Et stykke musik skrevet af 193 komponister, en fra hvert af de lande som er repræsenteret på klimatopmødet, som i disse dage holdes i København. Det er den storslåede ide bag et australsk projekt, The Global Climate Change Music Project. Det danske bidrag kommer fra komponisten Hans-Henrik Nordstrøm.
Hans-Henrik Nordstrøm var måske nok lidt betænkelig ved at levere 4 takter uden at vide hvordan de ville blive brugt, men han havde ikke svært ved at identificere sig med det ædle formål: At gøre noget for at redde klodens klima.
"Jeg har efterhånden boet over tyve år på landet, langt væk fra byen og mærket hvordan jeg på en sær måde er vokset sammen med naturen. Den går i blodet på en, man svinger med årstiderne og vejrliget, og det påvirker da også min musik. Jeg regner med, at det er et af motiverne for at det netop var mig, de spurgte om denne opgave."
Der var ingen restriktioner eller retningslinjer for den enkelte komponists bidrag - "det er jo noget der passer en kunstner godt at få frie hænder", siger Hans-Henrik Nordstrøm. Til gengæld var der altså heller ikke nogen sikkerhed for hvordan det blev brugt.
Ideen kommer fra "Modern Art Music" i Melbourne, Australien, og de er endnu ikke blevet færdige med at samle bidragene sammen til et værk.
"De australske initiativtagere gør et kæmpearbejde for at sammenlægge puslespillet af 193 bidrag til et samlet musikværk. I øjeblikket vides det at der bliver tale om tre satser, og at det vil fremkomme på cd og lignende. Det står ikke helt klart, om musikken bliver færdig til COP15's afslutning den 18. december. Men kampen mod klimaændringerne fortsætter - ligesom musikken," siger Hans-Henrik Nordstrøm til Snyk.dk.
Den globale musik skal ikke opføres ved en koncert; men alle topmødedeltagere får udleveret en cd med den - hvis den altså bliver færdig. Musikken skulle gerne inspirere dem til det kreative samarbejde som er nødvendigt for at få en ambitiøs aftale i hus til gavn for klodens klima.
Musik til alternativ klimakonference
I weekenden den 12.-13. december er der en alternativ klimakonference i Forum, Bright Green. Her kan man høre et nyt værk af den klassisk uddannede komponist Niels Marthinsen fremført af popsanger og sangskriver Oh Land, alias Nanna Øland Fabricius, strygerne i Messerkvartetten og DJ Souljah Turkman.
Værket hedder Atlantis revisited, og det fortæller om landet der sank i havet fordi dets indbyggere troede de kunne gøre sig lige så mægtige som guderne.
ClimaX - ord og klange om klimaet
Også under det alternative klimatopmøde, Klimaforum 09 i DGI-byen vil der være dansk klassisk musik. Det er et stykke skrevet af komponist og sanger Pernille Sejlund der ledsages af ord fra meteorologen Jesper Theilgaard.
"Her bliver tale om et anderledes input i klimadebatten. Vi skaber en konstant dialog mellem toner og talte ord," fortæller komponisten til Snyk.dk.
Læs mere om The Global Climate Change Music Project
Se Hans-Henrik Nordstrøms hjemmeside
Læs mere om komponisten Pernille Sejlund
