De næste 6 måneder sætter rockmuseet turbo på indsamlingen af genstande og historier samtidig med at udstillingen ROCK ME sendes på turné til landets fire største byer. Til august gør museets medarbejdere status og ser, hvad samlingen indeholder, og på den baggrund skal konceptet for museet færdiggøres. Det er vigtigt, du ikke venter med at henvende dig, hvis du ligger inde med relevante effekter fra den danske populærmusiks historie. Det er nu, museet har brug for dem.
Du kan bidrage sådan her!
Dit ungdomsværelse:
Rockmuseet har planer om at indrette autentiske ungdomsværelser fra de forskellige årtier (fra 50'erne og frem til i dag) og efterlyser tidstypiske effekter som: møbler, plakater, tøj, tapet, tæpper, musikafspillere (rejsegrammofon, transistorradio, walkman osv.), telefoner, lamper mm.
Dit liv som musikelsker og fan:
Dét at være fan og dyrke sit idol er og har altid været en kæmpe drivkraft for musikindustriens udvikling. Har du billeder og genstande, der fortæller om dig som fan og/eller musikelsker? Det kan fx være plakater, foto og billetter fra legendariske koncerter. Måske var du tilstede, da Dizzy Mizz Lizzy vandt DM i Rock i 1993? Hvis du har gemt billetten eller har andet fra den gang på Montmartre, vil vi gerne høre fra dig.
Spillestedernes rockhistorie:
Den danske rockhistorie har i høj grad fundet sted på landets spillesteder. Måske var du tilstede den gang i 80'erne, da Marquis De Sade spillede på Hansens Værtshus i Odense og blev mødt af vrede, demonstrerende rødstrømper! Har du billedet, billetten, plakaten eller programmet? Og kan du fortælle historien? På sammen måde findes der med garanti gode historier fra andre spillesteder rundt i landet. Det er på landets spille- og mødesteder, at idoler og fans mødes og deler oplevelser med musikken.
Mange gange vil historierne være tilknyttet en koncertoptræden. Genstandene vil fortælle om specielle legendariske koncerter. Andre effekter vil vidne om publikumsforhold eller kontakten ml. optrædende og publikum. Eksempler på spille- og mødesteder Rockmuseet gerne vil vide mere om:
København og omegn: Thomas P. Hejles Ungdomshus, KB Hallen, Ungdommens Parkdans i Enghaveparken, Montmartre, Hit House, Saltlageret, Gladsaxe Pop Club, Brøndby Pop Club, Boom-In, Loppen, Den Grå Hal, Ungdomshuset på jagtvej.
Århus: Boom, Electrical Popklub, Vestergade 58 - Musikernes hus, Musikcafeen i Mejlgade, Train, Musikhuset, Æsken, Spot-festivalen.
Odense: Fyens Forum (Hot House, Top Twenty Club),Yankie Club, Ny Skandia, TomRud Music Hall, Hansens Værtshus, Magasinet, Badestuen, Pakhuset, Rytmeposten, Kansas City.
Aalborg: Diverse, lokale mælkepopper, MultiMaren, Inn Club, Tusindfryd, Fru Jensen, Revolution, Skråen, Thy Lejren, Huset i Hasserisgade.
Danmarks Rockmuseum kommer til at lige i Roskilde og forventer at slå dørene op i 2013. Museet er en del af Musicon - en ny kreativ og musisk bydel i Roskilde Kommune.
Læs mere på: