Kunstnerkollektivet Røde Mor støder man på i flere af bibliotekets afdelinger. Kollektivets medlemmer har både skrevet bøger, indspillet musik, lavet billedkunst og instrueret film.
Røde Mor kan i 2010 fejre 40 års jubilæet for kollektivets første officielle udgivelse: EP´en Johnny gennem ild og vand. Men året indledes med et måske nok så markant jubilæum, idet et af kunstnerkollektivets mest fremtrædende medlemmer og den nok vigtigste drivkraft i gruppen, Troels Trier, netop er fyldt 70 år - den 17. januar. (Desuden fylder et andet medlem, Leif Sylvester Petersen, 70 år senere på året - men den tid, den fornøjelse).
Vi markerer den runde fødselsdag med dette lille spot om Troels Trier som solokunstner - og som medlem af Røde Mor.
Historien om Røde Mor
Røde Mor var i begyndelsen primært billedkunstnere og to af disse, Troels Trier og Ole Finding, havde tidligere spillet traditionel jazz i en fritidsgruppe. Sammen med forfatteren Dea Trier Mørch
skabtes grundlaget for Røde Mor, og trioen blev hurtigt suppleret med grafikerne Thomas Kruse og John Ravn, hvis percussionist karriere i Balkan Trioen og senere Savage Rose på det tidspunkt lå uden for selv utopiens grænser.
Senere kom Peter Ingemann, Henrik Strube, Clausen og Petersen til, og Røde Mor's Rockcirkus var i gang.
Navnet Røde Mor var nøje gennemtænkt: Medlemmerne ønskede klart at gøre opmærksom på deres socialistiske tilhørsforhold samtidig med at MOR i såvel navn som logo gav udtryk for en langt mere vidtfavnende og medmenneskelig indgang til en klassekamp, som stadig eksisterede - især kulturelt - og som medlemmerne følte sig som en del af.
Læs meget mere om Røde Mor på kollektivets hjemmeside.
Troels Trier
Som ovenfor nævnt startede Troels Trier sin karriere som billedkunstner, og den del af talentet er han fortsat med at udfolde, også efter Røde Mors opløsning som egentlig kollektiv i 1978. Men som måske bekendt fik Troels Trier en lang - og fortsat uafsluttet - karriere som (mere eller mindre) solokunstner inden for musikkens verden efter tiden i Røde Mor.
Ikke mindst sammen med Rebecca Brüel har Troels Trier sat sit tydelige aftryk på den dansksprogede rockmusik, nemlig i form af en lang række plader med (mere eller mindre) satiriske tekster og med nogle særdeles slagkraftige melodier. Titler som "Bøf med løg", "Den lokale bodega" og "Så´ det forår igen" vil sikkert vække genklang i en del menneskers bevidsthed, og titlerne siger en del om stilen i Troels Triers repertoire.
Troels Trier har i forbindelse med musikken, eller som en udløber af samme, turneret landet tyndt med et "event performance show", som næppe har sin lige på denne side af Volga.
Og så udkom der i 2008 en bog om Troels Trier, Dobbeltgængeren, hvor man kan læse meget mere om denne mærkværdige personlighed. Eller man kan besøge kunstnerens hjemmeside.
Troels Trier og Røde Mor på biblioteket
På biblioteket finder du en stribe cd´er med Troels Trier, udgivet under eget navn.
Med musikgruppen Røde Mor har vi bl.a. den store opsamlingsboks med 8 cd´er plus et stort tekst- og kommentarhæfte.
Kunstnergruppen Røde Mor møder du desuden i et mindre antal bøger på kunstreolerne.
En forfatter som Dea Trier Mørch, der døde i 2001, har stadig en række bøger stående på bibliotekets hylder.
Tusindkunstneren Erik Clausen har blandt sine mange gøremål instrueret et antal spillefilm.
Og så videre, og så videre.
Henrik Strube har både udgivet musik og bøger, Peter Ingemann optræder især i bibliotekets musikafdelinger, mens Leif Sylvester Petersen både kan findes i musikbiblioteket og i kunstafdelingen. Led selv videre.
Den musik, du ikke finder på biblioteket, kan du måske finde på Netmusik.dk - og omvendt.