Med offentliggørelsen af 61-årige Grace Jones som et af hovednavne på årets festival bevidste Roskilde for alvor, hvor bred en musikpalet, der males med. Rygterne om en forrygende koncert i Falconer Salen i Købehavn i foråret var løbet i forvejen og et proppet Arena, ventede forventningsfuldt på miss Jones indtog og ægte divaer kommer som bekendt for sent...Til trods for at lyden ikke var optimal gik de færreste næppe skuffede hjem efter at have oplevet et professionelt og velkoreograferet show inkl. flittig poledancing. GJ var yderst tændt, holdt publikum fanget ved at synge og divertere alt i mens hun konstant skiftede outfit og vandrede mod slutningen af koncerten på skuldrene af en yderst befippet securityvagt ud blandt publikum. Klassiske hits som "Slave To The Rhythm" blev entusiastisk leveret, alt imens hun dansede i hulahopring og præsenterede bandet. Under "Pull Up To The Bumper" blev publikum inviteret med til at danse på scenen inden showet blev afsluttet men en forrygende version af titelsangen "Hurricane" fra GJ comebackalbum. Med andre ord: Madonna dikterede i sin tid strike a pose - Grace Jones knows how to pose.
Lily Allen - Arena 4. juli
Lørdag aften var det tid til girlpower på Arena igen, da Lilly Allen bidrog med partystemning og riot girl attitude. Knap en times festlig powerpop med hits som "Smile" i festligt uptempo, "The Fear" samt de nyeste hits "Fuck You" og "Not fair" fra LA seneste album "It's Not Me, It's You". Et af koncertens højde punkter var dog en forrygende coverversion af Britney Spears "Womanizer" og det var samtidig interessant at iagttage LA indledende forsøg på at være den frække pige i klassen med smøger og en udefinerbar paraplydrink til at udvise ungdommelig genert- og ydmyghed overfor et publikum, der bare accepterede hende som den partyprinsesse hun nu engang er.
Pete Doherty - Arena 5. juli
Og nu vi er ved ungdommelig skrøbelighed skal der falde et par ord om den selvbestaltede enfant terrible Pete Doherty, som søndag eftermiddag tryllebandt publikum på Arena. Ene mand med sin guitar i lånt tøj og tydelig tømremænd mm. kunne man opleve denne samme tiltage ydmyghed overfor publikum, der bare lod sig begejstre. Repertoiret var primært materiale fra soloalbums selvom (også) han spillede beatet fra "Billie Jean" og hævde at han havde øvet sangen. Det blev dog Babyshambles hittet "Fuck Forever", der til slut fik koncerten til at kulminere i ren sing a long. Synd at PD nærmest er i konstant konkurrence med Amy Winehouse om at get into rehab; han er en fremragende rockpoet. Men tak Dandy Doherty for at og leverede en af de pludselig overrumplende koncerter, som Roskilde Festivalen heldigvis er garant for år efter år.
Yeah Yeah Yeahs - Arena 5. juli
Prisen for the hottest girl in town skal dog gå til Karen O - forsangeren i fra New Yorker bandet Yeah Yeah Yeahs. Det sidste deciderede liveact på Arena i år - og hvilket finish. Yeah Yeah Yeahs er med deres seneste album "It's Blitz" efterhånden ved at være et decideret hot navn også i Danmark. Bandet ligger sig i fin punkrock/poppet stil op ad af legendariske The Strokes og Blondie og har så afgjort en ekstra dimension i form af Karen O's status som stilikon. Koncerten blev indledt med den smukke og porøse " Runaway", men tog herefter for alvor fra med en yderst både følsom, aggressiv og karismatisk Karen O i front inkl. løbende stilskifte med numre som "Zero" og "Dull Life. Koncerten kulminerede med en hittet "Head's Will Roll" med Karen O iført selvlysende henrettelsehætte og den dybeste indlevelse - en bragende finale på en forrygende koncert tydeligvis også for bandet. Karen O - you rock my world og jeg var på nippet til at købe t-shirten.
Herefter var det tid til vakle forbi Orange, hvor Coldplay lukkede og slukkede Roskilde-ballet for i år. Og det blev i øvrigt de pæne engelske klynkerock herrer, der i ægte rock'n'roll stil på en lille plateauscene ude blandt publikum spillede hele "Billie Jean" i en fin akustisk version.
Over and out for i år. Næste gang spiller Roskilde Festivalen for fyrretyvende gang - utroligt men sandt. Om få år runder også jeg det skarpe hjørne og forhåbentlig bliver inden af os satte og kedelige af den grund, så grow old with me Roskilde - vi ses i 2010.
