Line Tjørnhøj har skrevet en opera, et moderne Stabat Mater om hængningen af en iransk pige der havde "forbrudt sig mod kyskheden". Den spilles på Helsingør Theater i Århus den 19. og 20. november, og i Vejle den 21.11. Den 20.11 er der også debat om den kritiske kunsts rolle i samtiden.
Line Tjørnhøjs Stabat Mater er en moderne, multimedial opera der handler om den kun 16-årige Atefah Sahaalah, som i 2004 blev hængt af en iransk dommer. Musikalsk er Stabat Mater et opgør med operaens tradition for skønsang.
Atefah Sahaaleh fik sine første 100 piskeslag som 13-årig for "forbrydelse mod kyskheden" - hun havde været alene med en dreng i en bil. En djævelsk serie af begivenheder endte med at hun i 2004 blev hængt fra en kran. Hun havde protesteret åbent i en udsigtsløs retssag, og som straf for sin "skarpe tunge" lagde dommer Haji Rezai personligt løkken om barnets hals og lod hende langsomt hæve mod sin død.
Stabat Mater tager udgangspunkt i denne rystende historie, men indrammes af bønner til menneskene fra den nordiske mytologis Frigg og kristendommens Maria. De beder os begræde deres døde børn. Operaen handler om at turde se verden som den er, og gøre ligegyldighed til håb om handling.
Medvirkende
Truike van der Poel (NL) og Anna Ottertun (SE) lægger stemme til - med udvidede vokale teknikker og hudløs åbenhed i udtrykket.
Irina-Kalina Goudeva (BG/DK) spiller kontrabas, SU-EN (SE) koreograferer og Barbara Bays (DE) tilføjer værket en smuk og inciterende projiceret billedflade.
Under forestillingen bliver lyden computerbearbejdet live af komponist Line Tjørnhøj.
Debat om religiøse symboler og kritisk kunst
Fredag den 20. november kl. 17 er der åben debat om den kritiske kunsts rolle i samtiden. I panelet er Line Tjørnhøj, Anders Laugesen (journalist og debattør), Anders Samuelsen (politiker), Eva Sommer Hansen (fra Biz-Art - Center for Kultur og Erhverv) og Nina Rasmussen (foredragsholder og fotograf).
Læs mere på hjemmesiden linetjornhoj.dk/stabatmater hvor man også kan se en videooptakt til forestillingen.
