Der er mange Amy'er i musikken for tiden: Amy Winehouse, Amy MacDonald, Amy Diamond, mv. For slet ikke at nævne Aimee Mann og (Aimee Anne) Duffy, selv om deres navne staves på en lidt anden måde. Alle Amy'erne er hotte navne, på hver deres måde, og artiklens overskrift kunne i virkeligheden gælde dem alle, fordi de alle virker som om de har lidt for travlt for tiden. Men her handler det altså om Amy MacDonald.

Første gang jeg stiftede bekendtskab med Amy MacDonald var i 2007 i en brugtpladeforretning, hvor indehaveren spillede hendes debut-cd, mens jeg var i butikken. Hans lovord om den unge dame var mange og overstrømmende og skyldtes helt klart ikke kun, at han gerne ville sælge mig cd'en. Men jeg behøvede nu heller ingen særlig overtalelse for at købe den. Det var helt klart, at der var tale om noget langt ud over det sædvanlige, så jeg købte straks cd'en - og det har jeg faktisk gjort to gange mere siden hen. Forklaring følger.

Skotske Amy MacDonalds cd This is the life  er på alle måder fremragende: gode tekster, stærke melodier, fine omkvæd og frem for alt: en helt personlig og inciterende fremførelse af de gode tekster. Amy MacDonalds mørke stemme giver sangene et både sensuelt og (melo)dramatisk præg, som i perioder får en næsten desperat overtone, der passer perfekt til det eksistentielle indhold i teksterne. (Det er i parentes bemærket næppe noget tilfælde, at MacDonalds musik bliver udsendt af et pladeforlag med det sigende navn: Melodramatic Records!) Det er imponerende, at så ung en sanger/sangskriver - Amy MacDonald var kun 19 år, da hun udsendte sin cd - formår at videregive så modne overvejelser over livet, døden og alt det dér.

Så vidt, så godt. Amy MacDonald besidder et talent langt ud over det normale (hvad det så ellers er), ingen tvivl om det. Når jeg alligevel her vil tillade mig at opfordre den unge MacDonald til at tage en uhyre velfortjent tænkepause, skyldes det, at hun tilsyneladende har lidt svært ved at administrere den succes, hendes debutudspil har givet hende. Eller måske er det bare mig, der ville ønske, at Amy MacDonald snart ville udsende en cd med helt nyt materiale.

Under alle omstændigheder er situationen denne: efter at jeg havde købt cd´en This is the life  og hørt den en masse gange, stødte jeg på en samlerudgivelse af samme cd. Udgivelsen bestod af en lille papboks med en single fra cd'en, en EP med 4 numre fra cd'en, et par postkort, en miniplakat - samt selve cd'en med et ekstranummer. Den udgivelse måtte jeg naturligvis have i min samling, selv om jeg jo stort set havde al musikken i forvejen. Man er vel samler!

D. 14. marts 2008 gav Amy MacDonald så koncert i Lille Vega i København, og der måtte jeg ind for at høre, hvordan min nye heltinde lød i levende live. Salen i Lille Vega var nogenlunde fyldt op, så jeg var altså ikke den eneste, der havde fået ørerne op for MacDonalds evner. Koncerten var dog en succes med visse modifikationer på grund af en - efter min mening - dårlig mixning af lyden, hvor trommerne kom til at stå alt for langt fremme i lydbilledet i forhold til de melodibærende instrumenter.

Men Amy MacDonalds stemme trængte trods alt godt nok igennem og afleverede de kendte numre i fin stil - og det var så det! Da sangene fra This is the life  var afsunget (plus et enkelt nyt nummer), var koncerten slut; for så var bandets repertoire åbenbart brugt op! En lidt pudsig fornemmelse - men billetprisen til koncerten var nu heller ikke særlig høj.

Efter Amy MacDonald-koncerten i marts begyndte jeg at vente på, at den unge dame fik skrevet materiale nok til en ny cd; jeg havde jo trods alt allerede hørt ét nyt nummer fra opfølgeren til This is the life. Men ventetiden trak ud, og der var ingen udsigt til en ny cd. Tværtimod, kan man næsten sige. For i stedet for at MacDonald udsendte cd nummer to, kunne jeg i løbet af efteråret 2008 læse, at This is the life  nu forelå i en udvidet udgave med en bonus-cd med demoer og live-numre. Samt naturligvis med den oprindelige version af This is the life, som jeg nu altså blev "nødt til" at købe for tredje gang for at få adgang til bonusmaterialet. Det gjorde jeg naturligvis - man er vel samler...

Siden udgivelsen af bonus-versionen af Amy MacDonalds debut-cd har sangerinden minsandten startet en ny Europa-turné, formentlig med det samme materiale, jeg allerede kender så godt. Så den turné har jeg ikke tænkt mig at besøge. I stedet vil jeg opfordre den unge MacDonald til at sætte sig ned i sofaen et øjeblik og tænke over ideer til nogle helt nye sange, så hendes trofaste stampublikum ikke kommer til at vansmægte helt, mens de/vi venter på sangerindens anden cd. Ellers risikerer hun at ende som et one-hit-wonder, og det er hendes talent alt for stort til.

Så hvad med en lille tænkepause, Amy? Så kan vi høres ved igen i 2009 - gerne med nogle helt nye numre. Jeg er fuld af tillid til, at du kan følge succesdebuten op med endnu en super-cd.

Mens vi venter ... lån og hør This is the life