Publikum svigtede

The Ting Tings - Store Scene, fredag

Der blev i den grad budt op til fest da den charmerende britiske duo spillede op til dans i Valby Parken, fredag eftermiddag, men desværre forplantede den gode stemning på scenens sig aldrig for alvor hos publikum. Dertil var vi for få og vejret fint nok til at man kunne ligge, i stedet for at stå, til koncert. Men The Ting Tings gjorde hvad de kunne fra start til slut og leverede en fin og medrivende koncert. Duoen er lidt det engelske svar på The White Stripes, bortset fra at det her er kvinden der står i front og at Ting Tings er mere funderet i maskinel pop modsat White Stripes tydelige rockrødder.

Koncerten åbner med We walk som langsomt bygges op fra klaver med Jules De Martino på tangenterne. Herefter sætter han sig, vanen tro, bag trommerne med en guitar over skulderen. Sangen kulminerer da den store scenepersonlighed, Katie White, entrer scenen, aldeles fit for fight. White er udadvendt som få og er i besiddelse af en smittende begejstring. De næste 50 minutter skiftevis håndterer hun keyboard og guitar, samtidig med at hun synger og danser sig igennem materialet. Duoen startede oprindeligt som et dj-team, og det delvis maskinelle og pumpende drive, går igennem langt de fleste numre. Karin og Jules er i hopla og har et eneste ønske de vil ha' folk til at opfylde, og det er 'to fuckin dance'. Desværre adlyder publikum ikke helt Whites insisterende opfordring, hvilket dog på ingen måde tager modet fra duoen. Ikke som hvis man så duoen i en tætpakket sal, eller som fx på Odeon scenen på Roskilde Festival i 2008, hvor The Ting Tings intense atmosfære gik anderledes i fødderne hos publikum.

Midt under koncerten i Valby hiver White et stykke papir frem og læser en længere smøre op på dansk, herunder konklusionen 'mit dansk er noget lort'. Ganske underholdende og til publikums udelte begejstring.

På trods af at de kun er to mennesker på scenen, er musikken sikker og tæt og Ting Tings formår, dygtigt, at udnytte deres minimalistiske set up, og leverer levende og træfsikker pop, hvilket bl.a. kunne høres i up-tempo numre som Great Dj og Be the one. Ting Tings mangler dog noget i variation og udtrykket bliver noget ensformigt, og tenderende kedeligt i længden. Men det havde måske føltes anderledes hvis publikum havde været mere på stikkerne. The Ting Tings gjorde i hvert fald hvad de kunne, og efter et tætpakket, dansabelt sæt, blev der flot afsluttet med hit-singlen That's not my name.

Ozzy har ikke levet forgæves

Wolfmother - Telt, fredag

Fra britiske The Ting Tings maskinelle indie-pop, til australske Wolfmothers frontale betonrock. Et skridt fra den ene ende af skalaen til den anden. Wolfmother gik til opgaven med det samme og væltede der ud af i klassisk hard rock stil fra tidligt i 70erne, som en krydsning mellem Led Zeppelin, Deep Purple og Black Sabbath. Og først og fremmest sidstnævnte. Leadvokalist Andrew Stockdales stemme har en umiskendeligt snert af Ozzy Osbourne og flere vokale fraseringer stammer fra hans musikalske nestor, hvis stemme og musik fortsætter med at inspirere både indenfor og langt ud over stilarten. Her er vi dog inden for. Wolfmother er autentiske og medrivende, men der er ingen tvivl om hvilke rødder de kommer fra og arven er leveret med heftig og intens energi. Wolmother starter godt oppe i det røde felt og sætter så bare tempoet op. Ni sange blev det til på denne fine, tidlige fredag aften, hvor det var tydeligt at der var troppet fans op som var kommet for at skråle med på fuld hals til sangene fra Wolfmothers debutalbum.

For selv om bandet blev dannet tilbage i 2000 er det kun blevet til et album fra bandet, men et nyt, Cosmic egg, er på vej til oktober. Dog med en noget anden besætning da Stockdale røg i 'uoverensstemmelser' med sine tidligere medstiftere, hvilket betyder at Wolfmother nu eksisterer i et helt nyt line up; og som kvartet modsat den originale trio. Det var dog ikke til at høre at der var uprøvede kræfter på scenen i Valby, bandet lød tændte og sammenspillede og holdt den stramme rockkurs på såvel Wolfmother klassikere som  Woman, Dimension og White Unicorn som på smagsprøver fra det længe ventede nye album Cosmic egg.

Stockdale og anden guitarist, Aidan Nemeth, er begge i besiddelse af en giga'white nigga' afrohårpragt som er meget imponerende og meget rock'n'roll. De ser m.a.o. ord fantastiske ud når de pisker rundt på scenen og går direkte til stålet som tilfældet var i Valby. Kontakten til publikum var skarp og intens, og på et tidspunkt var Stockdale ude blandt publikum og gi' 'hi' fives' samtidig med at bandet kørte et basdrevet, løst groove, der ledte tankerne hen på Zeppelins Whole lotta love. Løssluppent og sikkert, kontant og medrivende. Wolfmother er ikke de store innovatorer, men de kender deres metier og udfylder den forbandet effektivt. Thumbs up for Stockdale & Co.

Et festfyrværkeri i lyd og stil

Basement Jaxx - Stor Scene, fredag

Den fest som The Ting Tings, uden held, kæmpede så hårdt for at få igennem på Beat Days store scene fredag eftermiddag, tog det til gengæld kun Basement Jaxx et par strofer at etablere. Det var for mørkt og koldt at sidde i græsset, fokus var på scenen ikke på mad- og ølboder, og så er Basement Jaxx et mere velkendt og etableret navn, der, om nogen, er garant for den vildeste og mest farvestrålende fest. Der bliver danset og gøglet på scenen, som til et større kabaretshow, med seksuelle over- og undertoner, der vil få enhver gay parade til at fremstå som puritansk og bovlam. Der bliver skiftet musikalske stilarter i et tempo der kun overgås af det bandmedlemmernes evindelige kostumeskift. Travlhed i garderoben. Basement Jaxx spillede længe og medrivende, og her var tale om et veritabelt festfyrværkeri fra første til sidste sekund. Bandet er svære at rubricere, da de spænder så bredt rent musikalsk. Der er en god portion house i rytmekataloget, der er soul og gospel i vokalerne, blæs i hornene, rock i guitarerne, ren disco i andre sekvenser, og ofte tilsat et betydeligt stænk såvel rap, reggae som calypso. Musikalsk farverigt som performancemæssigt visuelt, ud fra devisen 'more is more' på alle tangenter. Koncerten bød på et væld af instrumentskift, danseoptrædener og et vildt persongalleri klædt ud i alt fra sexede militær outfits, zorro masker, skelet uniformer, gorillaer, pandabjørne, engelske flag og en skræmmende rødklædt horror film figur på guitar. Ofte med to voluminøse kvindfolk i front - hvad angår såvel gevandter, stemmepragt og krop - med æggende hoftevrid, eksotiske kostumer og heftige soulfraseringer, som smøg sig henover de dunkende beats, eller hvad der nu lige foregik i øvrigt, på scenen.

Det er imponerende med hvilken lethed og selvfølgelighed at bandet går ind og ud af den ene stilart efter den anden, det gælder såvel i deres eget materiale som i det de fortolker og/eller remixer. I sidstnævnte afdeling gik det i Valby bl.a. udover Kings of Leons Sex is on fire og White Stripes Seven nation army.

Grundstammen i Basement Jaxx er briterne Simon Ratcliffe og Felix Buxton der mødte hinanden som House Dj's, tilbage i Brixton i 1994. De har været grundstammer i house miljøet lige siden, hvor Basement Jaxx har været i centrum for en enorm musikalsk og kunstnerisk variation, og persongennemstrømning gennem alle år. Basement Jaxx har udover ep'er og remixes udgivet fire album og et nyt Crash er på trapperne her i 2009.

I Valby blev der serveret smagsprøver fra alle dele af godteposen og det var en medrivende affære der kun blev mere intens som aftenens skred frem ad. Der var klassikere fra bagkataloget som Where's Your Head At og Romeo som singlen Raindrops fra det kommende album Scars,

Basement Jaxx; et godt kort på Beat Day der for alvor fik sat festen på dagsordenen i Valby Parken