Det har siden Oasis' opløsning kun været et spørgsmål om tid, hvornår der ville komme noget nyt fra Liam Gallagher. Nu fortæller hovedpersonen, at han sammen med sit nye band forventer at være klar med et album til juli. Gallagher har tidligere udtalt, at han godt kunne forestille sig at fortsætte under det gamle bandnavn, men om det er sådan, det bliver, vides endnu ikke. Uanset hvad har han i hvert fald de to tidligere Oasis-medlemmer Andy Bell og Gem Archer med sig ombord.
Gallagher fortæller til den britiske radiostation XFM, at mange af numrene, der kommer med på det nye album, er sange, som han skrev, allerede inden Oasis gik fra hinanden, men der vil også være nyere iblandt. Om indspilningerne fortæller den temperamentsfulde sanger: »Vi går i studiet til april med en producer, vi skal indspille tre sange med ham, og hvis han ikke kvajer sig, og vi ikke kvajer os, så vil vi lave hele albummet med ham.«
Det er ellers brormand Noel Gallagher, der var den første til at forlade gruppen sidste år, der er manden bag Oasis' største hits, som for eksempel "Wonderwall" og "Don't look back in anger". Om Liam også kan trække den slags hit ud af ærmet, vil vise sig til juli.