Allerede i 1970'erne var Ivo Papasov kendt som klarinettens konge i Bulgarien. Hans band var især efterspurgt ved sigøjnernes bryllupper, de ekstravagante og livsbekræftende fester, som fandt sted i telte uden for landsbyerne. Det var dansemusik for fuld skrue, med et tempo og en lydstyrke, som fik de ældre folkemusikere til at ryste på hovedet.
I begyndelse af 90'erne indspillede han to fine albums, Balkanology og Orpheus rising, som vandt ham mange tilhørere i Vesten. Desværre blev der ikke fulgt op på dem, og det er først nu, vi atter hører fra ham med Dance of the falcon. Det er en plade, der er som skabt til at vinde vestlige ører for balkanmusik. Moderne i sit udtryk, ofte med et blødt jazzet lydbillede. Der er ikke sat meget strøm til instrumenterne, mest bemærker man den lystigt hoppende elbas, resten er akustisk. Lidt klaver, mange strygere og en mur af slagtøj, hvis rytmer går i hvirvlende arabesker og maler et billede af svedige, dansende mænd under bryllupsmånen.
Og forrest har vi så Papasovs klarinet, som man bare må overgive sig til. Der er ild og kraft i hans improvisationer, en overlegen sikkerhed, og undertiden også humor - som når han lister i gang med temaet fra Den lyserøde panter og straks efter lader det eksplodere i et orientalsk festfyrværkeri. Følelserne løber frit gennem hans klarinet. Fra vild livsglæde til mørk, mystisk længsel.
Det er folket, der taler her. Ivo Papasov siger det selv, simpelt og ærligt: "Det er godt at se tilbage og huske, hvem vi er og hvor vi kommer fra, og at bevare denne musik for vores børn og dem, der kommer efter os."
Et must for alle, der hører musik fra Balkan og Mellemøsten. Og et fedt bekendtskab for jazzelskere med nysgerrigheden i behold.
Ivo Papasov - Dance of the falcon
Bestil i Bibliotek.dk