Musik fra Theresienstadt

Cover af "Terezin""Terezín / Theresienstadt". Navnet på naziregimets berygtede koncentrationslejr til internering af jøder og titlen på en bevægende cd med musik komponeret i Theresienstadt.

 

Idéen til cd'en opstod, da Anne Sofie von Otter blev bedt om at synge ved den internationale Holocaust-konference i Stockholm år 2000 og blev præsenteret for en række sange netop af komponister fra Theresienstadt. Tanken om disse menneskers grusomme skæbne, og at de midt i deres lidelser formåede at skabe sig et frirum gennem musikken, gjorde et dybt indtryk på hende og tog form i cd-projektet - til minde om alle dem, der mistede livet og som en påmindelse om, at det aldrig må ske igen. Det er sagt før, men kan aldrig siges for tit, for folkemord og forfølgelse er stadig en del af vor verden.

 

Theresienstadt ligger ca. 60 km fra Prag, og var oprindelig en gammel garnisonsby. I 1940 blev den overtaget af Gestapo, som indhegnede den og indrettede den som koncentrationslejr for jøder. Næsten hele den jødiske kulturelite var samlet her: videnskabsmænd, teaterfolk, forfattere, komponister sammen med tusinder af "almindelige" mennesker, alle med magt revet bort fra deres hjem og normale liv. Alle kulturelle aktiviteter var i begyndelsen forbudte og måtte finde sted i det skjulte. Men fra 1944 blev det anderledes. Der var begyndt at versere rygter om koncentrationslejrenes grusomheder, og nazisterne havde behov for at vise verden, hvor godt de behandlede deres fanger. Her kunne de bruge de internerede kunstneres evner. Fra nu af blev Theresienstadt nazismens største bluffnummer: Først sendtes en stor del af fangerne til dødslejrenes gaskamre - lejren måtte ikke være overfyldt. Dernæst skabtes for verdens øjne en mønster-lejr med caféer, teatre, koncerter, børnehaver, blomster ... ren idyl. De mange kunstnere blandt fangerne gjorde det let at sætte det i scene. Så kunne lejren præsenteres for besøgende. Selv en delegation fra Røde Kors lod sig narre. Efter besøget blev kulisserne fjernet og alle, der havde medvirket til iscenesættelsen gjort tavse, deporteret til gaskamrene i Auschwitz. Således også de fleste af komponisterne på denne cd. Deres årstal taler deres eget dystre sprog.

 

I virkeligheden balancerede fangerne på en hårfin grænse mellem liv og død forårsaget af sult og hårdt arbejde. Over det hele hang den stadige trussel om at blive udtaget til de hyppige og frygtede transporter, der oftest gik direkte til gaskamrene. I grel modsætning til denne elendighed stod den grad af kunstnerisk frihed, fangerne havde og den mangfoldighed af kunstnerisk skaben, der fandt sted. Komponisterne betragtede deres værker som højeste grad af modstand, en trodsig kamp for tilknytningen til en europæisk kulturtradition, som deres forfølgere ville fordrive dem fra. Det var folk, som før krigen var internationalt respekterede komponister, f.eks. Viktor Ullman og Erwin Schulhoff. Nu var de fra den ene dag til den anden reduceret til "Untermenschen". Musikken var deres middel til at holde fast i deres menneskelige identitet.

 

Genremæssigt spænder musikken på cd'en vidt: fra viser over cabaretsange til klassiske kompositioner. Det er ikke alt sammen så trist, som man kunne formode. Meget var beregnet på at holde humøret oppe. Især cabaret'erne var populære. Sangene i den traditionelle cabaretstil lod for en stund fangerne glemme nutiden og drømme sig tilbage til en tid, hvor alt var godt.

 

De sange, der gør det største indtryk er skrevet af Ilse Weber. Hun var først og fremmest digter, men satte musik til en del af sine digte. Den fortvivlelse og længsel, de udtrykker, er næsten ikke til at bære. Ilse Weber arbejdede som sygeplejerske i lejren. Da de syge børn blev sendt til gaskammeret, gik hun frivilligt med dem i døden, mens hun sang sin egen vuggevise: "Wiegala" med dem.

 

Det er ikke en cd, man kan bruge som lydtapet og slet ikke en cd, man kan klare i ét stræk. Men giver man sig tid til at følge med i teksterne, kan ingen forblive uberørt.

 

Foruden Anne Sofie von Otter medvirker flere andre af vor tids mest fremtrædende kunstnere, bl.a. baritonen Christian Gerhaher og violinisten Daniel Hope.

 


Terezin = Theresienstadt
Bestil i Bibliotek.dk
 
 
Der er ingen kommentarer

 

Skriv kommentar!


 
Navn: E-mail:

 
 
Vis kladde Send
 
 
 

Anbefalinger

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Arkiv

 
 

Community

 

Seneste i forum

 

Seneste blog-indlæg

 

Kommende events