Hvis svenske The Hellacopters havde eksisteret i 70?erne, kunne de have været et stadion-rockband og på popularitetsniveau med AC/DC, Kiss eller Rolling Stones. Men nu skriver vi altså 2003, så det er en noget mindre skare feinschmeckere af rock-musik, der nu siden 1994 må frydes over at et nutidigt rockband kan lyde som det allerbedste fra 60?erne og fremad og så alligevel lyde umiskendeligt som sig selv.

By the Grace of God er deres femte regulære album og det mest melodiske og gennemarbejdede til dato. De har i en gradvis proces bevæget sig væk fra den såkaldte actionrock - en genre, de nærmest selv opfandt og som består af en yderst eksplosiv blanding af punk og metal - og over i noget, der faktisk - utroligt nok - er en tilnærmelse til den af mange rock-aficionados udskældte softrock. En bevægelse der til fulde lykkes på By the Grace of God, netop fordi det eksplosive fra actionrocken er bibeholdt i den stadige udvikling af forsanger Nicke Anderssons (tidl. bærende trommeslager i heavy (death) metal bandet Entombed) nu nærmest gudbenådede sangskrivning.

At nærme sig udtrykket fra bands som Chigago, Toto og Eagles er for et respekteret rock?n?roll-band noget af et vovestykke. Hellacopters holder tungen lige i munden, og blæser tillige på at respekten fra garagepunk-undergrunden nu endegyldigt ryger sig en tur. Det ser til gengæld og retfærdigvis ud til at Hellacopters er ved at få "hul igennem" til medierne og muligvis markedet: Det engelske musiktidsskrift Q Magazine udråber i hvert fald bandet til et af håbene for 2003, i øvrigt sammen med danske Raveonettes.

Uanset hvad kan By the Grace of God anbefales til alle med bare lidt følelse for klassisk rockmusik. Min største anbefaling går dog på at opleve Hellacopters på en scene, her besidder de den pureste rockmagi.