111 artister optrådte på årets SPOT festival. Musikbibliotek.dk's udsendte prøvede at se så mange som muligt. Her følger en tour de force gennem det århusianske musikmekka.

 

Det er altid en fornøjelse at være på SPOT Festival. Geografisk befinder man sig midt i hjertet af Århus mellem Ridebanen og Musikhuset og uanset hvor man vender og drejer hoved er der musik. Det er den helt store branchefestival hvor der bliver scoutet, dealet og networket til den helt store guldmedalje. Her hvor, primært nyudklækkede, danske talenter skal bestå lakmusprøven men også en festival der er krydret med mere, relativt etablerede, artister der spås en karriere uden for landets grænser. Årets festival var rig på det hele. Generelt var bundniveauet højt, om ikke fantastisk, med enkelte perler i mellem, hvor toppen af kransekagen var en af de mere garvede kræfter på den danske musikscene. Her følger en tur rundt i manegen på hvad denne skribent nåede at høre på de tre dage i Århus. For de artister hvor jeg nåede at høre hele, eller største dele, af koncerten, er der givet karakter fra 0 til 6 stjerner. For de koncerter hvor det kun blev til et par numre eller tre, får de bare et par ord med på vejen. Det skal siges at SPOT ikke brillerer med at trække tingene i langdrag. Koncerterne varede på nær enkelte undtagelser 40 minutter og ekstranumre er bandlyst.

 

 

Dag 1 - torsdag den 21. maj

 

Der er tradition for et særligt tema og et ret sparsomt program. Ofte er det her man kan være vidne til unikke artist konstellationer. Åbningsaftenen år 2009 var ingen undtagelse. Her var temaet genreclash, eller mere præcist, mødet mellem den rytmiske/elektroniske musik og det klassiske univers.

 

Oh Land og Lyngby Tårbæk Symfoniorkester. - Musikhuset Store sal

Oh Land. Foto: Anders Stensgaard (gaffa.dk)

Der var stuvende fuldt da den kvindelige multikunstner Oh Land, aka Nanna Øland Fabricius, i ført en særpræget skinnende hovedbeklædning, entrerede scenen i front for Lyngby Tårbæk Symfoniorkesters omtrent 35 mands store besætning. Et usædvanligt vellykket samarbejde skulle det vise sig. Oh Lands sarte, fine og drømmende univers passede eminent til symfoniorkestrets underlægning. Der blev både budt på det blide og underfundige og det mere markerede med blæserne i en eksplicit rolle. Et højdepunkt var Oh Lands duet med den danske crooner per excellence, Claus Hempler, der ledte tankerne hen på Lars H.U.G.'s duet med Lisa Ekdahl på klassikeren Backwards. Hele koncerten var arrangeret i samarbejde med solistens far, pianisten Bent Fabricius (ikke at forveksle med Mr. Fabric). Et spektakulært og vellykket samarbejde, og sikkert en ganske bekostelig affære, men så hjælper det at man har Danske Bank som sponsor. Koncerten blev afsluttet med Oh Lands P3 hit, Judge me, hvis fremførelse ikke var helt så dragende som resten af koncerten i øvrigt.

En værdig og smuk eksponent for festivalens åbningsdag, der desværre kun varede ca. 35 minutter i alt.

(5/6 stjerner)

 

When Saints go Machine - Musikhuset Store sal

Den elektronisk baserede indie-gruppe When Saints go Machine havde til lejligheden medbragt en kvindelig strygerkvartet, som gik på scenen i ført hhv. røde og sorte sjal om hovedet, hvor der kun lige var plads til at øjnene kunne se nodehæfterne på stativet. Bandet udnyttede ikke på samme måde det klassiske akkompagnement som Oh Land mestrede forinden, og flere af sekvenserne kunne lige så godt være samples på keyboardet. Ind imellem dukkede strygerne frem og spillede en afgørende rolle i musikken, hvilket generelt var med til at højne niveauet. Bandets bud på electropop til klubscenen fungerede udmærket, men ikke alle kompositioner er lige interessante og forsanger Nikolaj Manuel Vonsilds karakteristiske vokal bliver lidt monoton i længden. Endnu et interessant møde mellem den rytmiske og klassiske verden, der dog langt fra var på højde med Oh Lands performance umiddelbart for inden.

(3/6 stjerner)

 

 

Dag 2 - fredag den 22. maj

 

I got you on tape - Musikhuset Store sal

I got you on tape (gaffa.dk)

Bandet åbnende fredagens program i musikhusets prangende Store sal, med deres let dystre bud på nutidig indierock. Scenen var badet i mørke, hvilket fik bandmedlemmerne til at fremstå som silhuetter. En velspillet performance der startede godt men blev lidt ensformig i længden, der  - sikkert helt bevidst - var blottet for showmandship. I got you on tape havde nok passet bedre til en mindre sal, hvor stemningen lettere kunne forplante sig til publikum. Bandet er godt sammenspillet og klinger lidt af den maskinelle side af Bowie og Joy Division, uden at være på samme kompositoriske og performancemæssige niveau.

(3/6 stjerner)

 

Bodebrixen - Officer Scenen

Længere væk fra I got you on tapes mørke univers, end Bodebrixen kan man dårligt komme. Bandet spiller let og superoptimisk pop, fremført med tandsmil så bredde som Århus banegård. Bandets grundstamme, tangentspilleren Aske Bode, og frontmand Andreas Brixen (deraf bandnavnet), har angiveligt rødder i jazzmusikken, hvilket der ikke var antydning af på koncerten på SPOT, bortset fra et nummer med den (bevidst) misvisende titel Traditionel Jazz. Brixen, i ført stråhat, smilede om kap i front foran det i alt syv-mand store orkester, kun overgået af slagtøjsspilleren (med det kraftige overskæg) der må ha' været den gladeste mand i Århus denne dag. Brixen har ikke verdens største stemme, men sangene er generelt gode og fængende og den positive sommerstemning fra scenen forplantede sig let til publikum, på en weekend hvor vejrguderne ikke var i det mest gavmilde humør. Bodebrixen lette lyd har et snært af Figurines, men er mere pop end indie. En positiv overraskelse og en feel-good oplevelse fra start til slut.

(4/6 stjerner)

 

Emily and the Orgasm Addicts - Voxhall

"We think you are a maggot - we are orgasm addicts" tordnede den århusianske kvintet indledningsvis, hvilket lagde stilen for resten af koncerten. Bandet spiller glad og pågående powerpunk, med to kvindelige sangere i front, Emily som leadvokalist, og en aktiv korsangerinde, der fra tid til anden hamrede løs på en koklokke. Bandnavnet er dog lidt misvisende da det udelukkende var den glade og energiske guitarist, på højre flanke, der introducerede numrene og henvendte sig til publikum (uvist af hvilken grund konsekvent i profil). Den ligefremme musik har et snert af B-52's og vokalerne i front fungerede fint - med god brug af råbeeffekt - om end uden de store variationer. Bandmedlemmerne - klassisk opsætning med bas, trommer og guitar - spillede for så vidt udmærket hver for sig - men som helhed rykkede det ikke rigtigt. Bandet gør voldsomt brug af et staccatoagtigt beat, hvilket hindrer et ordentligt, velspillet flow i musikken. Bandet, med de enkle og ligefremme kompositioner, har nok lyttet en del til en del tidlig Seattle-punk og et orkester som Ramones, men mangler musikalsk flow og tyngde til for alvor at gøre sig inden for genren. Et forfriskende musikalsk pust der stadig mangler noget tyngde.

(3½ /6 stjerner)

 

Trolle/Siebenhaar - Musikhuset Store sal

Trolle/siebenhaar (vonhatten.dk)

Sangerinden Ane Trolle og multimusikeren Pato Siebenhaar optræder i flere sammenhænge og fremstod boblende af selvtillid og med overbevisende og afslappet publikumskontakt. De leverede en både cool og løssluppen stemning, der passede godt til det krydsfelt mellem dub, reggae og pop som fik Musikhusets Store sal til at gynge og vugge denne fredag eftermiddag. Trolles lette, dovne og meget karakteristiske vokal, gir' musikken et særligt luftigt præg, og bandet evner i den grad at spille både åbent og frit og udstråle professionalisme og overskud.  En medrivende performance der (naturligvis) blev afsluttet med megahittet fra 2006, Sweet Dogs, til lejligheden i en dubbet, jammet og langstrakt version. En optræden der må have imponeret de udenlandske musikkøbmænd der givet har været på plads i salen.

(4½/6 Stjerner)

 

Boil  - Musikhuset Filuren

Bandet var noget misvisende placeret i musikhuset sal, Filuren, som ellers var helliget den tunge metal. Boil er nærmere et rockband med metalliske elementer der boltret sig i såvel de direkte og kontante riffs, som de mere rolige og lettere meditative passager. Skifter man B'et og I'et ud i bandnavnet med hhv. 'T' og 'O' bliver Boil til Tool, og samme reference skar lidt for tydeligt igennem. Sangeren gjorde sig udmærket i det højstemte og fyldige leje, fint bakket op af en groovy bas og en massiv guitarlyd. Et orkester fri for påtagede attituder, med generelt gode sange, der stadig mangler noget i forhold til at vriste sig fri af forbillederne.

(4/6 stjerner)

 

Broken Beats - Musikhuset Rytmisk sal

Kim Munck & Co. er garanter for den gode fest, med sprudlende, varieret popmusik. Så kun afslutningen der ikke helt levede op til det niveau som bandet tidligere har rundet af med (hvilket Kim Munck i øvrigt selv udtrykte i baren senere på aftenen). Havde håbet på Essential med måtte nøjes med en klaverballade i den mere afdæmpede afdeling.

(uden for bedømmelse)

 

The William Blakes Officer pladsen

Der var fart på scenen da Kristian Leth & Co. gik til makronerne på Officer scenen tidligt fredag aften. Det talstærke publikum bakkede til fulde op om bandets Flaming Lips inspirerede musik, hvis afslutning dog ikke helt levede op til denne skribents forventninger

(Uden for bedømmelse)

 

As we fight - Musikhuset Filuren

Velkommen til den tonstunge afdeling. 'Det er virkelig dårligt' sagde en lettere chokeret og smilende, moden kvinde til mig blandt publikum, som tydeligvis var gået galt i byen. As we fight er m.a.o. ikke tilpasset den brede middelklasse men er for dedikerede fans, og det af den tunge, hårde, trash/dødsmetal. Og der blev gået til makronerne fra første anslag, med to hidsige fyre i front, der skiftevis growlede sig igennem sangene. As we fight spillede både tight og hårdtslående, med et urværk af en trommeslager som fundament. I øvrigt den eneste langhårede i bandet, der bebudede at de kom fra 'motha fucking' Fredericia. Genren er som sagt for fans, og selvom denne skribent godt kan li' den hårde tråd, er dødsmetal ikke øverst på hitlisten. Mit indtryk var at være vidne til en heftigt og aggressiv musikudladning der led under genrens generelle tendens til ensformig, monoton larm.

(3/6 stjerner)

 

Emiliana Torrini - Musikhuset Store sal

Emiliana Torrini (handsometours .com)

Den sarte, islandske sanglærke Emiliana Torrini var tydeligt duperet over at stå på scenen i Musikhusets Store sal, hvor der ca. er så højt til loftet som til toppen af en 7. etages bygning. En oplevelse, som hun bebudede fra scenen, var 'fun but scary'. Emiliana, med den charmerende islandske accent, havde dog intet at være bange for. Hendes særdeles velspillende band lagde en blid og underfundig grund som passede flot til Torrinis spage og smukke vokal. Musikken var rolig, afslappet og tilbagelænet, til tider med et let reggae-feel og poppede og elektroniske elementer, og i andre passager smukt opbyggende fra det helt afdæmpede, til dramatisk og langsomt at stige i intensitet og styrke, med et sært drone-lignende, let psykedelisk, anslag. Torrini har en fortid i Spoon og Gus Gus og har bl.a. skrevet musik til den klejne hit-maskine Kylie Minogue. Denne aften var hun selv den lille pige, med den store gennemslagskraft, der sejrede i en høj og smuk koncertsal. En rigtig god kombination, hvor Torrinis fine og drømmende univers blev foldet ud under de bedst tænkelige rammer.

(5/6 stjerner)

 

Mike Sheridan - Musikhuset Store sal

Den purunge Dj komet, Mike Sheridan, var programsat til Store Sal, hvor hvert et sæde var besat. Alene bag sin pult kørte han pulserende og varierede beats af, med en stor diamant på lærredet i baggrunden der løbende skiftede farver. På trods af at han var ene mand på scenen voksede musikken stødt og roligt i intensitet, og fyldte salen godt ud. Efter et langstrakt forløb stoppede musikken for en stund og lille Sheridan gik frem til mikrofonen, yderst på scenen, hvilket virkede næsten komisk. Sheridan introducerede en gæst, nærmere bestemt den hyperaktive spillemand, Mads Langer. En optræden der delte vandende. En kollega mente at det var den rene skandale, hvor denne skribents opfattelse var det stik modsatte. Mere præcist satte Langer sig bag klaveret og spillede et længere stykke sparsomt og ekspressionistisk jazzklaver - dystert og atmosfærisk - som Sheridan efter en god rum tid diskret understøttede på fineste vis, mens Langer skiftevis sang og trakterede klaveret. Et langstrakt forløb - mere langstrakt en oprindeligt planlagt viste det sig, da Sheridan var kommet til at starte det samme loop to gange. Efterfølgende byggede Sheridan stille og roligt sit sæt op fra det punktvise og dystre, til det pulserende beat. Alt sammen med en betagende videobaggrund hvor øjne (eller sædcelle)-lignende blomster bevægede sig i takt til musikken, som senere udviklede sig til en bevægelig påfugl, skiftevis i farver og i sort/hvid. Perfekt baggrund til Sheridans psykedeliske lydunivers.

(4 ½ /6 stjerner)

 

White Pony- Officer pladsen

Hørte kun afslutningen der var præget af dårlig lyd og kedelig plademusik. Til gengæld var der fest for publikum. Siebenhaar & Co. må ha' inviteret publikum til en svingom, for pludselig var scenen et tætpakket dansegulv, (næsten) alle med armene i vejret. God fest men mindre spændende musik.

(uden for bedømmelse)

 

Høgni - Archauz Store sal

Aftnens sidste indslag på teatret Archauz var den færøske trio Høgni, navngivet efter bandets sanger og guitarist. Her var tale om medrivende, nordatlantisk americana, med skarp akustisk guitar, forvrænget vokal, solide trommer og en sjældent fed og gyngende bas. Opsætningen ledte tankerne hen på 80er fænomenet Violent Femmes, specielt i forhold til det rå akustiske udtryk. Fine variationer og udmærkede sange, der dog manglede de rigtigt fængende omkvæd. Til tider med en snert af Jeff Buckley og andre gange mere traditionelt singer/songwriter-agtigt. Koncerten sluttede med et groovy nummer hvor bassisten fyrede en død og fyldigt lydende basgang af, så det rykkede i stolesæderne - eminent. Høgni viste sig også som lidt af en spradebasse med mange sjove kommentarer undervejs. En fin performance der viste, at det ikke kun er Island der kan levere god musik fra de nordatlantiske breddegrader.

(4/6 stjerner)

 

 

Dag 3 - lørdag den 23. maj

 

Choir of young believers - Musikhuset Store sal

Choir of young believers (flickr.com)

Jannis Noya Makrigiannis der er halv græsk, kvart dansk og kvart indoneser er arkitekten bag navnet Choir of Young Believers. Han har fået strålende anmeldelser (og vandt i øvrigt Steppeulv prisen som årets musiker umiddelbart efter koncerten) for sin særegne og storladne rock/popmusik der såvel klinger af klassisk barokmusik som Brian Wilson og Beach Boys. Bandets smukke og drømmende musik passede perfekt til den store Sal og Makrigiannis & Co. gav en smuk koncert der beviste at musikken ikke kun fungerer på CD. På scenen var der ud over traditionel rockbesætning gjort plads til slagtøj, cello og trompet hvilket var med til at give en afslappet, stemningsfyldt og meget varieret musikalsk oplevelse. Stilen er atmosfærisk og blød, hvilket ikke mindst den luftige trompet bidrog til undervejs. Korarrangementerne og harmonierne fungerer godt med Makrigiannis bløde vokal i front. Musikken går op og ned i styrke, lyd og intensitet. Ikke alle sange er lige interessante men som helhed var der tale om en vellykket og dragende koncert.

(4½ /6 stjerner)

 

Kellermensch. Foto: Lasse Dearman (gaffa.dk)

Kellermensch - Voxhall

Kellermensch bevæger sig i grænselandet mellem rock og metal og har udover traditionel rockopsætning to violiner og en cello med på scenen. Strygerne var med til at farve lydbilledet med en form for urgammel, nordisk melankoli, midt i det ellers hårde univers. Bandet råder over to vokalister der semi-growler på scenen uden at besidde det helt store register. Lyden var mørk og fyldig og kombination af de metalliske og de klassiske elementer virkede overraskende godt. Teksterne handler omhandler eftersigende brutale, personlige fortællinger hvor der bl.a. skeles til Dostojevskij (heraf bandnavnet må man formode). En spændende konstellation der dog viste sig stærkere i udtrykket end i kompositionerne. En af sangene lå i øvrigt kriminelt tæt op af Radioheads Videotape.

(3 ½ /6 stjerner)

 

Beta Satan - Officer pladsen

Der var fuld smadder på da de lokale helte Beta Satan gik på scenen i Århus. Her var tale om tunge guitarriffs og disharmoniske elementer. Vokalen er lidt spag til det hårde udtryk men bandet varierer udtrykket godt og kommer med mange overraskende elementer, fx et let poppet beat med keyboardet som bærende element. Mod slutningen blev den tunge pedal for alvor trykket effektivt i bund.

(3½ /6 stjerner)

 

Olafur Arnalds - Musikhuset Store sal

Meget mere stille end islandske Olafur Arnalds bliver moderne musik dårligt, ofte så afdæmpet at man ville kunne høre en knappenål falde. Man kan dårligt kalde musikken pop, eller bare rytmisk, og klassisk vil også være misvisende. Islændingen befinder sig et sted i grænselandet tilsat et snært new age meditationsmusik. Opstillingen er Arnalds på flygel med en laptop ved sin side og en stryger kvartet. Den bevidst monotone fremførelse leder tankerne hen på Mike Oldfield klassikeren Tubular Bells. Den stille fremførelse, ofte kun i form af enkle toner på klaveret, var dog ganske dragende, nærmest som underlægning til en naturfilm. De fleste sange blev startet på pianoet, herefter kom kvartetten ind med fyldige, langsomme strøg, og efterhånden blev musikken farvet med enkle loops fra I-booken. Stemningsfuldt og indtagende men også lidt monotont i længden

(4/6 stjerner)

 

Tim Christensen - Musikhuset Store sal

Tim Christensen (Musik.dk)

Denne skribents ubestridte højdepunkt på SPOT 2009. Tim er langt fra nogen upcoming artist fra vækstlaget men en fast institution på den danske musikscene, med mere end 15 år i tjenesten, siden han, som purung, grovhittede med Dizzy Mizz Lizzy. Siden er det blevet til tre soloalbum i eget navn, senest Superior fra 2008. På SPOT blev der disket op med bidrag fra hele karrieren herunder, sætafslutterne - de store Dizzy hits - Waterline og Silverflame, som Tim i mange år ikke ville røre. Lyden var formidabel på hvert eneste instrument, og sangene blev levende og eftertrykkelig leveret og Tim er med årene blevet en bedre og bedre sanger. Scenen var sat op med to podier i hver side - et til keyboard og et til trommerne. Det var ikke mindst en fornøjelse at se og høre Jesper Lind traktere sidstnævnte. Han er garant for et tungt, markeret og swingende beat, som i sig selv er en stor oplevelse. Der er lidt for mange ballader på albummet Superior og ingen der kommer op på højde med tidligere hits som Right next to the right one og Love is a matter. Men når posen bliver blandet med godter fra hele karrieren fungerer sammensætningen upåklageligt. Den helt store force er at nyde hvordan bandet både jammer og spiller løssluppent og samtidigt er usvigeligt sikre i timing, breaks og fraseringer. Numre som Don't leave me, Leave me alone, Get the fuck out of my mind blev alle jammet frem med hæl og tå, så det var den rene fornøjelse, rock'n'roll!! En koncert præget af overskud, spilleglæde og musikalsk kvalitet. Fremhæves skal også første ekstra nummer, den helt afdæmpede Wonders og Wonder, med Tim bag keyboardet, der blev smukt, roligt og afslappet leveret med plads til flere kunstpauser undervejs. Koncerten blev afsluttet med en forrygende udgave af den fantastiske og ekvilibristiske Whispering at the top of my loungs fra Honeyburst. Nu er Tim nok ikke typen der gider rejse udlandet tyndt for at spille den op, men er der nogen i det store udland der er parat med et større set-up, skal det nok kunne lade sig gøre at lokke ham en tur ud i den store verden. Om mon ikke der har siddet et par udenlandske A&R folk i salen, parat til at underskrive den store check.

(6/6 stjerner)

 

Birk Storm - Ridehuset

Birk Storm. Foto: Steffen Jørgensen (gaffa.dk)

Det var lidt svært at få armene ned efter Tim Christensen og i den henseende var Birk Storm lidt af en skuffelse. Birk Storm bevæger sig i det reggae-baserede, let funky hjørne, med elementer fra såvel electronica og hip hop. Birk Stenbæk, som der står på hans dåbsattest, har en fortid som trommeslager i Outlandish, men det kneb gevaldigt med at få musikken til at swinge denne aften i Ridehuset. Hvis man lukkede øjnene ville man tro at det var en farvet hjemmedreng der stod bag mikrofonen men Birk Storm er en kridhvid dansker. En koncert der aldrig for alvor blev interessant.

(2/6 stjerner)

 

Oh no Ono - Musikhuset Store sal

Oh no Ono. Foto: Jan Chillesen (gaffa.dk)

De lyder, og ser ud, som om de kommer fra en anden planet, sagde en musiker senere på aftnen. Og det er rigtigt, originalitet og særpræg er umiskendeligt Oh No Onos varemærke. De spiller en højst varieret, kreativ og meget kompleks popmusik der er helt sin egen, med vokalisten, Malthe Fischers, konstante falsetstemme, i front. 'Nu har jeg hørt Mickey Mouse Club nok, jeg går' sagde en kollega efter et par numre. Og det er lidt problemet med Oh No Ono, deres musik et højkreativ og original men det kan være svært at føle sangene i hjertet og Malthe Fischers fistelstemme bliver noget trættende i længden. På trods af originalitet kan man ikke undgå at sammenligne bandet med Mew, uden at nordjyderne når samme niveau. Som Mew har de falsetstemmen og den komplekse kreativitet til fælles - og som Mew kører Oh No Ono videokunst på bagscenen. I sidstnævntes tilfælde sås en usædvanlig storbarmet pinup model (kun med lapper over brystvorterne), vel fra 60erne, der slangede sig udfordrende rundt - ret effektivt. På scenen stod bandet stive som tinsoldater med hvide klæder over alt. Da bandet til sidst spillede P3 hittet Internet Warrior steg niveauet mærkbart.

(4 /6 stjerner)