Roskilde præsenterer hvert år især internationale navne, som enten er på nippet til et gennembrud eller allerede har opnået dette, når festivalen sparkes i gang. Således også i år hvor to vidt forskellige navne henholdsvis St. Vincent og Friendly Fires var at finde på festivalens program.
St. Vincent - Astoria 2. juli
St. Vincent alias Annie Clark har med sit seneste album "Actor" fra 2009 fået stor international bevågenhed. Stilen kan bedst beskrives som singer/songwriter med en kunstnerisk kant, der fx kan minde om Bat for Lashes og det var også dette udtryk som indledningsvist karakteriserede koncerten torsdag aften på Arena. St. Vincent lagde fint ud trods lidt problemer med lyden i stille, sfærisk og porøs stil med sangen "Marry Me" omgivet af fire musikere, der vekslede mellem den klassiske backing (guitar, bas, tangenter og trommer) og akustiske instrumenter som violin, tværfløjte og saxofon m.fl. Annie Clark gav en fin coverversion af Beatles "Dig a Pony", hvorefter hun nærmest eksploderede i et rocket udtryk med forvrænget guitarspil og sceneoptræden alá Jimmy Hendrix og Pete Townhead med sangen "Save Me From What I Want' og "Actor out of Work". Denne stil fortsatte resten af koncerten - en lille kvinde med en forbavsende stor og aggressiv lyd, som bliver interessant at følge ikke mindst live.
Et helt andet mere festligt udtryk leverede engelske Friendly Fires fredag først på aftenen på Odeon scenen. Funky electro rock alá MGNT og ikke mindst Hot Chip som var lignende scoops på sidste års festival. Bandet fik publikum til at danse trods et overophedet telt og bagende sol med indiehits som "Skeleton Boy", "In the Hospital" og ikke mindst hittet "Paris" som har fået en del airplay. Bandet selv var begejstret og endte med at tage billeder af publikum og koncerten var for mig en kærkommen dansetime, efter at skotske Glasvegas netop havde skuffet på Arena en lille time tidligere.
Glasvegas - Arena 3. juli
Historien om Glasvegas er nærmest klassisk britisk rockhistorie om de arbejdsløse musikere som endelige bryder ud af arbejderklassens tristesse og bryder igennem med deres sande passion: rockmusik - i dette tilfælde klassisk støjpop med reference til fx Jesus and The Mary Chain. Glasvegas har været ret hyppede også i Danmark, men live skuffer de ved at insistere på at udstråle lidt for meget hårdkogt rockstar attitude frem for at koncentrere sig om kontakten til publikum. Så selvom de allerede spillede deres pt. største hit "Geraldine", som yderst sympatisk er en ode til en socialarbejder af samme navn, i begyndelsen af koncerten, formåede bandet ikke at holde publikum fanget.
Fleet Foxes - Arena 3. juli
Et andet band som også havde problemer med at fokusere var amerikansk Fleet Foxes, som var imødeset af mange på årets festival. Bandet er det sidste skud på Seattle-stammen som pt. fremtryller et sandt overflødighedshorn af spændende bands. Fleet Foxes bliver med rette ofte sammenlignet med legendariske Crosby, Still, Nash & Young og kom fint omkring bandets allerede mange velkendte sange som "Drops In The River", "Tiger Mountain Peasant Song" og ikke mindst hittet " White Winter Hymnal", men koncerten manglede nerve. Der var desværre lidt for meget slinger i valsen; det virkede som om bandet var lidt overrumplet af deres egen succes og hermed publikums forventninger. Resultat: en koncert med lidt for meget karakter af en dag i øveren a rainy day hjemme i Seattle.
Så var der langt mere nerve i koncerten med Elbow - et efterhånden ret etableret navn på den engelske musikscene, som endnu ikke har fået den store bevågenhed i Danmark. Bandet spiller melodisk progrock og havde med en yderst tændt og velsyngende forsanger Guy Garvey til at styre slagets gang for alvor fat i publikum lørdag eftermiddag på Arena. Allerede først i koncerten blev den melankolske tone slået an med "The Bones of You" fra bandets seneste album "The Seldom Seen Kid" men der var også tid til fællessang i " Grounds For Divorce" og ikke mindst den smukke porøse ballade " One Day Like This", som afrundende lidt over en times lækker melankoli i skygge for solen.
Tim Christensen - Arena 4. juli
Prisen for årets bedste publikumskontakt skal dog alligevel gå til danske Tim Christensen, som har min dybeste respekt (er på ingen måde fan) efter hans koncert lørdag eftermiddag på Arena. TC forstod om nogen det legendariske statement: "Er I der Roskilde?" og havde publikum så langt øjet rakte i sin hule hånd gennem hele koncerten. Det var ottende gang TC spiller på Roskilde, men første gang i fem år han var tilbage og mindes sin første optræden som 20-årig med Dizzy Mizz Lizzy. Der var således rig mulighed for at dykke ned i nostalgiposen og levere en stribe solohits som "Jump The Gun" og "Whispering At The Top Of My Lungs" samt "Love is a matter of..." der både fik tårerne frem i øjnene hos teenagerpiger og mænd med vigende hårgrænse, der håbede (og råbte) på sange fra Dizzy-tiden - og det fik de med ekstranumrene som "Rotator" og "Waterline" m.fl. To ord: Superior Tim!
Lån på Biblioteket Tim Christensen Dizzy Mizz Lizzy
Lån som Netmusik Tim Christensen Dizzy Mizz Lizzy
