Det er morsomt at se udviklingen i bibliotekernes musikafdelinger. Først diskuterede man, om biblioteker overhovedet skulle udlåne musik, så begyndte man tøvende med klassisk musik.
Nu er alt ligeværdigt.
14 års tøsebørns Jackson-hits er "kulturarv" helt på linje med Carl Nielsen. Det er meget bekvemt, for det giver os bibliotekarer ti gange så stort et spredningsfelt, og behovet for os vokser i det uendelige. Ingen har interesse i at sætte en grænse, og dem, der prøver, kan man lukke munden på ved at kalde dem "elitære". Det mener især de elitære, der kan gøre en videnskab af fortolkning af selv den mest usoignerede rapper.
Altså: en hvilken som helst usoigneret rapper er ligeså værdifuld som Carl Nielsen. Det siger "tiden" - for "tiden" er gennemsnittet af det, alle andre tænker. At ændre "tiden" ved at tænke anderledes - selv - falder de færreste ind.
Tvivler man, får man at vide, at man "støder dem fra sig", der elsker Jackson og så er "sammenhængskraften" i samfundet jo truet.
Hvad skal støttes af det offentlige, fx ved at stå på biblioteker, hvad skal ikke?
Traditionelt har det offentlige eller fortidens mæcener båret genrer, der indlysende ikke kunne bære sig selv: Opera, symfoni- og kammerorkestre, militærmusikkorps ...
Landsbyspillemænd og senere tiders popstjerner måtte bære sig selv. I mellemskolen i 1953 skrev jeg i en stil, at om fredagen cyklede vi hjem at høre plader. Lærer Nielsen rettede det til "pladder". Pladder var alt det, der kom i "Radio Luxemburg, the station of the stars", det var musik, der bar sig selv økonomisk. Alligevel må selv jeg, der ikke har megen sans for alt hvad der i moderne forstand kaldes "langhåret" indrømme, at det var Elvis-numre, der fængede, og hvem kan ikke stadig Paul 
Ankas" "Oh, oh I like you baby, I like you so" - den var mægtig til kinddans, som var det dristigste, vi nåede dengang i 50erne.
Hvis man skal sætte en grænse, men det skal man vistnok ikke mere, kunne man sige, at kommercielt bærbare genrer ikke behøver offentlig støtte.
Ja, det er "elitært". Men det var kultur vel altid, da man turde sige at noget var kultur og andet ikke. Jeg spørger tit mig selv, hvorfor Svend Aage Madsen egentlig er finere end Morten Korch, for Morten Korch har da glædet flere? Spørgsmålet er antielitært, kunne sikkert have været stillet af Peter Rindal, som jeg altid har haft en svaghed for.
Men jeg erkender også, at vi nok bør have nogle teatre, en ballet og nogle militærmusikkorps, selvom jeg aldrig kommer de to første steder. Jeg har bare aldrig forstået, at en industrimand ved sin død skal hyldes for sin sans for "kultur", når det, han var god til, var at producere havetraktorer.
Så kommer "forskning". Forske kan man i alt. En - også af mig - værdsat kollega skulle engang holde foredrag om fænomenet "chat". Jeg troede, vi skulde have en klog teknisk gennemgang af hvordan chatrooms fungerer, hvordan man evt. sniger sig ind for at spionere i sin 13-årige datters uforståelige verden. Men nej, det viste sig at være en sikkert meget klog gennemgang af, hvad små tøsebørn sidder og pladrer med hinanden om.
Igen: Der er ingen grænser, ligesom alt kan gøres til "kulturarv" kan der forskes i alt!
"Jamen hvem skal sætte grænsen" spørges der altid.
Det er et vrøvlespørgsmål. I de allerfleste tilfælde er det indlysende for enhver med bevaret jysk bondeforstand, hvad der er og hvad der ikke er "kultur". Og så er der noget midt imellem, der kan diskuteres.
Hvis man på forhånd siger, at alt er kvalitet "på egne betingelser" betyder det jo bare, at enhver er kunstner, som selv kalder sig kunstner.
Kort og godt: Hvem er mest elitær eller højrøvet: Den, der kun regner Beethoven eller Mozart, eller den der kan skrive lange fremmedordsanalyser af Michael Jackson?
Jamen lyder det her ikke som skrevet af en søgende sjæl, der kan tvivle på alt. og som er klar til at se alt som "muligheder" og gerne vil se alt på dets "egne præmisser"?
Gu´ er´det ej. Det er skrevet af en, der aldrig har fattet, hvad det lærer Nielsen kaldte "pladder" rager det offentlige.
