For nylig udsendte Bob Dylan albummet Together through life, som fik en flot modtagelse af kritikerne. Nogle mente sågar, at det var noget af det bedste, Dylan havde lavet nogensinde - men den vurdering kan vist kun skyldes, at kritikeres hukommelse ikke altid er særlig god.
Dylans nyeste udspil er (efter denne lytters mening) udmærket. Pladen rummer - som musikerens seneste par udgivelser - et par rigtigt gode sange, men er derudover først og fremmest - ligeledes som Dylans seneste par cd´er - hyggelig.
"Hyggelig" er jo ikke noget dårligt begreb, specielt ikke i hyggelandet Danmark. Men forventer man ikke lidt mere end "hyggelig" af en person, som i mere end 40 år har været med til at udstikke retningslinjerne for rockmusikkens udvikling? Eller er det bare et umuligt krav til en kunstner, at han altid skal måles i forhold til sine tidligere bedrifter?
Der er næppe nogen tvivl om, at lytterens forhold til legenden Bob Dylan langt hen ad vejen indgår i vurderingen af musikeren Bob Dylans seneste udgivelse - og det er vel også i orden. De lyttere, der forguder Dylan, har svært ved at skelne mellem godt og bedre - og for andre, måske mere nøgterne kritikere, kan nutidens knap så geniale udspil hverken trække fra eller lægge til i forhold til tidligere tiders præstationer. Og derfor heller ikke rokke ved forholdet mellem hyggelige og essentielle sange.
It was twenty years ago today ...
Ovenstående lange indledning blot for at gøre opmærksom på, at det i år er 20 år siden, Dylan udsendte et af sine mest helstøbte værker: Oh mercy, med en stribe eksistentielt vægtige sange, som uden tvivl vil blive stående længere i rockhistorien end sangene på Together through life.
Specielt én af sangene på Oh mercy er det svært at ryste af sig, når man først én gang har lyttet til den: "What was it you wanted", albummets næstsidste sang. Sangen indeholder kun korte sætninger med helt dagligdags spørgsmål og ingen af de originale og uventede ordbilleder, man finder i en række af Dylans sange. "Hvad var det, du ville?", "Vil du være rar og gentage det?", "Er det noget vigtigt?", "Hvem er du overhovedet?", osv.
Og efter alle disse mere eller mindre retoriske spørgsmål slutter sangen med det allermest påtrængende og samtidig mest pinagtige spørgsmål: "Er det mig, du taler til?" Touché!
I Christian Braad Thomsen og Asger Schnacks guide til Bob Dylans pladekatalog (nu i 3. udgave!) skriver forfatterne, at sangen er én lang monolog, "fremsagt af én, der ikke kan eller vil forstå, hvad det egentlig var, der gik galt i et forhold."
Det er formentlig en oplagt læsning af indholdet i teksten; men når det er sagt, må man også tilføje, at sangens tilsyneladende ukomplicerede række af trivielle spørgsmål om hvem, hvad, hvor og hvorfor ikke blot udtrykker den forsmåedes forvirring, men også dækker over en meget mere grundlæggende følelse af fremmedgjorthed og isolation i den moderne tilværelse.
Læst/hørt som en eksistentiel sang om menneskets manglende evne til at kommunikere med sine omgivelser rammer Dylans ord stærkt og præcist og bliver til et udsagn, der under sin forræderisk enkle overflade rummer uventede dybder og giver lytteren kuldegysninger ned ad ryggen.
Sangens insisterende spørgsmål bliver bare ved og ved og ved, indtil det bliver næsten ubærligt at høre på, og det tager et stykke tid, inden tæerne retter sig ud igen efter den forfærdelige og skræmmende oplevelse, det er at lytte til tekstens indhold.
Når melodien til sangen samtidig gør sit til at understrege sangerens ensomhedsfølelse, godt hjulpet på vej af en sprød og uhyre sårbar mundharmonika, bliver slutresultatet et lille mesterværk, som bedre end mange analyser udtrykker det moderne menneskes ulykkelige distancering fra sig selv og fra den omgivende virkelighed.
Sammenligner man sangene på Oh mercy - og ikke mindst "What was it you wanted" - med de nye sange på Together through life, skal man vist være meget forsigtig med at finde superlativerne frem i forbindelse med den nye plade. Det kan godt være, at der er udmærkede formuleringer at finde i de nye sange; men man finder med garanti ikke noget, der kan sammenlignes med de isnende oplevelser, man møder i "What was it you wanted".
"Hyggeligt" er godt nok - men uhyggeligt er faktisk bedre.
Downlån Together through life og Oh mercy fra Netmusik.dk
Thomas 
