Oasis er dårligere end deres egen selvforståelse og bedre end deres rygte. Når Liam Gallagher som i Gaffa (okt 08) proklamerer at bandet er i samme klasse som The Beatles og Pink Floyd er det lige så højt over overliggeren som Elkjær i EM 1984, men når visse kritikere rubricerer Oasis efter 1996 som værdiløst genbrug, er der til gengæld tale om en overdreven degradering, der langt fra yder musikken den respekt den fortjener.

Fra venstre, sangskriver og storebror, Noel og sanger og lillebror Liam Gallagher

Ingen tvivl om at Oasis storhedstid var midt-90erne hvor de stormede ind på al verdens radiostationer og hitlister og pludselig rettede det globale rockfolks fokus mod Manchester, England, frem for Seattle, USA, hvor kikkertsigtet nærmest havde låst sig fast i en årrække. Britpop, med Oasis og rivalerne fra Blur i front, var et tiltrængt musikalsk pusterum, der bragte melodi og klassiske britiske musikalske dyder på banen igen. Ingen så larmende og brovtende som brødrene Liam og Noel Gallagher fra Oasis, der turede frem med uforfalsket kærlighed til The Beatles og gav lige så rendyrket finger til snart sagt alle på samtidens musikscene. De forstod om nogen arrogancens og selviscenesættelsens kunst, og bidrog med dagligt gossip til rock- og andet tabloidpresse, enten om harske udfald mod konkurrenter på scenen, eller om interne stridigheder - og gerne regulære slagsmål - ofte mellem brødrene selv. De var den jævne mand og fodboldfans band, der var til at forstå og synge med på, helt i tråd med brødrenes arbejderklassebaggrund og Manchester City tilbedelse.

Debutsensationen  Definitely Maybe fra 1994.

På nye gode flasker

Men der havde ikke været basis for den mediestorm som tilfældet var, hvis ikke musikken havde noget at byde på - og det havde den. Arven fra The Beatles har fra dag 1 været  uløseligt klæbet til Oasis, men sjældent var gammel vin leveret på så nye og gode flasker som på debutalbummet "Definitely Maybe" fra 1994. Liam brøler fra første nummer, 'Tonight, I'm a Rock'n'Roll star! , og det var netop hvad han var- en vaskeægte rockstjerne. Albummet var spækket med perler som Live Forever  og Up in the Sky og på opfølgeren året efter (What's the Story)Morning Glory cementerede bandet sin stjerneposition med klassikere som Some might say, Wonderwall og Don't look back in Anger. Der var fart, fremdrift, kaos og kvalitet omkring gruppen, der brændte sit lys i begge ender for fuld skrue. Her var tale om ægte fanhysteri som ikke kunne siddes overhørigt, hvilket blandt andet kunne opleves i K.B. hallen 1995, det tætteste undertegnede nogensinde har været - og sikkert kommer - på en Beatles koncert. Oasis var på alles læber, øjne og øregange.

Skuffelsen

Så alle sejl var sat til da Oasis i 1997 landede sit tredje album Be Here Now, der igen var et mediecirkus uden sidestykke. Indholdet leverede dog langt fra op til indpakningen og var lidt af en musikalsk maveplasker. Der var ganske enkelt gået for meget kokain, almen partytime og musikalsk arrogance i foretagende. Friskheden og de fangende hooks var væk, i stedet kom et bedaget album fra en gruppe der syntes fanget ind af deres eget selviscenesatte medievirak. Kritikken var nådeløs, også internt,

                                                                                       (What's the Story) morning Glory fra 1995

sangskriver Noel Gallagher betegnede for et par år siden Be Here Now som bandets dårligste til undertegnede. Det var vand på mange kritikeres mølle, der udelukkende så Oasis som et korttidsholdbart Beatles 'rip of' uden originalitet og kvalitet. Originaliteten har heller aldrig været Oasis' stærkeste side, men Noel Gallagher - og med tiden også broder Liam og andre bandmedlemmer - har evnet at skrive melodiøse og rockende tunes, der holder.

Udlandet på retur

Efter Be Here Now fulgte den psykedeliske og til tider noget slappe Standing on the shoulder of Giants. Oasis havde tidligere hittet globalt, også i det for engelske rockbands så sjældent erobrede territorium, USA, men på dette tidspunkt var amerikanernes - og store dele af resten af rockverdenens - begejstring for de gavflabede brødre Gallaghers musikalske meritter til at overse. Hjemme i England var - og er - de fortsatte urørlige superstjerner. Men i det brede udland var Oasis kommet som den frelsende sensation som alle elskede for at blive skudt ned som faldende stjerne få år senere.

Men Oasis er bedre end sit med årene blakkede rygte. Vel er der langt op til såvel 60ernes største giganter som gruppens to første udspil, men senere plader viser mange oplivende momenter. Efter Standing on the Shoulder.. fulgte Heathen Chemistry som undertegnede ikke har lagt nævneværdigt ører til, og derfor skal fraholde sig fra konkludere på, men det var ikke et album der bragte Oasis tilbage til fordums popularitiet.

Noel og Liam mistede noget at biddet efter den sensationelle start

Sandheden er løgn

Med et kraftigt neddroslet internationalt forventningspres er Oasis til gengæld kommet stærkt tilbage på det seneste. Don't beleive the truth fra 2005 er spækket med fede numre - og et album hvor humoren også skinner igennem, ikke mindst på den atypiske og Kinks-agtige single The importance of being idle - altså vigtigheden af at være luddoven og ligge på sofaen. I øvrigt en parafrase over den klassiske digter Oscar Wilde's The importance of being Earnest". Der er dømt såvel Beatles, fri kærlighed til alle som psykedelia på albummet, der er i besiddelse af en friskhed, umiddelbarhed og lyttevenlighed, der altid får sangen og smilet frem hos undertegnede.

Dig out your soul

Helt så vellykket er den aktuelle Dig out your soul  ikke, men dog en udmærket skive med mange gode elementer, og på mange måder et band der har fundet sig selv. Det hårde, let mørke psykedeliske univers dominerer albummet, der stadig har mange Beatles referencer, men som først og fremmest er en gruppe der lyder som sig selv. Der er ikke dømt Fab Four eller Pink Floyd status, men brødrene Gallagher kan og har noget over sig, og når Liam på den aktuelle single Shock of the lightning synger 'come in come out tonight' tilsutter jeg mig første frase, 'I'm on the mothafucker' som Jules i Samuel L. Jacksons skikkelse udtrykker det i Pulp Fiction.

                                                                                                      Dig out your soul, fra oktober 2008

'Wonderful, fucking Oasis', brugte engelske Q magasine en gang som overskrift, og der er noget over sætningen. De er sindssyge, gale og ubehøvlede., men der banker et musikalsk hjerte og en tæft for fængende harmonier, der bare vil synges med på, i Noel Gallaghers sange som lillebror Liam formår at udtrykke så det siver ind i knold og krop.

Oasis.2008

Lån Oasis cd'er på biblioteket her

Hør Oasis på netmusik her

Tjek Oasis officielle hjemmside her