Nu har du chancen for erhverve dig signerede coverillustrationer af Radioheads 2000-album Kid A eller cd'er og vinyler signeret af Elbow, og så går det hele til et godt formål. De to engelske bands har nemlig doneret ovenstående væk til en auktion for at rejse penge til at fjerne landminer med projektet Music Beats Mines.
Det er den engelske organisation Mines Advisory Group, der står bag Music Beats Mines. Og Elbow-frontmanden Guy Garvey opfordrer i en video på gruppens Myspace-blog alle til at deltage i projektet: »Det er op til os at fjerne minerne og bomberne, så folk kan nyde at føle sig sikre, når de går ned ad gaden, som vi gør.«
Hvis du tilfældigvis skulle befinde dig på Manchester-egnen, så løber auktionen af stablen i dag. Og ud over Radiohead og Elbows donationer, byder auktionen også på en stor signeret The Stone Roses-plakat, og som ekstra bonus får auktionsvinderne chancen for at indtage scenen i Manchesters berømte koncerthus Bridgewater Hall og spille en time på deres Steinway-flygel.