hammond Rens, er det så pga. Osgood’s status, IkschelTaschel åbnede jo Orange sidste år, eller er det pga. 2xpladens enestående transcendens ud over jazz-klubbernes bølgende pibetåger og drivende -sovs? Det spørgsmål er man næsten fristet til at få svar på ved at møde op selv – i klub med (evt.) andre der har overlevet den her dobbelte gang tomgang og ligegyldighed. En deal? Jeg giver en bajer til hele bordet!

 

Nu er det sådan at Roskilde er en øde ø midt i den truende verden af fast arbejde, eksamener og opvasken der vælter ud af køkkenet. Nuvel! At se en film på Roskilde er en oplevelse; ingen andre steder drikkes der, råbes der, klappes der og vises der følelser. Det er en speciel oplevelse. Ved siden af er der gøgl, kunst og elendig mad der smager af gazebind. Fint nok! Men vi må fastholde at fokus for musikken er uændret: den er rytmisk og/eller elektronisk. Fint! Ren jazz er derimod polyrytmisk, her spiller et instrument sin melodi, et andet sin egen osv. Fællesindtrykket, for lyttejazzen vel at mærke, er en flok egoister der står i hvert sit hjørne af scenen og spiller for deres sko – som var de old-school shoegazere.

 

Fint nok! Til Copenhagen Jazz Festival står den på vin og franske oste; kun på Højbro Plads flyder bamserne i stride strømme, og hvorfor? Fordi der her trakteres med traditionel New Orleans-jazz, jazz på bigband-maner, dvs. hvor der er sammenspil omkring den samme melodi og rytme. Den slags er fint til et sted som Roskilde, lyttejazz er IKKE. Exit The Five Corners Quintet (FIN), der ser bagud og derfor spiller 50’er retro-Blue Note-jazz (bare tænk Dexter Gordon, Ornette Coleman, Herbie Hancock, Art Blakey, Bud Powell, Miles Davis, John Coltrane, Sonny Rollins, John Scofield, Dr. Lonnie Smith (åh, ja: ham har vi jo mødt), osv.) – der, skal vi altså vide, er blevet tildelt ros af ”kræsne bedømmere som Gilles Peterson (…) og Mr. Scruff” – to personer de vil optræde senere i den her tekst, og når nu finnernes debut kalder sig for ”Chasin’ the Jazz Gone” (’05) er det derfor op til den her tekst at gentage sit mantra: et venligt, men bestemt, ”Nej, tak”.

 

Musikken der følger i kølvandet på The Five Corners Quitet lyder nemlig simpelthen for meget som en mand og en spade, en åben grav, en mand og en spade, en mand der flipper ud med sin spade på kanten af en grav, en mand og en spade, en mand der basker løs på et velklædt kadaver, det er for meget, og de klædte sig vel, de klædte sig hos Blue Note, vel. Exmortem? Nej, EXIT. PS: midten af det her afsnit var, og godt hørt, (forsøgsvis) skrevet i jazz-takt. Så bare spørg efter Jørgen Leth hvis der var mere vrøvl.

 

 

 

 

 

 

Næsten, og bemærk nu det her ”næsten”, også et exit til den ellers fremragende postrocker Kieran Hebden (aka Fridge, aka Four Tet) der har lokket den ellers, i mainstream, gamle og nu glemte jazztrommeslager Steve ”Jeg har spillet sammen med Miles og Coltrane” Reid ned fra det støvede jazz-loft, og nu giver den i spændingfeltet mellem en sampler og en tøndebasker. Tilsammen kalder de sig for Kieran Hebden (aka Four Tet) & Steve Reid (UK/US) og burde nok være booket af Copenhagen Jazz Festival inden de fór vild i tourbussen, der ved afkørslen til Roskilde.

 

I krydsfeltet mellem electronica og jazz finder vi også den svenske duo Koop (S), Oscar Simonsson og Magnus Zingmark – og, ja: som i danske Coop, betyder ordet ”samarbejde”, og dermed ligger det allerede i navnet at ambitionen er høj. Og, modsat Hebden/Reid, er det jazz’en der er det dominerende, electronicaen her ”bare” den ekstra flavour, det dominerende instrument, om man vil. Og, igen modsat Hebden/Reid, er Koop et langt mere komponeret outfit der søger jazz’ens faste og rytmiske form, fremfor dens spontanitet og improvisation. Resultatet er sært mørkt, slæbende, ambient og romantisk, og – her er han så igen, og vi skal møde ham igen (!) senere: noget der virkelig kan få den legendariske jazz-radiovært Gilles Peterson helt frem i lydbilledet. Med al den hype-alarm der genereres omkring den her mand må han ubetinget være Europas svar på David Fricke, må man sige. Fedt er det dog at de, på ”Sons Of Koop” (’97) har et nummer der hedder ”Bjarne Riis”. Totalt god stil, dér! Bare spørg Jørgen Leth!

 

Og? Jamen, de her to sidste navne går så lige an fordi de er vil samspillet mellem jazz og den krævende elektroniske kompositionsmusik. Det her møde understreger, med andre ord, hvorfor jazz er det mest lånte på biblioteket på Rytmisk Musikkonservatorium i København: instrumenter, og instrumenters teknik, vinder ved en krævende musik, og derfor statuerer de bedst af alle teknikker – og (ikke mindst) mangel på samme – indenfor talent og komposition.

 

Og, set i lyset af Roskildes musikalske profil, er både Koop’s og Hebden/Reid’s tilstedeværelse glimrende set, Koop’s plader er aldrig mindre en interessante – deres output minder i mangt og meget faktisk en hel del om den tyske elektroniske postrock a la Mouse On Mars og Kreidler, og Hebden/Reid’s to fælles plader ”The Exchange Session” vol. 1 & 2 (begge fra ’06), er skam begge to glimrende jam-plader, hvor en intenst lyttende/inspireret Reid væver sig behændigt ind Hebdens komplekse oplæg og strukturer – bare nyd Reid’s metodiske tilråb; de er begejstring fra en mand der ellers har prøvet det hele, men nu nyder de nye udfordringer han gives af det her unge fløs af en wunderkind. Alt i alt et miks der ofte bliver helt tribalistisk og mytologiserende, og nok er krævende, men bestemt også tiden værd. Det er altså dygtigt gjort, ingen tvivl om det.

 

Problemet er altså ikke Hebden/Reid, men derimod Roskildes usikre jazz-profil: sidste år fik vi den rene pop-jazz’er i Jamie Collum, forrige år Matthew Herbert i sin jazz-bigband-periode – en torn i øjet, som han heldigvis siden er kommet sig over – og samme år en buket af Norges, og meget apropos Hebden/Reid, fremragende referenter af de bedste møder mellem jazz og electronica, i form af Bugge Wesseltoft og Wibutee. Fremragende! Ud over at svenske Koop følger lidt op er der ellers bare at sige: mere af det, og mindre ”ren jazz”, tak. Og således blev cue-linjen jo ellers fint givet op til næste undergruppe:

 

Lytteelectronica

Og hvor et møde mellem jazz og electronica stadig kan virke lidt eksotisk er mødet mellem hiphop og electronica straks mere naturligt, bare tænk genen ”beatmaster” og mestre som ikke mindst DJ Shadow og RJD2. Både i Verden og i Danmark er historie og den gensidige indflydelse af mødet mellem hiphop og electronica uoverskueligt – ja, bare det at det mindst mulige hiphop-act består af netop en DJ og en MC siger vel egentlig det hele.

 

Men sjældent er det at den varme minimalistiske dub og det henslængte groove ses i samspil med den rene hiphop. At få en højere enhed ud af det er nok endnu mere sjældent, men næppe set så effektivt som hos Melk (DK), Rasmus Møbius og Anders Christophersen, der sikkert har set numerologen for dybt i øjnene, for de lyder skam også på kunstnernavnet Aies. Nok om det! En stærk og soul’et musik, af den slags der høres med kroppen, dertil flows af hiphop, og sandelig: det fungerer, debuten ”Sports” (’06) er bestemt da den slags gaver der sagtens kan klare at blive skamrost uden at dem der har hørt den kan være uenige.

 

På scenen er de to drenge suppleret med Gisli på rap, Anne Trolle på (triphop)vokal, Nikolaj Høj på hammondorgel og Tav Klitgaard på trompet – alle de her instrumenter, som dygtigt rystes sammen på plade, er altså ikke bare samples, det er den ægte vare, og det kan man faktisk også godt høre: at der jam’es og spilles op til et grundtrack, bare hør dub-sporet i samtale med trompeten i ”Berry”. Det her er altså godt!

 

Den ene halvdel af duoen kommer også selv forbi med en helt ind til benet gang barberet dub, Rasmus Møbius (DK), er manden der er klar med en varm nysgerrighed på at udforske ethvert ekko, endevende lyden af ethvert palmeblad der måtte falde på en strand på Jamaica. For ja: det her er så meget det danske svar på King Tubby som overhovedet muligt, specielt når gyngende reggae står ud på som ekko på et vindsejl af dub. Meget smukt, ja nærmest dansabelt.

 

Dygtigt og inspireret, såvel håndspillet som programmeret, reggae, fra dub til ska, videre over lette drys af house og, dog i gryden, men i mindre grad, hiphop, i stedet masser af southern soul’et sang, er præcis hvad der skulle til for at Fat Freddy’s Drop (NZ) kun skulle bruge tre uger for at få ”Based On A True Story” (’05) ind som en langtidsholdbar nr. 1 på landets samlede albumliste. Musikken forbliver dog – vel mest fordi den ofte prøver at holde Dallas Tamaira’s (scenenavn: Joe Dukie) ofte lidt bløde vokal for meget i hånden – ret så ufarlig, oftest det rene down-tempo. En helt umulig musik til regnvejr, skulle man mene. Det har dog tydeligvis ikke afskrækket nogen i kiwi’ernes land, et land med nogenlunde samme klima som det danske: til deres årlige Music Awards tog de nemlig alle fire kategorier de var opstillet i, bl.a. årets bedste gruppe og plade.

Rumpistol (DK), aka Jens Berents Christiansen, ekselerer i vandige click’n’cuts på en rumklang af dubtechno, og på den selvbetitlede debut (’03) også gerne facetteret af reallyde. Genrens ubetingede verdensmester er canadiske Deadbeat, i Danmark (muligvis) Rumpistol og projektets foreløbig to glimrende albums – hvoraf den seneste, ”Mere rum” (’05) – i øvrigt en fin lille hilsen til Bjørn Svins nyklassiker, ”Mer strøm” (’97) og dens fordanskede gang melodisk funderet Edinburgh-techno. Dub er den diametrale modsætning: her klang/rytme, ikke meget melodi.

Men nu er det altså ikke bare Rumpistol, men også den lidt mere old-school-dub (læs: mindre minimalistisk) orienterede Rasmus Møbius, der her til lands har den rene dubtechno i centrum, og voila! Med andre spændende navne som Djosos Krost (på Roskilde i ’05) og (muligvis) Mikaels Simpson’s backingband Sølvstorm, er Danmark pludselig seriøst med på kortet over prima leverandører af soundtracks til en flerfarvet drink og en sommerbrise. Den svære disciplin med at flytte pauser og ingenlyd har sandelig fået sine danske mestre.

Og nu vi er ved varme må det straks siges at det er overordentligt svært at få en laptop til at lyde af sommer; både Sofus Forsberg’s og Thomas Knak’s ditto må bestemt være købt hos Hjem Is, men på de her breddegrader kan det skam lade sig gøre: Band Ane (DK), aka Århusianske Ane Østergaard, lykkes faktisk med at få noget organisk ud af Cubase, samples, click’n’cuts, drum’n’bass, breaks og en tæft for ambience der elegant og ubesværet går over i den rene popatmosfære. Siden 2004 har hun været at finde på MyMusic.dk. En så beskeden anstrengelse har nu kastet både pladekontrakt og optræden på Roskilde af sig. Begge dele fuldt fortjent.

Og i omegnen af en laptop finder vi også Pellarin & Lenler (DK), der ganske tydeligt er inspireret af geniale tyske Pole (aka Stefan Betke) og den type minimalisme hvor en tone frigives til sin egen langsomme død i sit eget ekko. Lyder måske som en negativ musikstil, men bestemt nej: som indenfor dub, arbejdes der nemlig med at skubbe både lyd og luft foran sig, forudsige både tonernes liv og lytterens forsøg på at konstruere en mening. En disciplin der, i sandhed, skiller fårene fra bukkene, udstiller de talentløse.

Og Pellarin & Lenler er absolut helt oppe og gnubbe næser med idolet, og læg dertil et r&b’et vokalbarbejde, som dog sjældent supplerer musikken specielt godt, fra det oversete danske electronica-geni Raz Ohara (som i øvrigt, og der var den tyske forbindelse igen, er ude på det betydningsfulde berliner-selskab Kitty-Yo), og den mindre geniale triphop-sangerinde Pernille Pang fra Tiger Baby.

På svensk hedder en komponist en ”tonsetter”, og i sandhed: Pellarin & Lenler ER tonesættere – hakket ud af det stenhårde fjeld, ubrydeligt for de talentløste, det fjeld vi nemlig kalder for ”talent”. En måde at udstille det på? Når en minimalist bare nummererer sine titler ved man at hans fantasi er lig nul. Næ, nej: her er et par af Pellarin  & Lenler’s, fra debuten ”Going Through Phases” (’06): ”Den pigeglade landsretssagfører”, ”Alt for damerne”, ”Skyskraberen på Bellahøj”, ”Jensen” og ”Tøvejr”. Ikke dårligt, ikke dårligt. Og specielt er det et must på Roskilde at de tager Raz Ohara med. Som sagt: et must.

En ”tonsetter” er så mest adresseret på en klassisk komponist, og en af neo-klassikkens mestre har selv valgt at udvidde sit samarbejde til at omfatte den moderne genre der ligger stilen nærmest: lige netop den elektroniske minimalisme, og her – igen – den tyske. Der tales her om Insen - Alva Noto & Ryuichi Sakamoto (D/JAP), hvor Sakamoto er den brillante minimalistpianist og soundtrackartist (bare hør hans mørke pianomusik til ”Love Is The Devil” (’98), filmen om den geniale engelske maler Francis Bacon), og senest bossa-pianist (under projektnavnet Morelenbaum2/Sakamoto), er Carsten Nicolai, aka Alva Noto, aka Opto den nørdede clicks’n’cuts og minimalist nørd, der som Opto i øvrigt har lavet en splitcd + en hel cd med danske Thomas Knak, aka Opiate.

Det var lange sætninger for at lægge en baggrund for endnu et samarbejde mellem en akustisk eksperimenterende og etableret kunstner, og en ung og elektronisk eksperimenterende og etableret kunstner. Der var Hebden/Reid og nu altså også Nicolai/Sakamoto. Og virker det? Desværre må man sige at Alva Noto’s arbejde under navnet Opto er umanerligt kedeligt, og at det – på en måde – smitter af på den gamle avantgarde-pianist: deres to fælles plader, ”Vrion” (’03 – kåret som årets electronica-album af The Wire) og ”Insen” (’05), er begge designet som post-produktioner og –kompositioner af Alva Noto på Sakamoto’s oplæg og grundkompositioner.

Det endelige lytteindtryk er derfor det lette drys af Sakamoto’s et-fingerspil imellem en ambient-electronica der kommer halsende efter tangenternes udklingen, og derfor fremstår alt for presset af formen – af lige netop den hårde stringens i fingerspillet. Man må dog sige at musikken, som lyttemusik, er stærkt meditativ, ja det her er jo nærmest new age – men hvordan i alverden omsætter man dog en sådan musik, samler de her to adskilte perioder af komposition, til en live-situation?! Og det uden at den aldrende mester falder ned ad skammelen, og uden at den unge knøs får øjenkatar af at følge de knoklede pianofingres sjældne kontakter?! Det her er dog en musik der bør appelere stærkt til dem der er til Brian Eno’s ambient-plader, bestemt.

Er der fire pladespillere i spil siger det vist sig selv at det ikke nødvendigvis bliver ren stening at høre på så fremragende et ensemble som f.eks. Birdy Nam Nam (F); fire franske DJ’s (Little Mike, DJ Need, Crazy B og DJ Pone), laver her – håndholdt, her er kun pladespillere, skal det lige siges – en slags gnidningsfri udsigt fra ekko og rum over mere tung og kantet og break-orienteret scratch og loops. Birdy Nam Nam, der i øvrigt starter deres helt igennem fremragende debutplade (selvbetitlet, ’06 – hør bare her den meditative og stærkt medrivende og repræsentative ”Abbesses”, og du er solgt/pladen er solgt til dig) med at sample oprindelsen til deres navn hos Peter Sellers’ berømte indiske accent fra den uforglemmelige ”The Party” (’68), kan nok bedst sammenlignes med deres landsmænd Kojak, der dog på en lidt mere poppet – læs: på en lidt mere, og typisk fransk, funk-house’et måde – måde blander house, funk og hiphop sammen til det her mix.

På den kompromisløse linje, på den positive og målsøgende måde, skal dertil lægges en fantastisk evne til at få det umiddelbart kantede til at fremstå rundt – DJ’ings svar på cirkelens kvadratur – til at dreje skiven en ekstra gang (!) på jazz-standarter, til at give stor dybde til små bidder af mellemøstlig musik og mystik, på en mørk og filmisk vandring ind i et landskab det kræver talent at male frem – alene med vinyl og spiller, og vi står med et kollektivt talent der i 2002 fortjent gav kollektivet mesterskabet i DMC Battle World Championship.

EX PMX (DK) registrerer møder mellem pop og electro, dvs. electroclash, som han giver igen på egne selvbyggede instrumenter, og det alt sammen på en sær instrumentfri tone. Basis er nemlig nok breaks og rock, men uden de normalt genkendelige besætning på guitar, f.eks. Oveni skal sangene ofte trækkes med en underlig Prince-falset der ikke rigtig klæder den her, i virkeligheden, avantgardistiske lyd. Så går det lidt bedre når også vokalen går gennem maskineriet og kommer ud som robotromantiske sprogblomster i den anden ende. Så fungerer det, og hvem ved? Selv fastholder manden at instrumenterne er designet til både ører og øjne, så måske et par forvirringer i musikken forsvinder ved at tjekke ham (og instrumenterne) ud live?

Det er måske ikke retfærdigt, men sådan er livet: Ms. John Soda (D) har nok melodierne parkeret i den dansable afdeling, Stephanie Böhms (dagligt: keyboards i Couch, marskandisere i tysk krautrock) altid sexede sang er snart lige så anvendeligt til et electroclash-band, som det i næste øjeblik går over i en så stærkt tysk-accentueret sing-speak, at hun lyder som en bedestol ved en seng (og undskyld!).

Under det her stærke førstehåndsindtryk ulmer Micha Acher (bassist i The Notwist; dem med det uforlignelige indietronica-mesterværk ”Neon Golden” (’02) med små introer og staccato-ansatser på sin guitar, skalaer på sit piano, downtempo beats af trommemaskine og synths fra dengang en Commodore 64 nok lignede en brødkasse og, erh, også blev kaldt for ”Brødkassen” – og dertil et originalt sample på de go’e gamle skrivemaskiners tabulatorlyd. Det her, tilsyneladende, ulige møde mellem stærkt iørefaldende og melodisk pop-vokal og rytmiske hakkerier fungerer faktisk forbavsende godt; specielt Acher forbløffer hele tiden med sin timing og sin evne til at sætte satserne, de ellers – på overfladen – uforenelige rytmiske småstykker, rigtigt sammen til den der flygtigt perfekte popmelodi. Bevis: hør den uimodståelige ”Hands” fra ”Notes And The Like” (’06), og så er der fokus. En, i sandhed, ”monumalistisk” perfekt pop-sang.

Bestemt kræs for venner af Lali Puna – hvor Micha’s bror Marcus i øvrigt rumstere med SIT sideprojekt fra The Notwist. OG hvor han selv har en fantastisk kvindelig vokal kørende i Valérie Trebeljahr. Storebror var forbi Roskilde med Lali Puna i ’04, og nu er det altså lillebrors tur til at træde fodspor med den store. Og det vil han gøre godt, tro mig.

Popfjæset

Karakteristik: ”Pop” er jo en afledt af ”populær”, og i den her genre finder man så muzak til livet i overhalingsbanen, akkompagnement til at lette den hårde vekselvirkning mellem forventning og pres på studier og job overfor friheden med venner, kærester og familie. Til det skal der underlægning, og det af så sorgløs en hånd at poppens terapeutiske virkning bestemt ikke bør underkendes: simpel og uforfalsket glæde er, som bekendt, den første grad af lykke. Poppens bagside er så den nemme kalkule: megen musik er sat på formel, hele udtrykket er designet og brand’et så kommercielt at det ofte er under den her genres regimente at man skal bladre finde broderparten af nedsatte cd’er. Men netop den her knivsæg er jo hele pointen, og intet har endnu slået den opløftende genkendelighed der ligger i den gode popmelodi.

Hiphop

Omkring sjældent gode samples (”beats” som de siger i miljøet), rimer manden sine perfekt økonomiserede ord ind, måske ikke helt med den fedeste stemme men dog roterende smukt omkring, i lys af highlight’ede stykker af f.eks. smuk glockenspiel, svulmende orkestermusik, svedende delta-blues og tilrøgede sax-soli. Og spirituals, og ”duet” med Shirley Bassey – i en slet skjult cadeau til Outcast, en slægtsbror. Tydeligvis har vi med et suverænt talent at gøre, og det at han faktisk er sidste tronbestiger i kongerækken fra Nas til Jay-Z, er faktisk en tanke langt bag om slutlinjen: at voksne mennesker der ikke helt har fattet hvad ungdommen dog ser i bagatellen Eminem her kan mødes i fin forbrødring over Kanye West (US), og ikke mindst glæde sig til at få live-versioner af sange fra hans eminente ”Late Registration” fra ’05. Et af årets bedste. Uanset genre.

Manden er pop, men ikke så klæbrig som den ellers endeløse fløderand af r&b’s muzakister; mæthedspunktet er dog heldigvis nået, og selv Boogie-generationen vil nu ikke tage mere pis. Derfor er det bare ekstra smukt at West var manden der, på trods af forsøg på censur fra tv-stationen NBC, tog de sortes parti i sagen om deres negligering i forbindelse med katastrofeberedskabet omkring orkanen Katrina i New Orleans. Her sætter han alle de blegfedes falanks med tyk stadionrock skakmat: hvad West gjorde, ved bare at stå fast ved sin mening, vil bestemt give ham respekt langt bagom den bankbog som bugner hos skabelonhumanister a la Geldof og Bono. Godt set af Roskilde der ellers har ellers har leveret os hiphop-hovednavne af nederste skuffe de seneste år.

Og nu vi så alligevel har øverste skuffe ude: L.O.C. (DK). Og så er der vel egentlig ikke mere at sige, for navnet/brandet alene sælger let den her eneste konkurrent med Jokeren om at klaske baller på tronen af hiphop i DK. Eneste anke er at han nok lige mangler at samle sine kasketter; den sidste perle, ”Cassiopeia” (’05), var ellers fint balanceret mellem fest og modne indsigter og indrømmelser – manden, Liam O’Conner, er ikke af irsk-katolsk afstamning for ingenting, her ved præsten alt: fra sidespring til sindssyge. De selvindsigtsfulde stykker er af nærmest skræmmende høj kvalitet; f.eks. ”Gemt væk”, med sine uhyrligt mørke keys i baggrunden, men den modne L.O.C.’s tredje vej, hans hang til at bruge den amerikanske studietid på sin (første) forkærlighed for sprød west coat-hiphop, klæ’r hverken pladen eller de danske himmelstrøg, supplerer på ingen måde rap pr. det danske sprog.

Men talentet er umiskendeligt, hitsne taler for sig selv, OG: mandens palet kan vise sig at være større end en regnbue. Og det imod sine odds: hans gæsteoptræden med PowerSolo til showet P3 Guld den 14. januar 2005 kunne forudindtaget (for) let stinke fælt af Jay-Z og Linkin Park. Men nej! Nok er/var nu-metalen – den her RENE hybrid mellem rap og metal – stor, men alligevel er den sjældne duet mellem ren hiphop og ren metal er en svær balancegang; nok har samarbejdet mellem Jay-Z og Linkin Park altid været interessant, men ikke altid lige vellykket. Men for L.O.C. og PowerSolo, der mere er til lige dele legesyg og kosmopolitisk såvel som beskidt garage-rock, fungerede det ikke bare godt, det fungerede himmelsk. ”Kat Nazer” er en slasker i øret af en sang der ganske enkelt forpligter på Roskilde.

En anden sidegade er den uimodståelige gæsteoptræden, som rocklærer i lyrik og tourliv, for Børneradioens geniale Rockstarz. L.O.C. jam’er her med Jonny Hefty, laver en genial pastiche på L.O.C.’s  monsterhit og gennembrud i form af den uimodståelige ”Absinthe”. Den bliver så til ”Papvin”, og ganske enkelt en satire-sang der fortjener eget liv på en live-scene. Må de her to fordringer ske – og gerne mere til, så Liam! Se at få gæstelisten blokket ud – og helst med noget så stort at selv en Hanne Vibeke-Holst kan forstå det! En trumf: Jägermeister er fast back-stagesprutsponsor.

Og nu vi så er i omegnen af dansk hiphop var der jo cremen, d’herrer Malk de Koijn, der sidste år tog fri fra ræset og lod tremandsraketten sprænge i det øverste luftrum, det levende hjemsted for den her all-time bedste hiphopgruppe i Norden. Og de tre medlemmer gik sandelig hver sin vej: Geo G lavede Keno-reklamer for tipstjeneste, Blæs B møvede sig centralt ind i det højest succesfulde og finurlige dancehall-projekt kaldet Bikstok Røgsystem, og hvad så med sidstemanden, Tue Track? Tja han lavede sig lidt solo, kalder sig nu Track 72 (DK) og udsendte i ’05 en selvbetitlet plade – der bedst gør sig klædt i vinyl, sture båwser og hornbriller.

Den umulige debut af Tue er nemlig det rene nørd og lir, bare læs op fra denne her liste over kasketter: ”produced, arranged, scratched, synthesized, performed by”. Der står der sgu! Og så er pladen ellers så håbløs at de færreste vel har overlevet at høre den mere end en enkelt gang. Bliver ”spændende” at se hvordan han vil overføre det her faglige snæversyn til en scene.

Og nu vi så ellers er ved turntablism, som jo faktisk er den rytmiske grundnerve i traditionel DJ/MC-hiphop, så er det for alle Tue Track-fans om en hals at tjekke DJ Grazzhoppa’s DJ Bigband (B) ud. De er her 12 (!) ret så uniformerede, hvor ”uniforme” skal forstås som ”anonyme”, DJ’s, en kvindelig vokalist, Monique Harcum, en VJ (”video-DJ”), Zumos del Scumos (!) og endelig en saxofonist, Fabrizio Cassol. Al musik bindes så sammen af Driz, producer og mixer.

Det skal dog siges at hvor traditionel turntablism – med scratch og samples til transforming og beat juggling, er ren barnemos for enhver habil DJ’er – tager det her kollektiv skridtet videre og forvandler de rytmiske passager til noget der, sikkert via Driz’s orkestrering, mere ligner kompositioner end bare breaks og teknik. Dog stadig med en tydelig kant af improvisation.

Alle der så finalen i MC’s Fight Night i Cirkusbygningen i ’05 mellem Pede B (DK) og Kim Jensen kunne tydeligt høre og se hvem der vandt. Kim Jensen havde det totale overtag med linjer så geniale som den her: ”Yo, det’ med dig jeg fucker/ Din so er som en høne; hun sætter sig op på min pind og gokker”, men nej. Der er altså tydelig nepotisme indenfor miljøet, og her er Pede B tydeligvis en der gnider sine fløjlsbukser blanke på lårene af de rigtige. At hans metier er kammeret fuld af rim og freestyle kan let høres på debuten ”Et barn af tiderne” (’05). Her falder rim over hinanden, her er der gjort alt for meget plads – med kedsomhed til følge – for rimenes vej gennem musikken. Foruden at hans flow klart er lige dele Niarn og L.O.C. light – dvs. light-light – er den her skidende spædekalv en battler, og så ellers ikke en kage mere.

Er Pede B en i rollen fastlåst battler er Nemo (DK) den ægte vare, det rene talent. 19 år, fra Næstved, ep ude der hedder ”Junkie” (’05) – ikke pga. stoffer men simpelthen for at lægge et superlativ til afhængigheden af kulturen hiphop. På plade demonstrerer han fin balance og rytme i sine rim, og herfra er ”Låst inde” gået hen og blevet et mindre hit. Et hit han bl.a. (muligvis) har spillet for ingen ringere end Method Man fra Wu-Tang Clan da de begge var på samme program til det genoplivede Pulejam – hiphoppernes traditionelle andendagsgilde, anden juledag fra 1989-99, og nu så igen i ’05. Med en guitar er vi vidne til det glædelige at Nemo sandelig også er med på den nye trend med at have håndspillede instrumenter med på scenen, jf. Lucie Baines, f.eks. En rigtig fremragende ide – sceneriet med en DJ og en MC er simpelthen for tyndt i vore dage.

Og så er der Chris Lee (N) – endelig ikke at forveksle med den følsomme singer/songwriter fra Brooklyn, U$A – men derimod fra Sandvika i Norge. Han er 23 år, har opvarmet for bl.a. Naughty By Nature og Da Alkaholics. Er i det daglige medlem af International Loose Cannons, og – ja, det var det! Cut’n’paste’t fra Roskildes egen side, for han har hverken en side selv eller plade ude. Det giver en besøgende to spor til at følge mandens talenter: 1) Enten er han for fe’, et hit i en undergrund der VIRKELIG værdsætter sine talenter, passer og plejer dem væk fra den altopædende mainstream, eller: 2) Manden stinker, har en manager der trækker både mandens tråde og Roskildes bookere i næsen.

I de her Da Vinci-kode sammensværgelsestider er det på sin plads at foreslå at ”Chris Lee” er den navnkundige norske mafioso supreme indenfor hiphop, the one and only Tommy Tee. Ellers er det simpelthen umuligt at forklare den kryptiske åbner i Roskildes egen beskrivelse, at ”Navnet Chris Lee ringer måske ikke den store klokke i Danmark”. Må man tilføje at han heller ikke ringer den lille? Så ja: det skal såmænd nok dukke et eller andet op der reagerer på kaldet ”chris lee”, men hvem? Men hvad? Og hvorfor?

Med Pede B, Nemo og Chis Lee på linje mangler vi bare Up Hygh (S) for at have hele rosset samlet til Roskildes årlige dyrskue for nordiske hiphop-talenter; det sjove ordspil de selv kalder for ”Nordic By Nature”. Op Up Hygh? Tja, Stockholm-duoen, med de klingende skærgårdsnavne (!) Pure Purpose og Rick Skizzo, spiller så op til en gang urban (bare tænk på målestokken i Usher, så er den vist i vinkel), dvs. en blanding af funk, soul, r&b og hiphop. Der skal her klippes til scrapbogen fra Roskildes egen side: ”Debutsinglen ’Love Dat’ har imponeret folk som BBC-legenden Gilles Peterson [og der var han! Bare bladr tilbage til ”Lyttejazz”, for forklaring] og Mr. Scruff fra Ninja Tune, så fremtiden ser lys ud for duoen”, jamen! Med sådan en multisporet motorvej mod stjernerne hvad skal man dog så med et krybespor som Nordic By Nature?!

Og skal man – for nu bare at hoppe i redningsbådene fra den dødssejler af en showcase vi til næste år vil mindes som ”Nordic By Nature”, og R.I.P på forhånd – barbere Norden ned til Skandinavien, tale om en skandinavisk supergruppe, alle hiphopperes kollektive godfather, er der kun en enkelt aspirant: Looptroop (S) er det stærke kollektiv der tilsammen er ansvarlige for over 40 udgivelser; stor produktion kommer sig jo kun af gensidig inspiration, så her er berettiget grund til at give øre. De er lidt mere rene med deres skratch, og flowet er skiftevis mere konventionelt kantet henholdsvis leveret på et snært af reaggaebeat på bagtungen, men ellers minder de faktisk gevaldigt om danske Outlandish. Begge har de en fantastisk tæft for den gode melodi, for den mest lækre og soul’ede rille i pladen.

Eneste problem: deres rim, der faktisk – sikkert ikke helt med vilje – i afleveringen ofte bringer stærke mindelser om Beastie Boys, er egentlig designet som stærkt politisk indignerede ord til en bedre verden, men forsvinder effektivt i den her tætpolerede produktion. Lækker musik har vist aldrig rigtig gjort sig til revolution, og derfor ender det der var ment som et politisk partsindlæg faktisk med at forsvinde – totalt – i egen ambition. Men lytte- og koncertmusik? Så afgjort, og især det sidste er opøvet over mange års erfaring rundt omkring i Europa.

Og revolution?! Sidste år stormede en vild afroamerikaner ind på scenen, fægtede vildt med armene, drak en flaske cognac, rappede om hvor sej og hvor meget sprut han kunne tåle, fægtede lidt mere med armene og defilerede så brovtende ud med den dårligt iscenesatte scene-attitude der efterhånden er standard hos amerikanske rappere som f.eks. The Game, den glade mand fra sidste år. I år hedder den lystige gøgler så Immortal Technique (US), og selv navnet fortæller jo – plenty, som de siger – om hvad der kan forventes.

En mand fra Peru, opvokset i Harlem og så politisk/aktivistisk bevidst – gæt selv mod hvem, hvordan og hvorfor – at man næsten tager sig til hovedet af rundforvirret kedsomhed. Hør bare efter på mandens standard og floskelmættede eastcoast på ”Revolutonary vol. 2” (’03), og det står pludselig lysende klart hvorfor den her slags gangsta – hvor man, som lytter, partout bare SKAL indlægges til at tituleres som ”nigga” i hver anden sætning – altid kun tilbydes landets børnebiblioteker på den såkaldte ”M(B) Fortegnelse”. Hiphop for voksne kommer tilsvarende på den såkaldte ”M Fortegnelse”.

Mange ord er hermed spildt for alene at komme omkring den handling det er at stå hårløs tilbage af forundring over Roskildes disposition med hvert år at slæbe whigger-hiphop ind – alene til at fodre af under den laveste lavalder. Og så! Skulle man, efter den her mavepumper helt op i hjernen, STADIG have grådighed på mere bøvet amerikansk hiphop, af den slags hvor stickeren ”Parental Guidance: Explicit lyrics” en den såkaldte ”advarsel”, men i virkeligheden er et helt afgørende ”garantibevis” for at man overhovedet kan sælge varen, ja så kan man da checke den mand ud hvis CV siger samarbejder med Xzibit, Eminem og 2Pac: Tech N9ne (US).

Og ved du hvad? Det skægge er at manden, egentlig Aaron Yates, selv blandt inkarnerede fans, selv dem der æder MTV op med øjne af HCA’ske dimensioner, selv her – har manden altid været en joke. En mand der, siger og skriver, siden debuten i ’99 er blevet hypet til at være den næste sællert indenfor bøvert-hiphop. En ståen i stampe som en optræden på Roskilde næppe vil ændre det store ved. Måske han bare skulle tage at gå på Burger King og lære at rappe over hvor mange penge han har? Eller hans venner har?

Reggae

Når vi nu kort forinden ovenfor alligevel har haft Bikstok Røgsystem fremme er det værd at huske at megamonsteriøjethittet ”Cigar” jo havde gæsteoptræden af Natasja & Ragga Pack (DK) – som gæstesolist bare kaldet for ”Lille Tasha” – som artist i eget navn, og med debuten ”Release” (’05) ude, er det stadig dancehall der står med stort på programmet. Og det i en udgave der ikke falder for fristelsen til at blande hiphopsk urban ind over. Det her er den rene dancehall, lavet af en kunstner der brænder for genren, og det en ganske tilbagelænet udgave, hvor tracks som f.eks. ”Bonfire” og, ikke mindst, ”Restless”, hørt med sigte på at spille materialet live, så absolut bør være alibi for en fest fra scenen. Og så har pigebarnet ellers en hel plade ude!

Og, for lige at runde arven fra Bikstok Røgsystem effektivt af på den positive gren, er der bare at anbefale det der må være deres direkte inspiration: tyske Seeed (D), der i sine dancehall-sange er som snydt ud af næsen på Bikstok – måske nok generelt lidt tungere og mørkere, men bestemt af samme aftapning. Oveni har de så en åre af roots, der lyder påfaldende meget af sydafrikansk reggae: det her kunne let være landets stolte søn, Lucky Dube, men – s’føli – også en del hen ad mesteren selv, His Bobness Marley og hans faste backingband, The Wailers.

Endelig har Seeed, og 11 mand høje har de stået på skulderen af hinandens glæde ved musikken siden 1998, en vifte af rytmiske spor kørende på dub, scratch og hiphop-breaks, så alt i alt må det siges at de har hele pakken. Og, vigtigst af alt, så har de en flok gode sange på kontoen. Og det (oftest) på tysk, men skam også på patois og engelsk. På trods af tre albums under vesten er det dog stadig debuten, ”New Dubby Conquerors” (’01), der giver mest igen: bare blandt pladens tre første nummre er der allerede to stærkt repræsentative hits – de fuldstændigt uimodståelige ”Dancehall Caballeros” – som bør sælge varen til enhver med øre på Bikstok Røgsystem – og ”Papa Noah”; og den her sang MÅ simpelthen være den mest fuldfede gang roots hørt udenfor Jamaica og Sydafrika. Nogensinde.

På to’eren, ”Music Monks” (’03), gentager de sig selv + planker skammeligt fra Sly & Robbie, og så på den sidste, ”Next!” (’05), klæder den overdrevent given gas på hiphop-skruen desværre ikke helhedsindtrykket – ja, groft sagt er her faktisk tale om en ret så ordinær hiphop-plade. Desværre. Og ikke nok med er formkurven, på plade vel at mærke – live er rygtet i top, er for nedadgående, men Roskildes foromtale vil sandelig også høre ska i Seeed’s musik. Jamen! Hvor dog?

Rock

Skal det være lettere alternativ rock går de unge og glade med sikre danseben til fadet når Kaizers Orchestra (N) spiller op. Live er rygtet i top: deres finurlige blanding af folkemusik, gerne den skramlede og kaotiske slags fra Balkan, og mere traditionel rock har nu haft sig et spændvidde på tre plader, der faktisk alle lyder rimeligt ens. Her har vi sandelig at gøre med et band hvis scenerygte så absolut har overhalet deres studieproduktion. Deres såkaldte ”ompa-rock” kompleres på en scene af olietønder som slagtøjsinstrumenter, gasmasker som gadgets osv. Men hvorfor kommer de nu igen? De seneste år har man ikke kunnet nærme sig en dansk scene uden at de her nordmænd har ligget og vredet sig rundt deroppe. De er kort og godt overeksponerede – og selvom deres aktuelle udspil, ”Maestro” (’05), faktisk er deres bedste er den det fordi den har fokus, ikke stritter op i (alt for) mange bolde i luften. Helt modsat deres live-show, så hvorfor?

Skal det være traditionelt, og hvorfor ikke?, har årets festival yderligere to navne afsted med langt mindre scenegejl, men så meget desto mere med musikken i centrum, første navn: Bellowhead (UK). Irsk folkemusik krydser her klinger med ganske ordinær rock; deres eneste udgivelse ep’en ”E.P.Onymous” (’05), retfærdiggør egentlig ikke en større optræden udenfor den nærmeste irske bar. På pladens fem numre, hvoraf de to er instrumentale, er der faktisk ikke et eneste nummer der føjer noget nyt til den rige irske sangskat og –tradition – det skulle da lige være de sjældent hørte stærke balkan- og klezmerinspirationer på ”Copshawholme Fair”. Eller de slet skjulte galanterier overfor Robert Plant på ”Prickle-Eye Bush”, men faktum er at et stærkt live-rygte gav dem BBC’s pris for bedste folk-live-act i 2005 – og at toner fra den Grønne Ø altid er garant for festivalstemning på øl og dans er jo egentlig alibi nok for at nyde musik fremfor den improviserede post-apokalyptiske scene-show der tapes over på scenen fra Norge. Ører! Fremfor øjne. En festival skal jo ikke være et visualiseret totalteater på MTV, vel?!

Endelig, blandt folkemusik i klinge med rock, er der danske Solár (DK), der er langt mere rocket end både Kaizers og, specielt da, Bellowhead – faktisk minder derest rockudtryk, på sangstil og driften i musikken, mest af alt om de sørgeligt oversette tyskere i Terry Hoax, men måske en sammenligning med norske Gåte er bedre. Begge steder blandes den mest levende spillemandsviolin nemlig op med en sammenbidt rocklyd og en organisk drivende gang electro. Det her er hoppemusik – af præcis samme aftapning som Gåte, der jo i 2003 fik hele Ballroom til at leve som et hele. Og mon ikke det samme sker med Solár, der i oktober ’05 kunne hive LiveContest 2005 prisen hjem – arvtageren for DM I Rock, s’mænd.

Pop

Sterling (DK) er selveste missing link mellem pop og indie, men vakler alligevel lige durk i gryden af lette løsninger fordi de simpelthen mangler den selvstændighed der skal til for at blive sluppet løs, sådan rigtigt, over for et ”seriøst” publikum; i 2002 fik vi de her glade synth-poppere godt op til øret gennem DR’s KarriereKanonen. På årets plade, ”KarriereKanonens bedste”, var Sterling klar med den fantastiske ”Rødvin” og, minsandten, om ikke den optrådte, i endnu bedre udgave, på debuten, ”Stille danser Mama Sjus” (’05). Nu som ”Rødvin2004”, og lige i halen: den næsten lige så gode ”Lyssværd”, bandets svar på Nephews – og de kunstneriske fætre, i øvrigt – ”En Wannabe Darth Vader”? Måske.

Hvis vi ser glad synthpop med en udfarende og power-poppet vokal som et bord, sidder Johnny Deluxe på siden for de flove løsninger, Sterling på den anden side, der hvor der i det mindste er tænkt lidt over hvordan man rammer et mål, men! På trods af alt er skruen nu alligevel i bakgear, for med det seneste udspil, ep’en ”Estadio Camp-let” skal vi trækkes, via næsering og gennem søl og plutte, gennem først Brian Eno’s ”Needle in the Camel’s Eye” (’73), der senere fordanskes, af TV2’s Steffen Brandt, til ”Hvor er du nu” (’82) og så endelig dukker op hos Sterling som ”Ubesvaret opkald”. En slet skjult kliche, og – meget apropos, pakket ind i lyd af netop Kliché. Må man tillade sig at spørge om vej og retning? Her er i hvert fald et band der sørgeligt er faret vild, nu åbenbart sidder håbløst fast et sted på Dyrskuepladsen i Roskilde. Samaritter!

Og skal det nu være af øverste skuffe? Og skal den her artikel overhovedet have en mening, leve op til sit krav om at levere rejsning til forfald, ja så er der her et trumf at smide: franske Phoenix (F). Deres tre plader, ”United” (’00 – bare hør ”Too Young” eller ”If I Ever Feel Better”), ”Alphabetical” (’04 – bare hør ”Everything Is Everything” eller ”Run Run Run”) og den aktuelle ”It’s Like That” (’06 – der ikke har nogle egentlig ”hits”, men til gengæld holder et mere sammenbidt og højt niveau hele vejen igennem, måske ”Sometimes In A Fall” er repræsentativ?) er alle så lækre i deres komplette brug af det bedste fra pophistorien, den totale kontrol af f.eks. disco og synths, at man umiddelbart tænker på fransk funk-house som f.eks. de samtidige Daft Punk.

Men forskellen er jo at det her er håndholdt, at det her er glæden ved den gode melodi, at det her indbefatter sang og rigtige musikere – i et så hudløst miljø her vil enhver ansats til talentløshed ganske enkelt skråle dig op i ansigtet. Og Phoenix svigter da slet ikke, er så absolut et af de fede kryds i kalenderen – der i øvrigt mangler danske Diefenbach, hvis seneste, ”Set & Drift” (’05), nok er unik i Danmark, men samtidig viser at de tydeligvis har haft ørerne godt nede over Frankrig. Og mon ikke de har haft ørerne i maskinen hos Phoenix?

Og tæft for pop? Og det på et bagtapet af funk-house? Her er der pludselig en tydelig og glidende overgang fra Phoenix til Jenny Wilson (S) og hendes samlende update på 70’er soul, 80’er pop og alle senere fodnoter via funk-house. Debuten ”Love And Youth” (’06) er en afvæbnende og aldeles charmerende plade fra den tidligere First Floor Power sangerinde; endnu et af de mange gudsbenådede indie-kollektiver som Sverige har produceret som var scenen sat i speed under Volvos samlebånd. Hendes stemme er egentlig ikke det helt store, mest markant er hendes karakteristiske Kate Bush’ske vibrato, men det gør jo som bekendt ikke stort i et indie-band, men holder det her? Ja! Og stort: grænserne er nok tydelige, men så meget desto mere respekt for hendes fantastiske evne til at manøvrere sig rundt – til maksimal effekt indenfor de grænser, og midler, hun har sat op om projektet. På mange måder kan man sige at hun er en mørkere og mere regulær og håndspillet udgave af Moloko. Og så taler vi jo ellers automatisk om førsteklasse.

Dansetten

Karakteristik: Det er jo bestemt den letbenede electronica der er i forhånd mht. at kridte dansesko – drum’n’bass, trance, house, bigbeat osv. Men bestemt er verdensmusikken også godt fremme i (danse)skoene, ja faktisk er det meste verdensmusik langt mere funktionelt indrettet, noget mindre intellektualiseret, end vi har for vane at gøre med vores musik her i Vesten. På populærmusikken kan vi dog også selv finde ud på gulvet, og en hel del af poppens anvendelse er jo at træde hitlister under fode med de letteste dansetrin. Samtidig skal man ikke glemme ska, den hurtige afdeling af reggae. Så dansemusik? Det er der hvor skinkerne er sansernes første seismograf, kommer før ører og hjerne. Simpelthen.

Dans til instrumentering

Hvad er en fest uden den evindelige dobbeltcd ”Hits Of The 80’s”? Og hvad er fremtidens opsamling, ”Hitz Of Da Zeroes”, uden Franz Ferdinand (UK) og deres gennembrudshymne ”Take Me Out”? For at komme fremtidsforskere i møde må man forstå hvorfor musikmagasinet Gaffa havde Franz Ferdinands debut af samme navn som en suveræn nr. 1 i ’04, men at næste års opfølger, ”You Could Have Had It So Much Better”, kun stemplede ind på plads nr. 35. Ja, forklaringen er uhyggelig simpel: de her skotske wunderkinds har nemlig kun den her ene melodi i plektret: danseskoens, og det på en ret linje mellem danserytmer og guitarrock, på lige dele engelsk hitmelodi anno 60’ernes Kinks, f.eks. OG, meget passende egentlig, den første retrobølge tilbage til den her guldalder i form af postpunk a la The Jam, f.eks.

Grunddeklarationen er altså ikke den værste, bestemt en svingom værd. Ja, bare det at teens er begyndt at gå med deres t-shirts er faktisk lettere opløftende for enhver forstokket misantrop. At musikken så kronisk lider under flødeskumskagesyndromet, for meget er hurtigt for meget af det gode, er så en anden sag – ja, nok den vigtigste, og at de derfor har malet sig selv op i det snærende hjørne er bandet selv godt klar over: angiveligt vil de prøve med noget akustisk guitar på deres tredje plade. Jamen! Når nu deres gamle down-tempo sange, ”Fade Together” fra den seneste f.eks., stinker, må man bare bryde ind mellem de brede smil (fra især pladeselskabshajerne bag) og klart sige at akustiske instrumenter næppe vil berige med meget andet end en kunstnerisk gravsten. Med indskrift af slettet hukommelse.

Vil man have den rene vare, dans minus et meget umage image som ”alternativ”, så behøver man bare at gå til købmand hos Scissor Sisters (US), der er ublu marskandisere med dans og fest, og intet andet, og har faktisk gjort det fint på lige dele glam, retro og electro siden gennembruddet i ’04 med coveren af Pink Floyd’s ”Comfortably Numb”, siden fulgte den lettere råbende ”Take Your Mama”, og meget mere var der faktisk ikke tilovers til huskeren fra den selvbetitlede debut. Deres gennemførte funk på disco og dans afslører også meget fint at bandets medlemmer er til eget køn, og – ikke mindst – at man dertil, hvis man er pige, ikke ligger i ske, men i saks. Get it? Pointen hamrede sig allerede ind på lystavlen i ’04 hvor de sidst var forbi og lukkede Grøn om søndagen. Og joken? Prologen til pointen? Den er siden gået hen og blevet gammel (og, tør man sige det?, uklædeligt hjulbenet).

Og her er det bare totalt i orden at indsætte en bisætning, for Infadels (UK) spiller skam også en slags glam-pop-dance på masser af 80’er synths, 80’er hooklines, lidt funkguitar, en typisk letvægt ska a la The Clash blandet op med ærkeengelsk new wave som The Fall lavede, eh, stadig laver den. Og virker det? Nope, deres debut ”We Are Not The Infadels” (’06) er, måske undtaget den – og det skal da snart indrømmes – lidt søde ”Girl That Speaks No Words”, ikke så meget som en bisætning værd. Den fik de så alligevel. Og så ellers ikke mere kridt til dem.

Og hvad så ellers med endnu mere pop-alarm, og det gerne med max. fjollealarm, på samba, funk, reggae og hiphop? Så er den dårlige joke på Junior Senior (som, skal det retfærdigvis siges, også selv var/er en joke) Vincent Van Go Go (DK) da bestemt anbefales. Hittet ”Girls” lyder så langt fra et dansk band som overhovedet muligt: meget lig den fremragende Pato, men bare har vi med Vincent Van Go Go en lyd der ikke er dansk – på den ufede måde. Den rendyrkede og verdensfjerne popsang lever ikke bedre end mellem hænderne på de jubelglade sommertilbedere i Vincent Van Go Go. Ja, kan de mon overhovedet spille i regnvejr? Nok det kun andet spørgsmål man kan finde på at stille dem efter et rungende: hvorfor?!

Og så lige, og det sagt med al mulig respekt, en lille indskudt forsikring til alle pop- og danseglade homoseksuelle: ja, Scissor Sisters, Infadels og Vincent Van Go Go ER klubbernes typiske floorfillers. Og for alle andre med uforfærdet hang til cheasy disco-tamtam, skal man da lige sige. Og de næstbedste bud efter at Kylie og Madonna ikke rigtig havde plads i kalenderen.

Til den her lille gruppe, som straks dedikeres til den herlige gruppe af bøsser i guldtights og pink boa der stod kronisk fastlåst i dans bagest til !!!’s koncert i 2004, skal da også knyttes Tiga (CAN), hvis musik nok ikke er baseret på almindelig orkestrering, men alligevel har et ”håndholdt” udtryk, er nøjagtig lige så god en gang fremragende 80’er klubstemning, electro, soul, funk, acid house, electroclash, rave og opdateret disco som Les Rythmes Digitales (projektkoordinator bag den nye Madonna og hendes ”Confessions on a Dancefloor” (’05)). Stærke gener altså til hofter, ikke mindst, og alt derunder. Tiga har, i sin egentlige egenskab af DJ og producer, bl.a. lige netop remixet Scissor Sisters massive hit ”Comfortably Numb”. Det skal derfor lige siges at Tiga også har en ”seriøs” side af sit arbejde, der hvor han remixer mere langhåret electronica, laver eksperimenterende house. Den side er måske nok den mest dominerende i hans produktion, men nu hvor den aktuelle ”Sexor” (’05) er det rene disco, må man bare formode at det er den Tiga, der møder op. Så bliver der nemlig ikke bare enedans/rave på stedet, men den rene fest, looove og fællesdans. Og så lige, for at få den på det rene, til de her fire navne kan heteroer altså også være med. God fornøjelse til jer alle!

Frankrig har jo altid været smeltedigel for verdensmusik, specielt fra Afrika, men landet er også, med en vis udveksling fra Spanien, ophav til Manu Chao og til Sergent Garcia (F). Her en så stærk dansabel salsa på skiftevis afro-cubanske rytmer og en tydelig reggamuffin-understrøm (af dem selv, og meget originalt (!), kaldet for ”salsamuffin”) at man ikke tror sine gene ører: at det her band faktisk kommer fra Paris. Bruno ”El Sargento” Garcia er dog født i Spanien, og derfor er teksterne så langt overvejende på spansk, hvilket bare giver endnu mere af den helt rigtige latin-feel igen – der til overbevisning trylles over i dans af hans faste band Los Locos del Barrio (spansk: de tossede fra ghettoen), der undervejs, med start i ’97, er blevet udviddet fra seks til tolv mand høj. Alle Manu Chao fans kan roligt stige ombord, men skal dog lige have en advarsel med i købet: det her er oplevelsesmusik, og bestemt ikke – modsat Manu Chao – den store plade- og lyttemusik; et nummer som f.eks. ”Acabar mal” fra ”Un poquito quema'o” (’99) er en af de helt store undtagelser på bandets fire plader. Altså i (også) at være uimodståeligt medrivende i studieudgaven.

Verdensmusikalsk er der et par ”rene” genrer der bestemt alle glimrende sammenspillede, men egentlig spiller så traditionelt, og ikke gør det store indtryk på plade, at de alene er værdige repræsentanter for deres respektive stil, ikke så meget egne talenter. Salsa? Mercadonegro (INT), tre unge musikere fra henholdsvis Cuba, Columbia og Peru der mødtes i Europa om salsa’en. Har tidligere spillet sammen med så store navne som Carlos Santana og Celia Cruz, og leverer levende musikken, uden moderne fiksfakserier i øvrigt, til den dansestil der hidtil har været den mest populære på aftenskoler i Danmark – den noget mere tætte og erotiske tango er stille og roligt ved at tage over.

Samba? Forró er samba-country for nordestinos, arbejdere med rødder i slavekultur fra Afrika, nu omsat til musik fra Nordøstbrasilien. Her har Cabruêra (BRA) siden 1998 blandet den her lokale samba-stil, hvor især harmonikaen er central, op med mere vestlige toner af jazz, rock, drum’n’bass (håndholdt!), reggae og funk. Til et forbløffende mix – måske især fordi bandleder og guitarist Arthur Pessoa er ikke så lidt af en guitargud. Det høres bestemt på plade hvor mange af hans ting faktisk lyder helt elektroniske. Hemmeligheden?  En dag samlede han en simpel kuglepen op og strøg den op og ned på guitaren der straks gav ham en lyd igen der nærmest minder om en lige parring af en cello og den enstrengede brasilianske berimbau – i øvrigt det instrument der bruges til at holde rytmen til den brasilianske kampsport capoeria. Alt sammen uhyre spændende og specielt.

Dans til instrumentering og elektronik

For at ikke bukserne skal sprække kommer Radio Soulwax Nite Versions Live, 2 Many DJs, Justice (B) teksten fint til undsætning: brødrene David og Stephen Dewaele håndspiller nemlig som rockoutfit i “Soulwax”, og kan så gå på scenen som mash-up DJ’s som “2 Many DJs”. Yderligere udgiver de plader på begge sider af deres image: og på den måde er Soulwax’s “Any Minute Now” (’04) så mash-up’et – dvs. stilen hvor to numre mikses sammen til et enkelt, men hvor de to oprindelige numre stadig er let genkendelige – til pladen “Nite Versions” (’05). Så her er altså tale  om egne rocknumre i samtale med pop-klassikere fra disco til dance.

En anden fin indgang kunne være den tidligere DJ og producer Guy Hatfield, aka Hyper (UK) – der dog nu optræder som fuldt band på at rulle electronicaen tilbage fra hans udgangspunkt i leftfield/breakbeat, der jo igen havde udgangspunkt i rockens strukturer – og nu altså tilbage til rocken! Og hvordan lyder det her så? Tja, hvis man siger en gang ufarlig Prodigy-klon er man vist ikke helt galt afmarcheret på de tunge breakbeats, den monotone rave-bas, masser af tofingers synth-electro og så ellers de statement-agtige vokaler. Og hvorfor mon dog lige Prodigy? Måske fordi Hatfield’s band, der centralt også indeholder medproducenten Ronnie, også indeholder to ex-Prodigy folk i form af Leeroy Thornhill og Jim Davies? Nemlig!

”Electroclash” er den stærkt anti-kunstneriske pop-kulturgryderet af lige dele electro, punk, disco og meloditæft fra 80’erne. De fremmeste numre har det med at være standout one-hit wonders – Miss Kittin’s ”Frank Sinatra” og Peaches’ ”Fucking The Pain Away” er bedste ren pop-skabelon i al evighed: massive hits, men pladerne? De er ikke noget at snakke om, og omvendt: er en electroclash-plade fremragende har den ikke de store hits – således f.eks. pionererne Fisherspooner og deres plader. De er komplette – minus de store hits.

Hvad de færreste, udenfor miljøet, har opdaget er at Danmark faktisk har et band af international klasse som BÅDE liveband OG som pladeproducenter. Vi taler her om Geeza og deres mesterværk ”This is Beyond Critism” (’05), vi taler om deres dansefest til Roskilde, i regnen, i ’04. Og pointen? De kommer ikke! Men det gør landsmændene WhoMadeWho (DK), der ligedeles er i sin egen klasse mht. originalitet: masser af funk, af disco og –kugler, frasering der snart er lækker og blød, snart høj og indierocket – et godt bud på en dansk tribute til på Stuart Price aka Jacques Lu Cont aka Les Rythmes Digitales aka manden bag Madonnas sidste smash, ”Confessions On A Dancefloor” (’05). Kan man lide den går man ikke helt galt i byen mht. den her lyd, der bedst kan karakteriseres som proto-electroclash.

Bestående af medlemmer fra suveræne Filur, marskandisere i house, funk og lounge, og det ligeledes funk-baserede pop-band Garbo, er WhoMadeWho nemlig en overlegen øvelse i popmelodisk artisteri – med melodierne (Garbo) og dansen (Filur) kørende som et urværk op og ned ad rygraden. Og forvent så endelig cirkelen rund: Geeza optræder nemlig på WhoMadeWho’s selvbetitlede plades (’05) sidste track – og følgende med en gæsteoptræden på Roskilde, mon?

Og nu vi så er ved discoretroudtrykket indenfor electroclash er der bare at sige at Goldfrapp (UK) ligeledes melder sin ankomst. Og ja: det var faktisk hvad der var at sige, for hendes plader er ganske enkelt uforståeligt kedelige, hendes videoer på MTV er en gåde – f.eks. den sidste, ”Ohh La La” fra det sidste album ”Supernature” (’05); hvad skal det til for?! Uanset hvordan man vender og drejer sig foran højtaleren er, og bliver, hun ganske enkelt en skizofren entitet fanget mellem de klare roller som ENTEN diva ELLER popdronning (med masser af lån i banken ”Laid Back”, i øvrigt).

Det hele miks koges så på en ganske irriterende tendens til at rode rundt under tyverialarmer der lyder gevaldigt som whistleblowers for salige Suidice… Og derfor skal det siges: at det kunne være spændende at møde den pladeselskabsmand der har formået at gennemføre det her fupnummer. Han er i hvert fald dygtig, kan sikkert rulle sin sushi rundere end gennemsnittet. Og endelig: hvor er Ladytron? Med ”Witching Hour” stod de, suverænt,  med 2005’s så klart bedste electroclash-plade – hvem har f.eks. ikke hørt den suveræne radio-single ”Destroy Everything You Touch”? *Bladrer i det officielle program, finder dem ikke* Hvor er de?!

Dans til elektronik, DJ’s etc.

Årets største techno/DJ-navn er klart den minimalistiske deep-house gud Ricardo Villalobos (D/CHL), der formår den udsøgt sjældne kunst det er at bygge bro mellem ben og hjerne, gøre det efter de store har gjort i Detroit i mange år; lave en perfekt og troværdig blanding på techno og house, simpelthen koge et imponerende overskud af ideer helt ned til den ægte IDM (Intelligent Dance Music).

Selv flygtede han til Tyskland fra Pinochets diktatur og har siden været hele registret igennem: en beundring før mørkromantikerne Depeche Mode i 80’erne, så i 90’erne under vingerne af Sven Väth, guru og mentor for Frankfurt-house, og har ellers siden været udvalgt toastmaster udi festen på Ibiza. Mandens musik kan nemt minde om trance, men er altså bare en stærkt dansabel og gennemtænkt omgang på de dygtigste pladespillere der overhovedet kan opdrives. Og hvis nu ikke mandens rygte vil vide at han gerne tager sig en drink eller to mere end timing og øjemål til den forfinede kunst at finde riller i vinyler kan klare? Ja, så ville det her være et must.

Ingen electronica-samling er sig selv hvis ikke den har ”Superdiscount” (’98) stående. Superdiscount feat. Etienne de Crécy, Alex Gopher and Julien Delfaud (F) var dengang i stormens øje af den hypede franske house – bare tænk Cassius, Daft Punk og St. Germain – og selvom den første plade efterhånden har nogle år på bagen er dens piskende tech-funk, electroen med et glimt i øjet, stadig noget der holder den dag i dag. I 2004 kom så opfølgeren, ”Superdiscount 2”, s’føli, men her må man sige at der går lige lovlig meget electroclash i mikset, der kun kender en vej: fuld skrue. Og fuld skrue? Opskriften live! Skal ses.

Er man, meget apropos Superdiscount i øvrigt, til den gulvrystende disco-house a la Armand Van Helden,  Daft Punk og Basement Jaxx er veteranen DJ Sneak (US) noget nær det første led og, i hvert fald, en legende og inspirator for de tre førstnævnte – hans såkaldte Sneak Style er ligeledes frontløber i den anden bølge af fortjenstfuld chicago-house. Her er fylde på krop, bas og rytme – og Ibiza! Og Ibiza? Lænende op ad stort set samme stak plader finder vi så her Steve Angello & Sebastian Ingrosso (S) – eneste forskel er at bør tilføre visitkortet et ”producere”, men så er samme historie stort set også fortalt. Bonus: nogen går til en fremtidsforsker for at få et pift i tøj og stil, andre kigger bare på deres ophav, og har man efternavne som f.eks. Angello og Ingrosso hvad er så mere lige for end at skamride ordet mafioso? Mama mia! Den ”svenske house-mafia” var født. Og sådan sparer man ellers lidt ind på bankrådgiveren og/eller stylisten.

Indtil for nyligt boede ”The Queen Of Breaks” ganske passende i Brighton, men er nu flyttet tilbage til fødebyen London. Det var nemlig i badebyen Brighton at den stærkt rock-relaterede genre breakbeat slog igennem i midt-90’erne på byens eget selskab, Skint Records, med ikke mindst genre-gigant nr. 1, Fatboy Slim, i selskabet. Allerede i 1970 (!) blev den nu 64-årige (!) Annie Nightingale (UK) BBC Radio 1’s første kvindelige DJ, og har siden ’97 specielt langet breakbeats over disken, men såmænd også blandet godt i med både lidt future-funk og tech-house. Ved siden af sit faste arbejde – nu kørende på årsværk nr. 36 (!) – rejser hun verden rundt med et sæt der jævnligt bringer hende til Los Angeles, London og Paris, men såmænd også til Bagdad – og nu Roskilde!

Indie/electropop: Ms. John Soda (D) ; Kudu (US)

Reggae: Seeed (D) ; Fat Freddy’s Drop (NZ)

Rock/punk: 200 (FO) ; The Ex (NL) ; Lagwagon (US) ; Mad Caddies (US)

Verdensmusik/etnopunk: Gogol Bordello (US) ; Zdob si Zdub (MDA)