D. 15. - 17. august i år er det 40 år siden, Woodstock Festivalen fandt sted, og det jubilæum bliver naturligvis fejret med maner.
Woodstock Festivalen var ikke den første af sin slags, men det var helt sikkert den største og vel også den mest indflydelsesrige musikfestival nogensinde. Festivalen har i mange år haft en nærmest mytologisk status, bl.a. fordi det var den sidste store fredelige kultur- og musikmanifestation i 60´erne, inden den grimme virkelighed gjorde sin entré på festivalfronten i form af den herostratisk berømte Altamont Festival i december 1969.
Woodstock Festivalen blev behørigt dokumentet i datiden, først i form af et tredobbelt LP-sæt og dokumentarfilmen "Woodstock: 3 days of peace and music". Siden fulgte en dobbelt-LP med yderligere optagelser fra festivalen, og i forbindelse med 25 års-jubilæet for Woodstock Festivalen, i 1994, udsendte pladeselskabet Atlantic en boks med 4 cd´er med endnu et antal ikke tidligere offentliggjorte musikoptagelser.
For at det ikke skulle blive alt for nemt for musikkøberne, var der ikke tale om kumuleringer af materialet, således at alle de tidligere udsendte numre var med på det nye udvidede Woodstock-album. Hovedparten af de tidligere udgivne numre var der ganske vist, heriblandt de kendteste Hendrix-, Jefferson Airplane-, Santana- osv. numre. Men nogle af sangene fra de først udsendte LP´er var ikke med i det store bokssæt, så for hardcore-entusiasten var der ingen vej udenom: han/hun måtte anskaffe sig alle udgivelserne for at være dækket ind.
Tilsvarende blev der i 2000 udsendt en dvd med ikke tidligere offentliggjorte klip fra Woodstock Festivalen, en såkaldt "director´s cut"-version af den oprindelige film. Her kunne man se ca. 40 minutters optagelser fra festivalen med indslag, der ikke tidligere havde været tilgængelige på det almindelige dvd-marked.
Back to Yasgur´s Farm
I dagene op til 40 års dagen for den oprindelige Woodstock Festival udsender det lille, men uhyre aktive pladeselskab Rhino den hidtil mest omfattende dokumentation af festivalens musik i form af en boks med 6 cd´er. Ud af de 77 numre på cd´erne er ikke mindre end 38, altså knap halvdelen, ikke tidligere udsendt på cd.
Det gør den nye boks til den ubestridt mest fyldestgørende dokumentation af festivalen til dato - selv om det måske er at tage munden lidt for fuld, når boksen i reklamematerialet omtales som "The decisive collection". Dertil mangler der fortsat alt for meget af de tre dages musik, som man kan overbevise sig om ved at sammenligne musikken i bokssættet med listen over spillet musik ved selve festivalen (en sådan liste er bl.a. vedlagt i boksen).
Men det er oplagt, at hvis man interesserer sig for 60´er-musik og/eller for Woodstock Festivalen, er den nye boks naturligvis et must. Blandt højdepunkterne i boksen kan nævnes en 19 minutter lang udgave af Grateful Deads "Dark star", fuldstændige versioner af Mountains "Theme for an imaginary western" og Canned Heats "Going up the country" - og meget, meget mere. Som nævnt er der fortsat - langt fra! - tale om en udtømmende dokumentation af de tre dages musik, det har vi stadig til gode. Men der er dog med det nye bokssæt mulighed for at få et solidt indtryk af festivalen, som vil kunne mætte de allerfleste fans af 60´ernes toneangivende rockmusik.
Skulle der imidlertid være nogle, som gerne vil have endnu mere musik fra Woodstock Festivalen efter at have hørt de 6 cd´er med 77 numre (samt diverse annonceringer fra scenen, taler, verbale konfrontationer, mv.), er der faktisk mulighed for det også.
RCA har for nylig udsendt 5 dobbelt-cd´er med Woodstock-musik fra 5 af de vigtigste navne på festivalen: Sly & the Family Stone, Jefferson Airplane, Janis Joplin, Johnny Winter og Santana. På disse cd´er med fællestitlen "The Woodstock Experience" kan man høre samtlige numre, de pågældende navne spillede på Woodstock Festivalen, fremført i den kronologisk rigtige rækkefølge. (Allerede i 1994 blev albummet "Jimi Hendrix: Woodstock" udgivet, indeholdende alle Hendrix´ bidrag til festivalen).
Prisen på boksen "Back to Yagur´s Farm" bliver omkring 79 pund (men den kan købes billigere på nettet).
Holder musikken?
Én ting er jo, at Woodstock Festivalen i dag har legendarisk status, og at alle med forkærlighed for 60´er-rock har et forhold til musikken fra festivalen. Men kan man stadig holde ud at høre på musikken i dag? Svaret på spørgsmålet er naturligvis afhængigt af, hvem man spørger - og først og fremmest vil det formentlig være sådan, at den musik fra festivalen, man bedst kunne lide i 1969, fortsat vil være den musik, man bedst kan lide.
I 1969 var jeg selv en stor fan af Jefferson Airplane, og det er jeg sådan set stadigvæk. Jeg synes måske nok, at gruppens optræden på Woodstock Festivalen bar præg af, at musikerne satsede stærkt på at bekræfte deres ry som en USA´s bedste live-grupper, hvorfor de satte alle sejl til for at komme ud over scenen med brask og bram. Den beslutning gik naturligvis ud over den mere stille del af gruppens repertoire, som efter min smag bestemt ikke er den dårligste del. Men når det er sagt, skal det også siges, at Jefferson Airplane altid har repræsenteret en enorm energi live, og at denne energi kommer fint til udtryk i deres Woodstock-optræden (til trods for at de gik på scenen en kølig morgen efter mange timers forsinkelse!)
At jeg - fortsat - ikke er begejstret for Alvin Lees macho-solotrip på guitar i Ten Years After-kendingsmelodien "I´m going home", er der næppe noget mærkeligt i. Nummeret var og er en opvisning i, hvordan man kan dræne musikken for sjæl og liv, hvis man primært er interesseret i at vise, hvor hurtig man er på fingrene. Det holdt ikke i 1969, og det holder ikke i 2009.
Men der er masser af guf ind imellem de to yderpunkter, og der skulle da også være noget for enhver 60´er-smag. Arlo Guthrie er det altid hyggeligt at genhøre, Crosby, Stills, Nash & Young synger stadig smukt i kor, og Jimi Hendrix kan fortsat vække enhver død fra den sidste hvileplads. Der er kort sagt ingen undskyldning for ikke at stifte bekendtskab med den kraftigt udvidede version af Woodstock-dokumentationen. Og hvis man køber den nye boks, får man i tilgift til de 6 cd´er et stort hæfte med tekster og billeder fra festivalen. Næsten som at være der selv...
Læs mere om Woodstock Festivalen og dens betydning på Wikipedias hjemmeside:
http://en.wikipedia.org/wiki/Woodstock_festival