Det amerikanske label Relapse Records har siden 1990 været central bannerfører for de ekstreme områder af metal-scenen med brutale udgivelser inden for både grindcore- og death metal-scenen, men i de senere år har selskabet vovet sig ud i knapt så grænseoverskridende metalliske udtryk med udgivelser inden for sludge, stone og doom metal. To nye albums sendes på gaden den 20. januar.

Første album er fra det syd-californiske band 16, der siden 1992 har imponeret med deres tunge form for metal, først og fremmest med rødder i sludge metal-scenen og mindre doser af thrash metal. Albummet, der bærer titlen Bridges to burn, vækker minder om Helmet med den hardcore-inspirerede stil kombineret med en vokal, der leder tankerne mod Tom Araya fra Slayer, imens den rytmiske tekstur bevæger sig i bedste doom metal-stil fra langsom til mid-tempo. Bridges to burn vil først og fremmest appellere til lyttere af Helmet, Melvins og Crowbar.
Hvor 16's Bridges to burn hører til den tungere ende af metal-scenen, bevæger næste band sig i den modsatte ende med lynhurtige rytmeteksturer, der vækker minder om den klassiske thrash metal-stil, som den lød i 1980'ernes Bay Area, og den tyske teutoniske thrash-stil.
Sammenlignet med føromtalte 16 har amerikanske Rumpelstiltskin Grinder færre år på bagen. Bandet har ligesom pladeselskabet Relapse Records sine rødder i Philadelphia og blev dannet i 2002. Første album, Buried in the front yard, blev udgivet i 2005 på Relapse, efterfulgt af to udsolgte limited edition-udgivelser. Living for death, destroying the rest er Rumpelstiltskin Grinders anden officielle udgivelse, og stilen fra debut-skiven er helt intakt.

Trommespillet på Living for death, destrying the rest bidrager til det aggressive udtryk, som yderligere styrkes af et fræsende guitararbejde, der i kombinationen med en beskidt lydproduktion leder tankerne tilbage til teutoniske thrash-milepæle som Sodoms Persecution mania (Steamhammer, 1987) og Kreators Pleasure to kill (Noise International, 1986).
Rumpelstilskin Grinder lever op til deres navn med en knusende aggressiv lyd, hvor der hentes elementer af death metal-stilen, ikke mindst takket være vokalen, der vækker minder om afdøde Chuck Schuldiner fra det legendariske death metal-band Death. Et andet karakteristisk træk ved Rumpelstiltskin Grinder er gruppens flirten med New York hardcore-punk-scenen med hyperenergiske temposkift. På trods af de gennemgående referencer tilbage til den klassiske thrash-stil formår Rumpelstiltskin Grinder at hæve sig over blot at være et standard oldschool thrash band.