Annika Norlins seneste udspil More modern short stories from Hello Saferide er som titlen antyder udgivet i det regi, sangerinden benytter til sine engelsksprogede værker: Hello Saferide. Om man foretrækker Norlin på svensk (under navnet Säkert) eller på engelsk er en smagssag; men der er næppe nogen tvivl om, at teksterne bliver mere hudløse, mere direkte ærlige, når den svenske sangerinde skriver og synger på sit modersmål. Til gengæld giver det engelske sprog en distance, som gør det muligt for Norlin at beskæftige sig mere bredt almengyldigt med emnerne - og det er netop, hvad hun gør på More modern short stories ... (uanset at alle sangene indeholder ordet "I").
Det betyder naturligvis ikke, at teksterne på den nye cd af den grund er mindre interessante eller vedkommende end teksterne i Säkert-regi - de rammer bare ikke helt så præcist som de svensksprogede tekster. Men der er bestemt tekstmæssige perler imellem de nye sange. F.eks. er indledningsnummerets idé med at beskrive personer ud fra deres lighed med forskellige sangtitler ganske sjov og rummer også en utraditionel indfaldsvinkel - og mindre interessant bliver det ikke, når det af sangteksten fremgår, at sangerindens idealperson er som "God only knows".
Der er vel ikke så meget overraskende i, at fortælleren i sangen har kendt en person, der var som "Anarchy in the UK" - men at trække Brian Wilsons gamle hæderkronede klassiker fra 1966 frem i lyset igen og nærmest give sangen helgenstatus er elegant set: "every time it's over, I want to press play again, but the only difference appears to be I can force it on one of you, and on the other I can't". Men så er det da godt, at vi har sangen!
"God only knows" fra Pet sounds-albummet er et af højdepunkterne i Brian Wilsons omfattende produktion, og man kan med en vis ret hævde, at lederen af Beach Boys aldrig har været bedre end her. Annika Norlin har helt sikkert en musikhistorisk pointe i sin nye sang. Men Wilson selv var jo ikke tilfreds med at have skrevet sin måske bedste sang til sit måske bedste album i karrieren allerede som 24-årig. Det skal man selvfølgelig heller ikke være - der er altid nye horisonter at stræbe og længes imod. For Wilsons vedkommende blev det nye pejlemærke en udgivelse, der skulle være perfekt på alle måder: den legendariske Smile.
Som alle med blot et perifert kendskab til Wilson og Beach Boys vil vide, blev Smile ikke efterfølgeren til Pet sounds. Det blev derimod Smiley smile, som imidlertid langt fra var den plade, Wilson havde forestillet sig som sit ultimative mesterværk - og siden blev Smile-projektet gemt længere og længere bort i arkiverne, mens Beach Boys udsendte en stribe mere eller mindre udmærkede - men aldrig dårlige - LP er op igennem 1970´erne og 1980´erne. I 2004 blev Smile imidlertid omsider udsendt i en form, der lignede det, Brian Wilson i sin tid forestillede sig, og den samlede musikverden kunne omsider lytte til det perfekte mesterværk, efterfølgeren til Pet sounds.
Det er næppe for meget sagt, at tiden ikke har været særlig nådig ved Smile. Pladen virker overproduceret, mange af numrene fremstår som rene fragmenter, og helheden forekommer mere end en smule prætentiøs. Det kan så være, hvad det være vil - vi har jo stadig Pet sounds og "God only knows". Der er imidlertid en del, der tyder på, at udgivelsen af Smile har haft en helt anden, særdeles nyttig funktion ud over den at give verden adgang til et tabt værk: nemlig den funktion, at den forsinkede færdiggørelse af værket omsider har fjernet en enorm byrde fra Brian Wilsons skuldre og dermed har givet ham mulighed for atter at lade den oprindelige kreative kilde få frit løb igen.
I 2004, faktisk kort før udgivelsen af Smile, gav det sig udslag i den udmærkede, men langt fra exceptionelle Gettin' in over my head. Og i 2008 var præstationspresset tilsyneladende lettet så meget fra Wilsons skuldre, at han nu omsider var klar til endnu et mesterværk med samme ambitionsniveau som Pet sounds - den netop udsendte That lucky old sun. (Det er naturligvis gætteværk fra min side, når jeg indlader mig på at udtale mig om motiverne til og bevæggrundene bag Wilsons pladeudgivelser. Men faktisk peger flere udtalelser fra de medvirkende musikere på den nye cd i samme retning, som man kan overbevise sig om ved at se den medfølgende dvd til That lucky old sun. Der er flere af musikerne, som er inde på den samme tankegang, enten direkte eller mellem linjerne).
Den nye udgivelse er dog næppe et bevidst forsøg på at konkurrere med et tidligere værk, det ville også være meningsløst. Men når man hører de nye sange, er det alligevel tydeligt - i hvert fald for denne lytter - at det er en mindre presset og en mere umiddelbar sangskriver, der står bag den seneste Brian Wilson-udgivelse.
Den gamle Beach Boys-stemme har ikke længere helt den samme spændvidde som tidligere, og der er måske ikke nogen "God only knows" blandt de nye sange. Men That lucky old sun udstråler til gengæld en livsglæde og en musikalitet, som vækker stærke mindelser om den "gamle" Brian Wilson, og så kan man vist ikke ønske sig meget mere. Prøv at lytte til den 66-årige musikers varme hilsner fra et solbeskinnet Californien i sange som "Good kind of love" og "Forever she'll be my surfer girl" og oplev noget af den varme, den netop overståede sommer her til lands ikke helt formåede at levere. Med Brian Wilson på pladespilleren bliver det alligevel sommer i år. Og Annika Norlin får nogle nye gode venner på sin liste over sangvenner.
