Sigurd og operaen er titlen på det seneste projekt i Sigurd Barretts række af musikalske udskejelser i børnehøjde.
Pianisten, der nok kendes bedst som tv-vært i programmet Sigurds bjørnetime, har tidligere formidlet musik med Sigurd og big bandet samt Sigurd og symfoniorkestret og Sigurd og symoniorkestret 2.
Sigurd og operaen er en række programmer, der over seks lørdage på DR1 vil vise operaer sunget at tøjdyr! Svanen Tralalulu, puddelhunden Doremia, giraffen Don Bravissimo og uglen Oktavius vil synge sig igennem forkortede versioner af Carl Nielsens Maskerade, Verdis Aida, Mozarts Tryllefløjten, Puccinis La bohème, Bizets Carmen og sågar Wagners Nibelungens ring.
Bag tøjdyrene gemmer sig sopranerne Winnie Merete Barrett og Lisbeth Kjærulff, tenoren Jens Christian Wandt og baryton/bassen Jesper Buhl.
Sigurd og operaen sendes første gang på lørdag den 17. oktober. I 2010 drager projektet på turné, men allerede nu skulle man kunne købe både cd og dvd. En bog følger i november.
Kilde: Jyllands-Posten