Lidt for stille

Band of Horses - Stor scene, lørdag

• - Skru op, skru op, råbte en Beat Day gænger forgæves til lydmanden under Band of Horses koncert på anden og sidste dagen, af årets mini-festival.

Det var ikke en høreskade man lænede sig op af denne tidlige lørdag aften i selskab med den Seattle-baserede sekstet Band of Horses. Et sympatisk og udmærket orkester, med fine transparente sange, hvor frontmand og leadvokalist Ben Bridwell ofte kommer op i det helt høje register. Lørdagens koncert var fin og afslappet men kom aldrig op i de (kvalitative) højder man ud fra bandets album kunne håbe på. Allerede som andet nummer spillede Band of Horses deres stærkeste kort, i form af hittet Is there a Ghost og det var næsten for tidligt at dele ud af arvesølvet, retten kunne have været doseret bedre. Trods det relativt spinkle lydbillede er det ikke hænder der mangles i orkesteret. Det tæller seks mand høj, udover bas, keys og trommer, hele tre guitarister. Det er ikke fordi de overgår hinanden i støj og høje soli, dem er der faktisk ingen af, det er derimod i det fine og subtile leje der bliver arbejdet i, og gennem koncerten blev der budt på rigelige mængder at små finurlige guitarfigurer der smøg sig op af hinanden.

Så råder bandet i øvrigt over en markant dygtig trommeslager som gav sangene noget krop og fylde. Band of Horses båder lyder og ser ud som et indie-rock band fra det nordvestlige USA. Bridwell, med fuldskæg og solbriller, er, som sin guitarist på venstre flanke, iklædt egnskarakteristisk skovmandsskjorte og det porøse og ofte smukke lydbillede har gjort bandet til stjerner inden for genren gennem nu flere år. Sammen med bl.a. Fleet Foxes og Death Cab for Cutie er de blevet benævnt som Seattle 2.0, et musiks og geografisk område, der ud over den historisk tunge grunge, også har udmærket sig ved at udklække store indie-navne som fx Modest Mouse. Band of Horsens har placeret sig stærkt i feltet med pladerne Everything All the Time og den seneste Cease to Begin fra oktober 2007.

Band of Horses er dygtige inden for genren og Bridwell & co. inkluderer også gerne lidt alternativ country når det falder sig. Han og bandet gør sig bedst i det lyse toneleje men enkelte gange kapper det også over, og hen mod slutningen af koncerten kom der et par ikke helt stuerene strofer fra Bridwells hals. På forsiden af keyboardet hænger et billede af en smuk tidlig solnedgang over en sø og en lille skov. Hyggeligt, smukt, behageligt men også lidt søvndyssende og kedeligt. Lidt som med Band of Horses på Beat Day.

Mørkemænd og kvinder

Ladytron - Teltet, lørdag

Det er svært ikke at holde af et orkester der indleder deres koncert med at afspille It's a living thing med Electric Light Orchestra og afslutter samme til tonerne af Barry Manilows Mandy, Specielt når man selv spiller mørk, tung industrial;.

Bandet har efterhånden godt ti år på bagen og har udgivet fire album. Et band der allerede på første single He Took Her to a Movie blev beskrevet af en anmelder som lyden af Britney Spears hvis hun var født i DDR og på heroin. Ganske rammende lagde singlen grunden til Ladytrons på en gang poppede elementer som kulsorte mystik.

På Beat Day buldrende det ene tunge, inciterende beat efter det andet fra scenen, med tre mand m/k bag hver sin analoge pult, suppleret af en overstyret, skærende bas, og guitar og trommer. Scenen var badet i enten lilla, blå eller røde spotlys, og det i øvrigt kulsorte rum, passede glimrende til udtrykket i musikken. I front (eller rettere med siden til) stod de to noget særprægede kvinder, der begge synger og spiller synth. Gruppen er egentlig baseret i Liverpool, men den ene sangerinde Mira Arovo er fra Sofia, Bulgarien og hun har en næsten skræmmende udstråling. I klædt en stor gevandtlignende lilla kjole, og med spytkrøller ned i panden, står hun fuldstændig udtryksløs mens det ene tunge 80er synth-beat efterfølger det andet. Når hun synger er det nærmest med små skrig, hvor den slaviske accent giver hendes engelsk et særligt ildevarslende signal. Helt bizart bliver det da hun slår over i, hvad jeg må formode er, bulgarisk, hvor hun med gadedrengehop spjætter rundt på scenen, hvor hun ellers har stået som naglet fast til jorden i de første 45 minutter. Absurd, dystert og effektivt. Den anden vokalist Helena Marnie (med pagehåret) går også mørkt og klart igennem og i sekvenser synger begge kvinder sammen, som i det sarkastiske hit Seventeen.

Ladytron er som en rejse ind i 80ernes dystre, synth-industrial univers, formet af lige dele Suicide, Front 242 og Joy Division. På Beat Day et fascinerende indblik i en mørk og dyster verden, hvor tunge, drevne synth-baserede beats går hånd i hånd med melodi og sære kvindestemmer. Som Britney Spears i DDR på heroin.

Aberne regerer

Arctic Monkeys - Stor Scene, lørdag

Inden de dårligt havde fået pubeshårene rystet af sig, var Sheffield-kvartetten allemandes eje og havde leveret det hurtigst sælgende debutalbum i Storbritannien nogensinde. Whatever People Say I Am, That's What I'm Not  fra 2006, er og bliver en moderne klassiker, der indeholder det ene rablende og medrivende nummer efter hinanden. Nærmest uspoleret, jomfruelig, musikalsk energi, hvor forsanger Alex Turner strør om sig med skødesløse, træfsikre hits, og geniale tekster set fra en fordrukken arbejderklasseknægts øjenhøjde, om øl, fisse og hornmusik.

Albummet var så meget i skabet, og så uspoleret i forhold til den store rock encyklopædi, at det næsten var for godt til at være sandt. Artic Monkeys vidste ikke hvad de gjorde, de gjorde det bare. Som da de gentagende gange efter debuten blev spurgt om de ikke havde lyttet lige lovligt meget til The Jam; hvem er The Jam? lød det sandfærdige svar fra de unge knægte. Et nyt, og måske fantastisk kapitel i nyere britisk rockhistorie blev søsat. De fire knægte var gode til at spille, skrive og drikke øl, og på trods af medie virak, prisuddelinger, promotion og turneer gik de rimelig hurtigt i studiet igen og havde allerede året efter albummet Favourite worst nightmare ude i handlen. En fin og værdig opfølger, der dog ikke helt havde debutens indlysende kvaliteter. Nu barsler de unge knægte så med album nr. 3, Humbug, hvilket der blev givet flere smagsprøver fra, på Beat Day

Festivalens hovednavn

Også til koncerten i øvrigt. Ja, der var ingen tvivl om at det var festivalens hovednavn der var på scenen. Alt hvad der kunne krybe og gå var stuvet sammen inden foran scenen, og fik Beat Day til at ligne det det er og skal være; en rockfestival med store, stærke navne, foran et stort og sultent publikum. Aberne kom godt fra start, lyden var god, instrumenterne stemte og den bebudede regn udeblev. Alex Turner var afslappet, på grænsen til det sløsede, men han holdt stilen fint. Der blev småsnakket mellem numrene og den joviale stemning bredte sig hos publikum i takt med at aberne leverede varerne rent musikalsk, bl.a. i form af en knivskarp version af Nick Caves Red right hand som nr. 2 i sættet. Og sådan forløb det videre derudaf den næste times tid + det løse. Artic Monkeys vekslede mellem gamle slagere og mange nye ansigter som dog ikke tog farten nævneværdigt ud af koncerten. Og så til et af aftenens helt store plusser. Hvis man lytter efter på pladerne kan man godt høre at der bliver rørt godt rundt i gryderne i baggrunden, men når man ser Artic Monkeys live, er det åbenbart at Matt Helders er en rocktrommeslager i absolut verdensklasse. Han var en sand nydelse at se og høre og en uvurderlig bastion i abernes, på mange måder, kaotiske musikalske univers.

En glimrende aften der dog havde været endnu bedre hvis Artic Monkeys havde delt mere rundhåndet ud af skattekisten fra debutalbummet. Det er på grænsende til det kriminelle at have så stærke sange som When the sun goes down , A certain romance,  Perhaps wampires are a bit strong but.. og særligt Fake tales of  San Fransisco - og så ikke at spille dem. At bandet alligevel holder niveau hele vejen igennem, viser på den anden side også hvor stærkt og mangfoldigt et materiale, og hvilket talent, det stadigt meget unge band råder over. Der er håb for fremtiden!