Gennem tiden har flere komponister skabt værker ud fra en idé om en musik, som ikke gør krav på lytterens opmærksomhed, men blot fungerer som en diskret baggrundslyd til andre gøremål. En af de første til at formulere sådanne tanker var den excentriske franske komponist Erik Satie (1866-1925), der allerede i 1917 talte om musik som en del af et hjems indretning. Musik som blot skulle være en diskret underlægning i dagligstuen. Ordet lydtapet falder lige for.
En af de komponister, der i nyere tid har arbejdet med denne form for musik - og som har beskrevet sine idéer bag den - er britiske Brian Eno (f. 1948). Eno er i offentligheden bedst kendt som tidligere medlem af Roxy Music og ikke mindst som den geniale producer af en række af irske U2's albums. Men siden 1970'erne har Eno desuden udgivet en række albums med "ambient music". I covernoterne til sit første værk i denne genre, Discreet music (1975), refererer Eno direkte til Satie.
Eno fortæller, hvordan han fik inspirationen til musikken, da han efter et uheld lå i sengen. En veninde havde foræret ham en plade med klassisk musik, og under store anstrengelser lykkedes det Eno at få sat pladen på. Da han vendte tilbage til sit seng, indså han imidlertid, at lydniveauet var sat så lavt, at han til tider knap kunne høre musikken, men da han ikke havde kræfter til at stå op igen, lod han pladen spille ved den lave lydstyrke.
Herigennem oplevede han med sine egne ord en helt ny måde at lytte på. En måde, hvor musikken er en del af omgivelsernes miljø, "på samme måde som lysets farver og lyden af regnen er en del af det miljø". Hermed fødtes hos Eno idéen om ambient music - dvs. en omgivende musik.
Et vigtigt element ved denne musik er altså dens diskrete karakter. Et andet er dens fravær af forandring; musik som tilstand, snarere end udvikling. I covernoterne til Discreet music skriver Eno således om kompositionen af stykket, at han søgte at afholde sig fra at skabe forandringer og overraskelser i musikken; "Jeg prøvede at skabe et stykke, som kunne lyttes til og som samtidig kunne ignoreres... måske i ånden fra Satie, som ønskede at skabe musik, der kunne blande sig med lyden af knivene og gaflerne ved aftensmaden."
Det er et provokerende kunstbegreb, Eno her præsenterer os for.
At komponere er i traditionel forstand at sammensætte forskellige musikalske elementer til en sammenhængende enhed. Og det gode musikalske forløb indeholder forskellige musikalske temaer, udsving i dynamik og udvikling. Musik komponeres med virkemidler, der har til formål at fange vores interesse og fastholde den gennem hele forløbet. Formår musikken ikke at fastholde os, vil vi afvise den som uinteressant. Det er den kompositionstekniske side af sagen. På det mere metafysiske plan kan vi sige, at vi sætter pris på musik, der formår at berøre os eller udfordre os på et følelsesmæssigt plan. God musik "taler til os", kan sætte ord på de følelser og stemninger, vi er fyldt af.
Som det ses, er Enos musik i sin intention den diametrale modsætning til det traditionelle kompositionsbegreb. Den er i sin grundidé en nærmest selvudslettende "ikke-musik".
Enos musik kan dog på ingen måde sammenlignes med den forkætrede muzak eller med den megen new age-musik ("meditationsmusik"), der findes. Disse musikformer har netop til formål at skabe bestemte stemninger hos lytteren - og er ofte karakteriseret ved deres kitschpræg. Eno har ingen intention om at skabe stemninger; hans musik er der blot.
Man kan hævde, at Enos ambient-musik er mere interessant i teorien end i praksis - og i parentes bemærke, at det måske er en af grundene til, at den aldrig har fået den store populære gennemslagskraft. Men det betyder ikke, at der ikke er noget at hente i den. Insisterer man på at koncentrere sig om det, man hører, viser det sig, at den er god lyttemusik. Musik der fungerer fortrinligt som lydspor til en stille stund. Discreet music er et sted at starte. Og også de fire albums i serien Ambient I-IV er værd at lytte til. Eller ikke lytte til.
