Grønland er et land de fleste danskere ved et eller andet om, men de vil nok komme til kort, hvis man spurgte dem om grønlandsk populær musik. Dette vil der gøres bod på i denne artikel, en gennemgang af Grønlands korte, men succesfulde rock historie.

 

GRØNLANDSK POPULÆRMUSIK – IDENTITET OG GLÆDE

 

Grønlandsk rock- og pop musik? Det ved danskere åbenbart ikke så meget om, for pudsigt nok kan man konstatere, at det sælger bedre i f.eks. Sverige og Tyskland end i Danmark. Men for grønlændere har populær musik de sidste 30 år i høj grad været en vital del af deres liv. Man kan blot se på salgstallene for grønlandske udgivelser. Årligt udkommer der omkring 10-15 grønlandske cd'er inden for rock og pop genren, og de fleste af dem sælger i mere end 3000 eksemplarer, de mest populære i op til 10.000 eksemplarer, og det i et land, der blot tæller 53.000 mennesker! Prøv at omregne det til danske forhold! Så der er et stort behov, hvilket kan tilskrives de specielle geografiske forhold: med kæmpe afstande mellem byer og bygder, og for dem der bor i Danmark, bliver musik et bindeled mellem et lille og spredt folk. Jeg vil i denne artikel primært skrive om den grønlandske musikscene fra starten af 1970'erne til nutiden, dog med vægt på Sume og Rasmus Lyberth, hvis pionerarbejde ikke kan overvurderes, ligesom vægten vil være på rock frem for pop musik.

 

Kom nogen med en bedre livslære til os og forlangte, at vi skulle tro på hans ord, da ville vi gerne gøre dette, hvis vi indså, at hans lære var bedre end vor, men da måtte han blive iblandt os og lede os til det, vi ikke kendte.

 

Dette citat, formuleret af en thuleinuit til Knud Rasmussen, siger noget grundlæggende om inuit (det grønlændere kalder sig selv) mentaliteten: åbenheden for det nye og villigheden for fleksibilitet, også hvis det er på egen bekostning. Dette gælder også om grønlandsk populærmusik: at den i høj grad er et blandingsprodukt, inspireret og påvirket af alle de forskellige kulturer, der har fundet vej til verdens største ø.

 

 

FRA TROMMESANG TIL KORSANG; GLÆDE UDEN FORBEHOLD

 

Oprindeligt spillede grønlænderne musik på en rammetromme (:quilaat) lavet af en oval træramme betrukket med en isbjørneblære, som man slog på med en lille stok. Dette beskedne instrument blev benyttet til mange formål: af åndemaneren (:angakkog), når han skulle i trance, af mænd, når de skulle afgøre stridigheder, og til underholdning i det hele taget. Da de danske missionærer kom til Grønland, forbød de brug af rammetrommen, da de opfattede dens brug som "hedensk", og grønlænderne mistede en mulighed for at udtrykke sig. Til gengæld tog de med glæde imod missionærers salmesang. Der blev hurtigt lavet en grønlandsk salmebog, og salmesangens flerstemmige sang blev også snart benyttet i verdslig sang. De tyske missionærer, herrnhuterne, havde også stor indflydelse på salmesangen og snart kom der også grønlandske komponister og digtere som f.eks. Rasmus Berthelsen og Jonathan Petersen (min oldefar), der skrev den grønlandske nationalmelodi. Den flerstemmige fællessang, der med tiden fik sin egen grønlandske klang, praktiseres endnu med stor glæde i nutidens Grønland.  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En anden stor indflydelse kom fra hvalfangerne som grønlænderne handlede med. Disse kom fra talrige lande, og især hollænderne og tyskerne var velkomne, fordi de var de mest reelle at handle med. De medbragte f.eks. instrumenter som violin og harmonika, samt danse som polka (:kalattut). Under 2. verdenskrig satte amerikanske soldater deres præg ved at introducere fx country- og Hawaii musik, på Grønland også kendt under betegnelsen: vaigat. (som barn troede jeg, at hawaii musik var grønlandsk folkemusik!). Efter 2. verdenskrig blev det muligt at høre radio på Grønland, hvilket havde en enorm indflydelse, ligesom det senere blev muligt at købe plader. Alt mulig populærmusik blev nu dyrket. Grønlændere dannede bands inden for beat, som det hed dengang, country, pop og andet, som blev spillet til dansemik. (kan vist oversættes til danse-kom-sammen) Men op til 1960'erne, var grønlandsk populærmusik præget af efterligning. Uden forbehold dyrkede man det nye og spændende, men fra slutningen af 60'erne kom der en ny generation af grønlændere med en kulturel og politisk dagsorden. Og først da får populær-musikken en specifik grønlandsk identitet.

 

 

MUSIK SOM OPRØR OG IDENTITET; SUME OG LYBERTH

 

1950'erne- og 60'erne var præget af den såkaldte danisering, dvs. at Grønland skulle omdannes til en vestlig civilisation lig Danmark. Men en ny generation af unge, veluddannede grønlændere begyndte at stille spørgsmål ved, om daniseringen var det rette for grønlænderne. Hvad har det med populærmusik at gøre? I grønlandsk sammenhæng kan man ikke adskille politik og kunst, da disse to skulle finde sine egne ben. På denne baggrund dannes Grønlands første rockband, Sume. Ironisk nok i Danmark! Gruppen blev dannet i 1970 af Per Bertelsen og Malik Høegh, da de mødte hinanden under et skoleophold i Sorø. De blev enige om, at tiden var moden til en grønlandsk rockgruppe og i 1972 fandt Sume sin form med Erik Hammeken på bas, Hans Fleischer på trommer og med Bertelsen og Høegh på guitar og sang. Samme år fik de pladekontrakt med det socialistiske forlag Demos og året efter blev Sumes debutplade indspillet i København. Da "Sumut", som pladen hedder, udkom i sommeren 1973 var den en sensation i Grønland, Danmark og Skandinavien. Den solgte hurtigt 10.000 eksemplarer i Grønland, et bevis for, at der var et stort behov for grønlandsksproget populærmusik.

 

Sume betyder hvor og sumut betyder hvorhen. Gruppen var nemlig optaget af, HVOR de grønlandske folk er, og HVORHEN de er på vej. Dette var dengang særdeles relevante spørgsmål, og disse blev udtrykt i Sumes tekster, skrevet af Høegh (Musikken blev primært skrevet af Bertelsen). Teksterne kan generelt deles op i to kategorier, det politiske og det romantiske. De politiske tog fat om samfundsmæssige spørgsmål som kunne være specifikke, f.eks. om alkoholproblemer og nedlagte bygder, eller generelle, f.eks. om kapitalismens ulemper og om mulige politiske veje grønlænderne kunne følge. Tonen var venstreorienteret, om end det skal tilføjes, at grønlandsk politik generelt er venstreorienteret. De romantiske tekster kan godt udtrykke kærlighed til en person, men primært udtrykker de kærlighed til den grønlandske natur og landet. Denne opdeling i politiske og romantiske tekster blev også modellen for andre grønlandske bands, om end de politiske tekster aftog med indførelsen af Grønlands hjemmestyre, og med et mindre dogmatisk præg, f.eks. hos Chilly Friday. (mere om dem, senere) De nationalromantiske tekster er dog stadig populære. I musikalsk henseende var Sume ganske tidstypiske. Der er tale om tung, men også melodiøs guitarorienteret rock, suppleret med ballader, ikke helt ulig fx Neil Young og Beatles. Det, der gjorde Sume unikke, var Høegh og Bertelsens tostemmige sang, inspireret af salmeesang, ligesom kontrasten mellem Høeghs akustiske guitar og Bertelsens el-guitar skabte en fascinerende dynamik. Sidst, men ikke mindst var de fremragende sangskrivere, nærmest det grønlandske svar på Lennon og McCartney. I 1974 udgav Sume deres anden plade, "Inuit Nunaat" (menneskets land) og samme år udkom der endnu en revolutionerende grønlandsk plade, "Erninga" (Til min søn) af Rasmus Lyberth. Lyberth blev født i Maniitsoq i 1951 og voksede op i Nuuk. Som 17-årig kom han til Danmark som sømand, og længselen efter Grønland fik ham til at skrive sange, som han optrådte med på de københavnske værtshuse.

 

Rasmus Lyberth på turne i Kaalallit Nunaat (Grønlændernes land: Grønland)

 

I 1973 blev han berømt, da han optrådte i tv-programmet Musikalske Venner og året efter udkom "Erninga" på Demos med Per Bertelsen som akkompagnatør. I modsætning til Sume er der tale om folkemusik og den første af sin art på plade i Grønland. Hvis musikken er traditionel, er Lyberths kraftige og udtryksfulde stemme til gengæld unik. Der er tale om en klangbevidst sang, hvor ordene ofte strækkes langt over flere toner og med Bertelsens flerstemmige vokal i baggrunden. Effekten er ganske melodramatisk De romantiske tekster, i modsætning til Sumes mere analyserende, er dybt personlige, og er også med til at understrege den patos, der præger "Erninga". Pladen blev en stor succes, og flere af sangene har opnået klassikerstatus. Den blev i 1978 fulgt op af en plade, der er lige så stærk, "Piumassusek nukiuvok" (Viljen er styrke). Her er der flotte og episke ballader som titelsangen, men også lette popsange som "Unulersume" (Efter fyreaften). Herefter holdte Lyberth en længere pause fra musikscenen for at bruge sit talent på andre områder, og efter min mening er det stadig de to første plader, der står stærkest, da vi her hører en ung og sulten mand.

 

I 1977 udgav Sume deres sidste plade, der også hedder "Sume". I 1976 havde Sume for første gang turneret i Grønland og hjemkomsten betød at de forskellige medlemmer flyttede hjem til deres respektive hjemstavne. Pladen blev den første udgivelse på det første grønlandske pladeselskab Ulo (:flænsekniv). Sume havde set behovet for et grønlandsk pladeselskab, der udgav grønlandsk populærmusik, og Ulo er nu det største pladeselskab i Grønland, om end der er kommet flere i kølvandet, fx Qilaat (senere Sermit), dannet af Per Bertelsen i Nuuk, og Atlantic Music, også Nuuk. Det er stadig Malik Høegh og danskeren Karsten Sommer, der bestyrer Ulo i Sisimiut. Da Sume udgav deres 3. og sidste plade sluttede de af med en plade af lige så høj standard som deres to første. På "Sume" introduceres trommesang i sangen, Kalaaliuvunga (jeg - grønlænder) med rockrytmer for at blande det oprindelige med det moderne, og samtidig begyndte Sume og andre grønlandske kunstnere, ligesom deres forfædre, at holde sommerstævner (: Aasivik) for at dyrke grønlandsk kunst og identitet. Sume blev efterfulgt af grupper som Inneruulat og Piitsukkut, der videreførte rockmusik med politiske tekster. Jeg har især et blødt punkt for for sidstnævntes "Inuiaat naqisimaneqartugat kattutta!" (Undertrykte i alle lande, lad os forenes!), udgivet i 1980. I modsætning til de intellektuelle Sume er tonen hos Piitsukkut betydelig mere revolutionær og rå, personificeret ved den afdøde Maasi Lynge, hvis rustne stemme raser imod de fremmede udbyttere. Pladens sidste sang, Palasi (:præsten) er muligvis den vredeste grønlandske sang nogensinde. Nærmest som en grønlandsk udgave af Bob Dylan anno 1963.

 

 

FRA 1980 TIL 2005: PLURALISME OG PROFESSIONALISME

 

I 1970'erne havde Sume og Lyberth altså skabt en grønlandsk rock- og popscene, og i 80'erne kom der flere bands og solister. Af disse var det især G-60, Inua, Ole Kristiansen og Zikaza, der udmærkede sig. Sidstnævnte, dannet i Århus, var nok de mest populære i 80'erne, hvor deres iørefaldende popmusik solgte rekordstore oplag. Men 90'erne var et mere spændende årti, ikke mindst på grund af mangfoldigheden. I starten af årtiet fik Grønland sit første hiphop-band, Nuuk Posse, og i 1995 udkom debutpladen, der vakte berettiget opsigt. Der blev rappet lystigt om, hvordan det er at være inuit og drengerøv i Nuuk, ligesom der samples med f.eks. trommesang. I mine ører passer rap perfekt til det grønlandske sprog, og i John Olsen har de en meget dygtig rapper. Faktisk er det oplagt at sammenligne rap med grønlandsk trommesang, da den har den samme funktion: at verbalisere stridigheder mellem mænd med humor og saft i stedet for vold og kraft. 

 

 En ny generation af grønlandske musikere.

 

II 1998 kom den første technoplade, "In Seach of the Roots" med Nanu Disco. Manden bag dette projekt er Morten "Starman" Stjernholm med Nielsigne Knudsen og Regine Bech som sangere. Temaet for pladen er det grønlandske folks historie og for at alle kan være med er der en gennemgående engelsk fortæller. Musikken er elektronisk, men samplet med oprindelig inuit-musik og historien på pladen handler da også om mødet mellem det oprindelige og moderne. Nuuk Posse og Nanu Disco er således for dem med smag for hiphop og techno. Men hvis man er til rock, har 90'erne introduceret Siissisoq (: næsehorn) og Chilly Friday (gruppen blev dannet på en kølig fredag). Med førstnævnte fik Grønland sit første heavy metal band. Dannet af guitaristen Karl Enok Mathiassen tog de Grønland med (sne)storm, da de i 1998 udgav Aammarlussuillu. Der er tale om særdeles tung og heftig metalmusik med sorte og surrealistiske tekster om afrikanske dyr! På trods af dette solgte pladen i store oplag, og en efterfølgende turne blev en kæmpesucces. Denne turne blev optaget og er således den første grønlandske rock live udgivelse. Chilly Fridays heavy-rock er mere melodiøs i stil med Pearl Jam og Creed. Det har de haft succes med, ikke blot på Grønland, men også I udlandet. Halvdelen af sangene på debut-pladen, ”Inuiaat 2000” (Nye mennesker 2000) er sunget på engelsk og hermed startede Chilly Friday en ny trend.

 

I dette årti har der været en opmærksomhed om grønlandsk musik som man ikke har set siden midten af 70’erne med Sume og Lyberth. Men hvor sidstnævnte skabte opmærksomhed med politisk beviste grønlandske tekster, så har de to nye stjerneskud, Julie Bertelsen og Angu Motzfeldt, valgt at synge på engelsk om mindre kontroversielle emner. Julie fik sit store gennembrud i Popstars, men havde allerede inden gjort sig i bemærket på Grønland med Zedna. Zedna pladen er med seks af Grønlands bedste sangerinder, og indeholder sødmefuld pop-musik, hvor hjerte rimer på smerte (på grønlandsk, altså). For mig at høre, er Zedna den bedste grønlandske pop-udgivelse nogensinde, og den hører da også til en af de bedst solgte grønlandske udgivelser. Hvis man holder af Julies to udgivelser, kan Zedna varmt anbefales. Angu udgav sin debutplade på Grønland i 2004 med stor succes og året efter udkom den med stor opmærksomhed i Danmark. Angus succes synes at indvarsle en ny tid i grønlandsk populærmusik: Grønland er nu blevet medlem af den globale landsby, og grønlandske musikere er, ligesom den grønlandske ungdom i det hele taget, mere interesseret i udlandet end tidligere generationer. Grønland og Danmark synes ikke længere at have første prioritet. Det må også konstateres, at de glade amatørdage, og den tidligere ikke-elitære holdning til musik, er forbi, og det kan høres på Angu og Julies plader, hvor den flotte produktion bestemt kan måle sig med international standard. Grønlandske musikere vil nu måles på deres værd, ikke på at de er grønlændere.  

 

Sange er tanker - frembragt af stemmebåndet - når vores sind er bevæget af krafter så store, at almindelig tale ikke slår til!

 

Ældre grønlandsk talemåde

 

Udvalgt liste over grønlandske udgivelser, der kan lånes fra folkebibliotekerne på cd.

 

SUME: Sume (1976), Sume 1973-76 (1988). Lyt til Sikorngaa (Drivis).

 

R. LYBERTH: Erningaa (1975), Piumassusek Nukiuvok (1978). Lyt til Piumassusek Nukiuvok (Viljen er styrke).

 

KALAALLIT NUNAAT (1989). God opsamling med det bedste fra 1980'erne. Lyt til Zikaza med Iterpunga (Jeg vågnede op)

 

NUUK POSSE: Nuuk Posse (1995). Lyt til Inupiluaaqat (Små tyve).

 

NANU DISCO:In search of the roots (1998). Lyt til The Drum.

 

SIISSISOQ: Aammarpassuillu (1998). Lyt til Inuttuumasoq (Kannibalen).

 

CHILLY FRIDAY: Inuiaat 2000 (2001). Lyt til Iggo.

 

ZEDNA (2001) Lyt til Kipilerfigivagit (jeg savner dig)

 

ANGU: Angu (2004) Lyt til Has-been