Flere af barokkens italienske komponister slog sig ned i udlandet for at gøre karriere. Scarlatti og Locatelli er et par eksempler - et andet er Geminiani, som boede tyve år i London og endte sine dage i Dublin. At han netop havde søgt til London var ikke tilfældigt. Francesco Geminiani var elev af Corelli og skrev musik, der lød ligesådan. Og intet sted i Europa blev Corelli dyrket så heftigt som i England. Her var et oplagt marked for en komponist, der havde mere af det samme at byde på.

Det er ingen overdrivelse, at Geminiani lød som sin læremester. Over halvdelen af hans 47 koncerter er arrangementer, bl.a. af Corellis opus 1, 3 og 5. Den slags "opvarmet mad" (som Veracini nedladende kaldte det) kunne være en fad affære, men det er det overhovedet ikke. Lyt bare til de tolv concerti grossi, som er Geminianis hyldest til mester Corellis violinsonater opus 5. Det er langt mere end blot de samme noder med flere strygere på - Geminiani eksperimenter, uddyber og broderer videre, og resultatet er så medrivende, at man helt glemmer, hvordan Corellis sonater egentlig lød.

Andrew Manze og Academy of Ancient Music har lavet en forrygende indspilning af de tolv koncerter. Alt det legende og ildfulde hos Geminiani får, hvad det kan trække, og det samme gør hans lyriske sødme i de langsomme satser. I tilgift får man to stykker kammermusik, dels Geminianis udgave for violin og cello af en Corelli-sonate, dels en af Geminianis egne, skønne cellosonater. Man kunne ikke ønske sig en bedre appetitvækker til Geminianis musik end disse to skiver med Manze & Co. De må begejstre alle, som holder af den solvarme italienske barok. Ellers er man - som en anmelder skrev - enten (a) overhovedet ikke interesseret i barokmusik, eller (b) død.