Skuespilleren Kelsey Grammer, der nok er bedst kendt for sin rolle som Dr. Frasier Crane i tv-serierne Cheers (på dansk: Sams bar) og Frasier, vil i foråret kunne opleves på Broadway i musicalen La cage aux folles. Han skal spille hovedrollen som natklubejeren George.
At Kelsey Grammer længe har haft en sanger i maven, vil ikke være ukendt for seere af de nævnte tv-serier. Kelsey Grammer synger bl.a. selv titelsangen til Frasier. Han har også tidligere optrådt på Broadway, nemlig i 2007, hvor han spillede Henry Higgins i My fair lady.
Musicalen La cage aux folles er baseret på et fransk skuespil fra 1973 af Jean Poiret. Det er filmatiseret flere gange (også under den engelske titel The birdcage), og musicalen gik i 1980'erne i fire år og modtog seks Tony Awards. I 2004 fik den endnu en Tony for bedste revival. Musicalen har manuskript af Harvey Feinstein og musik og tekster af Jerry Herman.
Kelsey Grammer har senest været aktuel i tv-serien Hank, som han selv producerede og spillede hovedrollen i. Den blev dog lukket ned i sidste måned efter mindre end en sæson.
Kilde: BBC News