Musikbibliotek.dk har inviteret  vor samarbejdspartner til at skrive om Koncerthuset i DR Byen, så her følger en personlig, underholdende og interessant beretning fra en DR-insider.

Op til åbningen af Koncerthuset i DR Byen ... Af Hans Peter Larsen Musikredaktør, Chefredaktionen, DR Medier

På lørdag d.17.januar åbner Koncerthuset i DR byen officielt med en gallakoncert i den store koncertsal. Det har der været skrevet vidt og bredt om i pressen - den ene kultursektionsforside efter den anden har været fyldt med billeder og historien om meteoret der er landet, om al den herlige musik der venter os. Enkelte stikpiller om budgetoverskridelser, programnedlæggelser, fyringer, og favorisering af den klassiske musik har der også været.

Jeg er DR-insider - klassisk musikredaktør i Chefredaktionen - og ikke direkte involveret i byggeriet. Men jeg vil give min helt personlige oplevelse af forløbet frem til nu.

Jeg har det privilegium at bo i Urbanplanen lige ved siden af DR Byen. Mens jeg endnu arbejdede i det gamle Radiohus på Rosenørs Alle (nu det Kongelige Danske Musikkonservatorium) cyklede jeg hver dag i flere år forbi DR-byggepladsen. Jeg så, hvordan der blev gravet et kæmpe hul i jorden og hældt en masse cement i. De bærende søjler i DR byens komplicerede multimediehus rejste sig langsomt. Derefter de tre meget forskellige sektioner som huset består af - ud over Koncerthuset. Kranerne svingede, langsomt tog huset form, og den dag kom, hvor den Indre Gade i 2. sals højde blev sat på plads. Den forbinder alle dele af huset, og den er som en bro over Emil Holms kanal der løber fra metrostation DR Byen, forbi IT-højskolen og nye boligblokke til Københavns Universitet Amager. Afsnit for afsnit er kanalen blevet fyldt med vand. Nok en spadseretur værd til sommer.

DR Byens nye bygninger blev taget i brug næsten før de var færdige. Allerede for over to år siden sad langt de fleste af os i vores åbne kontormiljøer her i DR Byen - med håndværkere vimsende omkring os for at få det sidste på plads. Kun DRs ensembler og musikredaktionen kunne ikke flytte, for bygningen af Koncerthuset var stærkt forsinket. Ja, historien kender I fra pressen. Men efterhånden voksede det mærkelige hus op af Amagers muld. Dybt var der gravet, tonsvis af cement hældt i vandførende lag, og hele kælderetagen med tre koncertsale og studier blev bygget, uden at man kunne se andet end kranerne fra cykelhøjde. Men så begyndte huset at vokse i højden, og dagen kom hvor den mærkelige kartoffel - koncertsalen - var på plads på sine tre bærende søjler svævende deroppe under taget. Den blev beklædt med rustbrune plader, som også danner væggene ind til de afdelinger af huset hvor musikredaktionerne og DRs diskotek nu for længst var flyttet ind - med noder på lofterne og mærkeligt lys i elevatorerne. Den franske verdensarkitekt Jean Nouvel har været ind over det hele i alle detaljer. Det er sandelig også blevet diskuteret blandt medarbejderne.....

I efteråret kunne vi så begynde at bruge de tre studier/koncertsale i kælderen. DR Underholdningsorkestret indviede det fine st.2 allerede 30. august med Schubert og Adam Fischer og har siden afholdt en række udsolgte klassiske koncerter i salen. Den er smykket med portrætter af musikere som Miles Davis, Carl Nielsen og Kim Larsen som gør opmærksom på, at denne smukke og fleksibel sal er til alle slags god musik. I januar er der f.eks. to gange VinterJazz i salen. Der er plads til op til 540 mennesker.

Studie 3 er sort som et koncertflygel og st.4 er rødt som hjerteblod - begge studier er fleksible og kan også bruges som små koncertsale og til mange slags musik. Vi er i fuld gang med produktionerne - kammermusik, DR Big Bandet, kor, rytmisk. Offentlig adgang til små koncertarrangementer vil der også blive

Mens der kom blå gennemsigtig beklædning på Koncerthuset, mens orglets 6.144 piber blev kørt ind og monteret har vi ventet i stigende spænding på den store koncertsal, kartoflen, meteoret. Udefra gennem den blå beklædning kunne man ane konturerne af den højt oppe over foyer'en. Men kun iført hjelm og under kyndig ledsagelse kunne man allernådigst få lov at kigge ind over foyer'ens myldrende byggeplads.

Så oprandt dagen, hvor jeg for første gang fik mulig for at stå inde i selve det allerhelligste, den store koncertsal. Indtrykket var overvældende - så stor, og dog så hyggelig. Ja, undskyld ordet. Men når man står der, virker kæmperummet (plads til 1800) tæt og blødt. Faktisk er der meget af stemningen fra den gamle koncertsal på Rosenørns Alle - og det er helt bevidst, siger Jean Nouvel.
Her efter nytår har der så været en række prøvekoncerter i salen, hvor både håndværkerne og vi DR medarbejdere har været publikum og prøvekaniner (hvor hurtigt kan rulletrappen f.eks. læsse folk af før de falder over hinanden??).

I fredags spillede DR Symfoniorkestret Carl Nielsen - det var første gang jeg hørte toner i salen. Jeg sad på terrasse C helt oppe under taget på violin-siden af orkestret. For koncertsalen er ikke en skotøjsæske med orkesterpodiet i den ene ende og publikum i den anden. Den er mere som et forvredent romersk amfiteater med orkestret sådan lidt skævt i midten og vi publikummer uden om på alle sider. I fredags kunne jeg således se violinisterne bagfra og forsiden af dirigenten. Det plejer at være omvendt. Jeg hørte fint, klart, og varmt - selv højt oppe fra terrassen. Hvert et strøg, hvert et nodeblad, der blev vendt, gik lige igennem i den store sal. Og imens kiggede jeg rundt i salen. Den er vind og skæv og fuldstændig usymmetrisk. Ikke en plade eller en flade er ens - balkoner og terrasser vrider sig rundt i salen, væggene ruller som et hav i bølgegang, trapperne løber i hver sin skæve retning, sæderne changerer i forskellige røde og brune farver. Oppe under loftet hænger en tonstung platform, en kanapé, som er akustisk vigtig og hvor en masse teknisk grej er monteret. Den kan selvfølge sænkes op og ned og regulere orkestrets lyd. Man må inderligt håbe at den aldrig vil falde ned.

Og musikerne glæder sig! Nogle græd, da de første gang havde prøvet at spille i salen. En violinist og en cellist, jeg talte med efter koncerten i fredags, sagde grinende, at nu kunne de faktisk høre hinanden på tværs af orkestret - men var det nu egentlig en fordel? Det er primært en sal til klassisk akustisk musik - som sådan er den indtil mindste detalje beregnet af den internationalt berømte japanske akustiker Mr. Toyota fra Nagata Acoustics - men den kan og skal også bruges til rytmisk musik, bl.a. allerede 23.januar hvor der er P3 Guld show i salen.

På lørdag er så den store indvielseskoncert med kongehus, ministre og et væld af VIP'er. Mellem Koncerthuset og metrostation DR Byen har det byggerodet i årevis. Men nu - endelig - er de sidste fliser lagt, det sidste felt asfalteret, de sidste redskaber ved at blive fjernet. Mon ikke de når at blive næsten færdige?

Skrevet af Hans Peter Larsen, musikredaktør, Chefredaktionen, DR Medier